Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Pædagogisk leder med lyst til forandringsledelse søges til Mågodtland på Østerbro

Kan du sætte klare mål og forventninger i dagligdagen, så alle medarbejdere arbejder i samme retning? Vi søger dig, som brænder for forandringsledelse og udvikling, for i Mågodtland venter 33 motiverede medarbejdere, 156 glade børn og deres forældre på dig, der vil med på rejsen.

I Mågodtland er vi på faglig handleplan, hvilket betyder, at vi er i gang med en forandring, hvor vi har fokus på at styrke kompetencerne og skabe det gode børneliv – og vi er allerede godt på vej.

Vi arbejder med fælles årshjul ud fra læreplanstemaerne, og vi er i gang med at etablere et nyhedsbrev med fokus på en fælles retning i vores to afdelinger. Et andet eksempel er, at vi i år har vi fokus på kunst og kultur og herigennem børns leg og dannelse. Du er selvfølgelig inviteret til vores fernisering, hvor børnene stolte vil vise, hvad vi har arbejdet med.

I det daglige arbejder vi med børnenes mange overgange. Vi har bl.a. gode erfaringer med hjemmebesøg ved opstart af vuggestuebørn. På den måde styrker vi forældresamarbejdet og det lille barns overgang fra hjem til vuggestue.

Din opgave bliver at forsætte og sætte tempo på vores udvikling. Du skal gå foran og sætte retningen for vores implementeringsproces, så vi systematisk og målrettet får forankret arbejdet med læreplaner og anbefalingerne fra tilsynet.

En nytænkende leder med lyst til ledelse af en stor institution
Du er uddannet pædagog, og du har den ledelseserfaring, som det kræver at lede en institution som Mågodtland.

Det er vigtigt, at du har styr på den pædagogiske viden og kan tænke nyt og omsætte handleplaner til relevante praksistiltag. Udviklingen skal nemlig ikke kun foregå på det strategiske plan, men mærkes ude på stuerne.

Din vigtigste opgave bliver at jonglere personaleledelse, faglig udvikling og forældreinddragelse uden at tabe en af boldene. Vi ønsker os en leder, som ser både medarbejdere og forældre som vigtige ressourcer i målet om at skabe en god og tryg hverdag for børnene i Mågodtland. Derfor skal du trives med samarbejde og inddragelse, så alle bliver en del af udviklingen.

Nærværende ledelse for alle
Vi er en integreret institution, og mens vores vuggestuebørn har deres faste rammer i vores hus på Østerbro, så tager børnehavebørnene dagligt busturen til vores udflytterhus Muldvarpen i Allerød. Det giver byliv og legepladser at boltre sig på for de mindste samt vild natur og spændende oplevelser for de større. Læs mere om Mågodtland på vores hjemmeside her 

Som leder skal du derfor trives med at have en delt opmærksomhed, så børn og personale i både Mågodtland og Muldvarpen mærker din tilstedeværelse. Det kræver, at du kan lede på distance og har blik for de to matriklers forskellige behov.

Men bare rolig – du står ikke alene med det store ansvar. Udover en velfungerende personalegruppe, så opretter vi to teamkoordinatorstillinger, som skal hjælpe med at løfte de mange opgaver. De skal fungere som faglige fyrtårne og være bindeled på de pædagogiske aftaler. Du skal være med til at udvikle disse roller, så de bidrager til mest mulig kvalitet for børnene ude på stuerne og ikke bag et skrivebord.

Du vil også få hjælp til de administrative opgaver såsom løn og økonomi fra vores administrative fællesskab.

Tre succeskriterier – vi forventer, at du kan

  • skabe følgeskab fra personalet, så I sammen er på vej i arbejdet med det faglige
  • implementere den styrkede læreplan og anbefalingerne fra det pædagogiske tilsyn
  • etablere en god systematik, kommunikation og samarbejdsflade i forældresamarbejdet

Vi ønsker os en leder, som vil arbejde benhårdt på at lykkes med de tre succeskriterier – og vi i Mågodtland vil gøre alt, hvad vi kan for, for at vi sammen lykkes med arbejdet inden for dit første år som vores nye leder.

En klynge i udvikling
Mågodtland er en del af Klynge E i Indre By/Østerbro, som udover Mågodtland består af fire andre daginstitutioner. Vi er en klynge i udvikling og i gang med at danne et næsten nyt ledelsesteam. Udover dig er vi i gang med at ansætte en ny klyngeleder for hele klyngen samt to nye ledere.

Det betyder, at vores ledelsesteam bliver fyldt med nye hoveder, og du skal være med til at sætte dit præg på det gode arbejdsfællesskab og samarbejde på tværs af klyngens institutioner. Vi skal udarbejde et fælles pædagogisk fundament, så vi i klyngen både kan give og få sparring i forhold til de opgaver, vi sidder med som ledere.

Retningen for ledelse er allerede beskrevet, og du kan læse mere om Københavns klyngeledelsesprofil her

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst mellem LFS og Københavns Kommune. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt straffe- og børneattest.

Vi forventer at du kan startet i jobbet senest 1. juni.

Vil du vide mere?
Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, så ring gerne til konstitueret klyngeleder Anne Jensen på 2810 1351 eller pædagogisk leder i klyngen Tina Hensen på 2684 8309.

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

Søg via nedenstående link senest søndag den 11. april 2021
Ansættelsessamtalerne vil blive afholdt henholdsvis den 15. april og 22. april.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.