Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Pædagog (30-33 t) til fast stilling på Odder lille Friskole

Odder lille Friskole søger pædagog til fast stilling til SFO (Fritteren)

 

Vi søger en uddannet og erfaren pædagog med tiltrædelse 1. marts 2018  (eller hurtigst muligt) til en fast stilling i vores skolefritidsordning “Fritteren”. Vi kan tilbyde ml. 30-33 timer om uge, dog med mulighed for flere timer.

 

Stillingen er sammensat af timer i Fritteren om eftermiddagen i tidsrummet fra 12.30-17.00, samt timer i skoledelen i tidsrummet fra 8.15-12.30. Det vil være i form af støttetimer i skoledelen på forskellige årgange, hvor du i samarbejde med klassens lærere planlægger, hvordan du med din faglighed kan byde ind på de opgaver, der skal løses, og hvor du kan blive en genkendelig voksen, der kan fungere som en rød tråd mellem undervisning og fritid.

 

Fra 1. april til ca. 1. juli 2018 skal du sammen med en rutineret medhjælper tage godt imod vores “Tidlig Fritter”-gruppe på 14-16 børn her i skolens lokaler og sørge for, at de får en tryg, tillidsfuld og helt fantastisk start på deres skoleliv. (Det er nemlig børnene til vores kommende 0. klasse, der starter i august). Her vil mødetiden være kl. 8-13 samt nogle timer om eftermiddagen i Fritteren.

 

Vi søger en pædagog, der er fagligt velfunderet, er tydelig og nærværende, og som arbejder bevidst med at udvikle og understøtte relationer.

Vi søger en fleksibel, stabil og pligtopfyldende person med hjertet på rette sted. Det er en fordel, hvis du har arbejdet som pædagog i skole og SFO før.

Du kan iværksætte et bredt spektrum af aktiviteter - både ude/inde, drenge-/pigeaktiviteter, stille og vilde. Du er iderig og opfindsom og forstår at “fange” børnene. Du kan arbejde selvstændigt samt selvfølgelig indgå i vores lille team. Et team, hvor du både tager fra og supplerer. Du skal kunne rumme/”ramme” børn fra 0.-9. klasse, da vores Fritter er et tilbud for alle skolens elever.

Vi søger dig, der er god til forældresamarbejde, og kan formidle både alt det gode, og også de svære ting, når de opstår.

Der er plads til - og tradition for - både faste aktiviteter og spontane påfund, samt hvad du brænder for, hvilket vi glæder os meget til at høre mere om.

 

Vi tilbyder en Fritter, der i nuværende udformning og struktur er forholdsvis ung, og har oplevet lidt “bump” på vejen. Samtidig ligger der en vildt spændende opgave foran os. Vi leder efter dig, som brænder for at være med-skaber af en lokal, pædagogisk praksis og som kan lide at gå foran og vise vejen mod målet: En Fritter med fokus på høj pædagogisk faglighed, sjov og ballade samt et varieret udbud af aktiviteter - med glade voksne, der får det hele til at fungere, og som sammen løser de udfordringer, vi støder på.

 

Der er “højt til loftet” og mulighed for at skabe fantastiske rammer for børnenes fritidsliv. Vil du være med?

 

I din ansøgning vil vi rigtig gerne høre om, hvordan du er som person og især som pædagog. Vedhæft dokumentation for uddannelse, udtalelser og andet relevant materiale samt gerne tre referencer, hvoraf to af referencerne er fra mellemleder- eller lederniveau.

Ansøgningen sendes på mail til Odder lille Friskole, att. afdelingsleder Alex Nielsen, an@odderlillefriskole.dk  Evt spørgsmål til stillingen kan stilles til Alex på tlf 20324970. Der vil afholdt samtaler d. 29/1 2018. Vi læser og prioriterer ansøgninger efterhånden som de kommer ind.



Fritteren på Odder lille Friskole er et tilbud til alle børn fra 0.- 9. klasse, og der går ca. 150 børn på skolen. Skolen er en fri grundskole med 32 år på bagen, den er prøvefri (har ikke karakterer og 9. kl. afgangseksamen) og en del af undervisningen er projektorienteret. Fritteren er uden overenskomst med BUPL. Skolen ligger centralt i Odder by ca. 5. min gang fra banegård/busser med gode busforbindelser til bl.a. Århus.  




Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her