Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Pædagogisk leder til Idrætsbørnehuset Jorn

Skal du være vores nye pædagogiske leder?

Idrætsbørnehuset Jorn søger fra 1. maj 2020 en erfaren, fagligt stærk og handlekraftig pædagogisk leder, som brænder for pædagogisk idræt.

Som kommende pædagogisk leder vil du i tæt samarbejde med Jorns børn, forældre, personale og den øvrige klyngeledelse skulle stå i spidsen for den fortsatte succesfulde etablering af Idrætsbørnehuset Jorn.

Idrætsbørnehuset Jorn er en relativ ny, men veletableret institution med dygtige medarbejdere og fantastiske børn. Samarbejdet mellem forældre og personale er baseret på et solidt fundament af gensidig tillid og respekt. Pædagogisk idræt er institutionens omdrejningspunkt, og det gennemsyrer den pædagogiske praksis til stor glæde for alle i Jorn.

Jorn en del af Amager Klynge I, som består af syv profilinstitutioner og en garantiinstitution: Børnehuset 8TALLET, Børnehuset Else, Idrætsbørnehuset Jorn, Idrætsinstitutionen LilleArena, Kongeriget, M-Husets Idrætsvuggestue, Sejlhuset og Vuggestuen Ørestad Syd.  
Alle enheder er beliggende i/tæt på Ørestad og er kendetegnet ved at være relativt nye, progressive og med forskellige profiler. På ledelsesniveau har vi et tæt og udviklende samarbejde med et fælles fokus på at udvikle klyngens vision 'Fælles om det gode børneliv'.

Vi har en forventning om, at du vil arbejde aktivt for klyngens principper i forhold til menneskesyn, kost og pædagogisk faglighed.

I forhold til stillingen vægter vi følgende faglige samt personlige kompetencer:

Faglige kompetencer

  • Erfaren leder: du må gerne have flere års erfaring som leder med særlig vægt på personaleledelse, pædagogisk udvikling samt samarbejdet med forældre og andre interessenter.
  • Pædagogisk inspirator: du skal med faglig pædagogisk indsigt og viden være inspirator og igangsætter for, at institutionens børn oplever et godt børneliv og en god barndom i institutionen.
  • Personaleledelse: du skal kunne motivere, inspirere samt anerkende personalets forskellige faglige kompetencer samt fastholde og rammesætte et tilbagevendende fokus på den pædagogiske kerneopgave.
  • Forældreinddragelse og samarbejde med forældre: du skal prioritere samarbejdet med forældre og have fokus på inddragelse og god kommunikation.
  • Pædagogisk idrætsprofil: du skal kunne identificere dig med institutionens idrætsprofil og kunne igangsætte og understøtte en tilbagevendende kvalificering af pædagogisk idræt som børnenes læringsrum.

Personlige kompetencer

  • Ansvarsbevidst: du har en grundlæggende respekt for, hvad ledelsesrollen indebærer af ansvar og forpligtigelser. Du har taget stilling til, at du er en del af et ledelsesteam og er derfor åben overfor den øvrige ledelses indflydelse på måden at udøve ledelse og god pædagogik på i alle enhederne i Amager Klynge I.
  • Samarbejdsorienteret: du har en konstruktiv og generel positiv tilgang til dine omgivelser og møder børn, forældre, personale og øvrige ledelseskollegaer med en grundlæggende tillid.
  • Anerkendende: du har en anerkendende tilgang til børn, forældre, medarbejdere, kollegaer og til faget. Du har respekt for andres meninger og synspunkter, og du udtrykker dig generelt i positive vendinger uden at gå på kompromis med, hvad der forventes af opgaveløsningen.
  • Udfordringsvillig: du finder det spændende at blive udfordret på din faglighed og dine antagelser og går gerne i undersøgelsesfeltet for at kvalificere dine beslutninger.

I ledelsen i Amager Klynge I glæder vi os til at byde en ny pædagogisk leder ind i vores team. Vi har et tæt samarbejde og arbejder ud fra følgende fem ledelsesværdier: 'Vi har visioner for det gode børneliv og Amager Klynge I', 'Vi har altid fokus på børn og pædagogik', 'Vi tror på ordentlig og transparent ledelse', 'Vi spiller hinanden gode i et stærkt fællesskab' og 'Vi er modige, engagerede og tager ansvar'.

I ledelsen har vi et særligt fokus på at være fælles om at lede alle klyngens institutioner, hvilket betyder, at der løses og varetages opgaver på tværs af institutionerne med afsæt i den enkeltes leders erfaring og kvalifikationer til gavn for alle med tilknytning til klyngen.

Kan du se dig selv i ovenstående, er du meget velkommen til at besøge os og efterfølgende sende en ansøgning.

Stillingen er på fuld tid og løn efter gældende overenskomst med LFS/FOA.

Hvis du har spørgsmål til stillingen eller vil besøge institutionen, kan du kontakte klyngeleder Heidi K. Bruun på 2494 7539.

Søg via nedenstående link senest onsdag den 4. marts 2020 
Vi forventer at afholde 1. samtale den 11. marts 2020 og 2. samtale den 16. marts 2020 – begge dage fra kl. 16.00.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.