Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Pædagoger med kombineret skole og KKFO opgaver til KKFO Teglholmen

Da vi har et par pædagoger, der går på barsel, og da vi udvider igen til sommer, har vi brug for dygtige pædagoger 37 timer om ugen fra den 1. juni og eventuelt tidligere. Der er tale om to faste og et barselsvikariat (seks måneder med mulighed for forlængelse).
 
KKFO Teglholmen er en integreret del af Skolen i Sydhavnen, som er en af Københavns nyeste skoler beliggende på Teglholmen med fantastisk udsigt til havneindløbet og de store grønne områder på Amager Fælled.
Bygningen er i 2015 kåret som Danmarks bedste skolebyggeri og i 2016 vandt den en international pris som verdens bedste uddannelsesbyggeri og forholdene er da også helt i særklasse!
 
Skolen i Sydhavnen har en maritim og naturfaglig profil, som vil være gennemgående både i de temaer og projekter, vi arbejder med i dagligdagen og i forhold til skolens profilering udadtil. Det vil derfor også være rigtig fint, hvis du kan bibringe viden og/eller erfaring på disse områder.
Der vil være rig mulighed for udfoldelse, da vi har eget havnebassin og få minutters gang til Amager Fælled. Skolen er også madskole. Dette betyder blandt andet, at alle børn (og voksne) kan tilkøbe et dagligt måltid midt på dagen.
 
Vi tilbyder:
Vi kan tilbyde et spændende og udviklingsorienteret job på en skole, der de næste mange år vil være i en proces, hvor udvikling er i højsædet. Der vil være stor forventning til, at du kan forholde dig fagligt, refleksivt og konstruktivt til opgaven, også når bølgerne går højt.
 
Skolen i Sydhavnen har p.t. ca. 550 børn fordelt på 0. til 7. klasse heraf ca. 350 i 0. til 3. klasse, som stort set alle sammen går i KKFOen. Børnene er fordelt i tre afdelinger og med alle skolens faglokaler til fælles aktiviteter om eftermiddagen.
 
I KKFOen er vi p.t. 26 medarbejdere (14 mandlige og 12 kvindelige), hvoraf 17 er uddannede pædagoger.
 
KKFOen har et lokale fællesskab med skolen, og vi prioriterer en helhedstænkning omkring indskolingen. Dette gælder både i de fysiske rammer og i samarbejdet på tværs af årgangen, hvor alle årgangens lærere og pædagoger har tid til at mødes midt på dagen en gang om ugen til planlægning og koordinering af det fælles arbejde – herunder også hvordan pædagogernes ressourcer og faglighed kommer bedst i spil i skolen. Vi er i den forbindelse meget optagede af, hvilke muligheder der ligger for et styrket samarbejde i den nye folkeskolereform, og vi har derfor også prioriteret, at der er en primærpædagog otte timer om ugen i hver klasse fra 0. til 3. klasse.
 
Om stillingerne:  
  • Stillingen er i nuværende og i kommende 0. klasse.  
  • Du er i et skoleteam bestående af en pædagog per klasse og fem til seks lærere til de fire til fem klasser på årgangen.
  • Stillingen har som udgangspunkt 14,5 skoletimer om ugen (inklusiv fem timer forberedelse med mere) og ca. 13 eftermiddagstimer i KKFOen. Den øvrige tid går til møder, planlægning, forberedelse med mere.
  • I KKFOtiden vil du deltage i husets forskellige aktiviteter. KKFOen er afdelingsopdelt med flere faste fælles aktiviteter (træværksted, krea, sportshal, legeplads, musiklokaler med mere)  
  • Eftermiddagen er funktionsopdelt, hvor man rokerer mellem forskellige funktioner, men der er også mulighed for at planlægge et længere forløb omkring en bestemt aktivitet.
  • Du må meget gerne kunne tænke i sammenhænge mellem formiddagen og eftermiddagen.
  • Mødetiden er varierende fra kl. 7.00 til 11.00, og du skal forvente tre til fire dage til kl. 17 og en tidligere dag til kl. 14.  
Forventninger til dig:  
  • Solid erfaring med KKFO, fritidshjem eller SFO  
  • Reflekterende og stærk faglig viden
  • Afklaret tilgang til forandringsprocesser  
  • Systematisk og metodisk i dit arbejde  
  • Nærværende og nysgerrig over for kolleger  
  • IT kompetencer eller flair for at forstå og bruge forskellige programmer 
Du må gerne skrive tydeligt i din ansøgning, om du er interesseret i både den faste stilling og barselsvikariatet .
 
Yderligere information:
Kig forbi skolens hjemmeside på www.sis.kk.dk eller på www.facebook.com/skolenisydhavnen.  
Du er også meget velkommen til at ringe og høre mere om KKFOen, skolen og vores tanker omkring helheder i børnenes hverdag.
Du er velkommen til at kontakte KKFO leder Michael Langkilde på 2928 1939 for nærmere information.
 
Stillingen skal søges elektronisk og være vedlagt CV, eksamensbevis og eventuelt udtalelser.
Kun uddannede pædagoger vil komme i betragtning til stillingerne. Øvrige ansøgninger vil ikke komme i betragtning.  
 
Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 23. april 2018
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag i uge 17.
 
 
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her