Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Pædagoger til Skovhusene

Brænder du for at give børn og unge meningsfulde oplevelser med fokus på livskvalitet og selvstændighed og har du erfaring med børn med særlige udfordringer, så er det måske lige dig, vi mangler.

Skovhusene er Københavns Kommunes aflastningsinstitution for familier med børn og unge med varig og betydeligt nedsat funktionsevne. Som aflastningsinstitution er det vores målsætning at give familier med børn med handicap et frirum i hverdagen – et frirum, der giver forældrene mulighed for at fokusere på eksempelvis søskende, praktiske opgaver eller deres voksenliv, alt imens vi drager omsorg og yder pædagogisk støtte til børnene med særlige udfordringer. De fleste børn og unge er i aflastning i Skovhusene i 90 døgn om året. I praksis betyder dette, at hvert barn er i aflastning én fast dag om ugen samt én weekend hver 4. uge.

I Skovhusene er der tre afdelinger med tilbud til forskellige målgrupper: Kvisten, Skovsneglen og Skovtours. De to ledige stillinger er i henholdsvis Kvisten og Skovsneglen.

Pædagog til Kvisten
Kvisten varetager aflastning for børn og unge mellem 0 og 18 år med gennemgribende psykiske udviklingsforstyrrelser, hvoraf størstedelen er diagnosticeret indenfor autismespektret. En del af børnene på Kvisten har vanskeligheder med koncentration og fastholdelse af aktiviteter, ligesom nogle har en ekstrovert adfærd og kan have behov for hjælp til at indgå hensigtsmæssigt i samspil med andre børn og voksne.

På Kvisten arbejder vi ud fra en systemisk tilgang, hvor vi hele tiden bestræber os på at have et tæt samarbejde med familie og netværk med henblik på at sikre en så helhedsorienteret indsats som muligt. Vi tilrettelægger hverdagen ud fra de enkelte børnegrupper under hensyntagen til individuelle behov.

På Kvisten arbejder personalet i to teams. Den ledige stilling er i teamet, der arbejder onsdag og torsdag samt hver anden weekend (i lige uger).
Stillingen er på 30-35 timer om ugen med tiltrædelse den 1. marts eller 1. april 2020.

Pædagog til Skovsneglen
Skovsneglens målgruppe er børn og unge mellem 0 og 18 år med multiple funktionsnedsættelser. Mange af børnene på Skovsneglen er kørestolsbrugere, en del er sondeernærede, og en del af børnegruppen er uden verbalt sprog.

Skovsneglens pædagogiske praksis tager udgangspunkt i børnenes individuelle behov, og vi arbejder med afsæt i enkelte udviklingsmål for hvert barn. På Skovsneglen arbejder vi blandt andet med individuelle kommunikationsredskaber med fokus på at give det enkelte barn mulighed for at udtrykke egne behov. Blandt andet anvendes Tegn til Tale af flere børn.

På Skovsneglen arbejder personalet i to teams, og her er den ledige stilling i teamet, der arbejder mandag og tirsdag samt hver anden weekend (i ulige uger).

Stillingen er på 32-35 timer om ugen med tiltrædelse den 1. april 2020.

Uanset hvilken af de to stillinger du søger, forventer vi, at:

  • du er uddannet pædagog
  • du har teoretisk kendskab til samt praksiserfaring med målgruppen
  • du har erfaring med team- og tværfagligt samarbejde
  • du har gode kommunikationsevner og kan adskille det personlige fra det faglige

Det er også vigtigt for os, at du:

  • har en forståelse af, at alle vores børn og unge gør det bedste, de kan, ud fra de forudsætninger, de har, og at det er os, der skal ændre på rammen eller den pædagogiske tilgang, hvis barnet ikke kan leve op til de krav, vi stiller
  • kan håndtere, at vores børn og unge kan have en uhensigtsmæssig adfærd, hvor verbale skældsord og trusler kan være en udtryksform
  • er i god kontakt med dig selv og kan balancere imellem at være rolig, empatisk, tydelig og troværdig i dit samspil med vores børn og unge med en bevidsthed om, at det er dig, der har ansvaret
  • har en bred specialpædagogisk erfaring, gerne med en forkærlighed for relationsarbejde og narrativ tilgang samt kendskab til anvendelse af visuelle hjælpemidler som PECS, Boardmaker, sociale historier m.m.
  • kan navigere i, at ikke én dag ligner den foregående, og samtidig kan du opretholde det enkelte barns behov for struktur og forudsigelighed

Som medarbejder i Skovhusene, kan du forvente:

  • en flok glade og sjove børn og unge, som giver dig oplevelsen af, at du gør en forskel, og at din indsats har betydning for både dem og deres pårørende
  • en fagligt velfunderet medarbejdergruppe, der brænder for at give børn og unge et godt børne- og ungdomsliv med fokus på livskvalitet og selvstændighed gennem en udviklingsorienteret indsats
  • mulighed for at sætte dit eget præg på den pædagogiske tilgang til Skovhusenes børn og unge og præge din pædagogiske praksis med egne interesser indenfor sport, musik og kreativitet
  • en sjov, udfordrende og spændende arbejdsplads med et godt socialt sammenhold og et godt arbejdsmiljø
  • en ledelse, der har kendskab til praksis og fungerer som faglig sparringspartner

I 2020 arbejder hele medarbejdergruppen i Skovhusene med særlige fokusområder omkring feedbackteknik, forældresamarbejde samt håndtering af fysisk og psykisk belastning i arbejdet med målgruppen. På både Kvisten og i Skovsneglen vil du have to administrative dage om måneden, ligesom vi afholder både teammøde og personalemøde månedligt.

Løn og ansættelsesvilkår
Skovhusene er pt. en af fem institutioner under Center for Børn med Handicap, men vil organisatorisk overgå til Myndighed fra 1. marts 2020.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Lønnen fastsættes efter principperne i Ny Løn.

Vil du vide mere?
Du kan få yderligere information om stillingerne ved at kontakte afdelingsleder Susi Jacobsen på 3066 7113 eller institutionsleder Johan Bjerre på 2282 0872.

Søg via nedenstående link senest torsdag den 20. februar 2020
Vi forventer at afholde samtaler den 25. og 26. februar 2020.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.