Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Pædagog til udflyttergruppe, 3 døgn fredag over middag - mandag formiddag, 68 timer hver anden weekend

Er du uddannet pædagog, og brænder du for arbejdet med at give børn og unge voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne en tryg hverdag, hvor der er fokus på udvikling, relation og fællesskab? Så er du vores nye pædagog i Antons Udflyttergruppe.

Hvem er du?
Vi søger en pædagog til Antons Udflyttergruppe, som har lyst og evner til at skabe meningsfulde oplevelser under trygge rammer for de børn og unge voksne, der er tilknyttet gruppen. Du arbejder anerkendende med fokus på børnene, og formår at balancere mellem de enkelte behov, uanset om det er at være aktiv og klatre i træer med børnene, eller i fællesskab roligt at læse bøger. Du formår at bevare overblikket i pressede situationer, og uden at tilsidesætte det enkelte barns behov.

Stillingen er på 68 timer fordelt på tre døgn fra fredag over middag til mandag formiddag. Stillingen er hver anden weekend i ulige uger, med forskydelse ved ferie. Du og dine kollegaer følger gruppen hele weekenden/ferien således, at der sjældent er personaleskift for børnene i den tid, de er afsted. Du skal derfor være indstillet på at lade privatliv blive hjemme, så du holder 100% fokus på gruppen.

Som vores nye kollega har du en faglig styrke som pædagog. Du er klar over, hvor stor betydning den pædagogiske og anerkendende tilgang har for børns udvikling og læring, og du arbejder naturligt ud fra tanken om, at nærhed og fokus på det enkelte barns behov skaber de bedste rammer for udvikling. Som vores nye kollega ønsker vi, at du har erfaring med – og viden og interesse for børn og unge voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, og løbende følger med i udviklingen indenfor pædagogik i forhold til målgruppen. Derudover forventer vi, at du:
  • Er nærværende og fordybende i dit samvær med børnene – og at du forstår at tage dig tid til at være det, også på en travl dag.
  • Er initiativrig, fleksibel og viser overblik, så tingene bliver gjort. Fx ved at stå for indkøb, booking af sommerhuse, mødeog skole-hjem-kontakt m.v.
  • Er frisk og imødekommende – også over længere tid, og fungerer i alle stemninger.
  • Er åben, positiv og tydeligt kommunikerende i forhold til børn, forældre og kolleger.
  • Er i stand til at forholde dig reflekterende til din egen pædagogiske praksis og faglighed, og ligeledes kan være lyttende, interesseret og spørgende omkring teori og praksis.
  • Forstår betydningen af et tæt og involverende samarbejde på tværs af Anton Hus’ afdelinger – det lægger vi meget vægt på.
Hvad kan vi tilbyde?
I Antons Udflyttergruppe lægger vi vægt på høj faglighed og at vores medarbejdere er i konstant udvikling. Vores hverdag er præget
at et godt humør, af varme og af indbyrdes respekt for hinanden. Her får alle en høj grad af medindflydelse. Derudover tilbyder vi vores nye kollega:
  • En hverdag hvor samvær med gruppen har første prioritet. Vi er maks. 4-5 børn afsted og 2-3 voksne.
  • Et fagligt miljø med gode muligheder for personlig- og kompetenceudvikling. Yderligere prioriteres relevante kurser og efteruddannelse.
  • Refleksioner og debatter om værdier og pædagogisk praksis.
  • Daglig sparring, og supervision på tværs af afdelingerne, hvilket er medvirkende til, at vi føler os som én personalegruppe til trods for vores forskellige opgaver.
Hvem er vi?
Antons Hus har aflastningstilbud og bosteder til børn og unge voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Organisationen hedder Antons Hus, som er en fælles betegnelse for vores 5 afdelinger:
  • Vi har to bosteder: Antons Bosted og Antons Bosted Bakketoppen.
  • Vi har to aflastningshuse: Anton Røde Hus og Antons Gule Hus.
  • Desuden har vi Antons udflyttergruppe, som også er aflastning, der benytter sig af sommerhuse tæt ved skov og strand.
De små afdelingsenheder sikrer, at børnene og de unge er sammen med kendt personale i deres aflastningsperiode og på bostederne. Barnet/den unge er tilknyttet én afdeling og passes i små børnegrupper.

Vi er et pædagogisk og ergoterapeutisk tilbud, hvor vi lægger vægt på relationen og tror på, at det er igennem relationer, at vi udvikler os. Vi ønsker at understøtte børnene/de unges muligheder for at opbygge venskaber, og da vi i har en god normering er der altid uddannet personale sammen med børnene.

Vi har fokus på fællesskabet og på at den enkelte oplever at være en del af fællesskabet. Hverdagen og aktiviteterne tager altid udgangspunkt i den enkelte og i gruppens behov. Udgangspunktet er, at det skal være hyggeligt, sjovt og trygt at være i Antons Hus.

Læs mere om os på vores hjemmeside: www.antonshus.dk

Interesseret?
Ser du dig selv som vores kommende kollega, der vil være med til fortsat at skabe meningsfulde oplevelser, sikre fortsat udvikling og fællesskab via tætte relationer, så send din ansøgning og CV via knappen ”Send ansøgning”. Vi behandler ansøgninger løbende og håber, at du vil ansøge hurtigst muligt.

Ansættelse sker pr. 1. august 2020, men du må forvente en prøvevagt sidst i juni. Du ansættes uden overenskomst, men vi følger niveauet i lønudviklingen. Vi har ikke tillæg, men tilbyder løn time-for-time.

Du er også velkommen til at kontakte Jeanette Dyrup e-mail jd@antonshus.dk, hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Se mere på vores ansøgersite: https://antonshus.ofir.com


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.