Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

PhD-studerende til projekt i Neurobiologisk Forskningsenhed og Epilepsiklinikken på Rigshospitalet









Vi søger en kandidat med en lægefaglig baggrund til et 4-årigt PhD-projekt, som skal udføres på Neurobiologisk Forskningsenhed (NRU) i tæt samarbejde med Epilepsiklinikken på Rigshospitalet. Forventet start er 15-08-2020 eller snarest muligt derefter.



Om Neurobiologisk Forskningsenhed

På NRU arbejder vi med hjerneforskning til gavn for patienterne. Vi udfører translationel, neurovidenskabelig forskning i hjernens signalsystemer, funktionelle og strukturelle netværk med det formål at udvikle forebyggende, diagnostiske og behandlingsmæssige fremskridt. Vi anvender molekylær, strukturel og funktionel billeddannelse samt cellemodeller, dyr og humant hjernevæv til at afdække sygdomsmekanismer og risikomarkører samt til at undersøge lægemiddeleffekter og forudsige deres kliniske værdi. Vi identificerer biomarkører for og mekanismer bag neurologiske, neurokirurgiske og psykiatriske sygdomme, og vi udvikler dermed strategier for forebyggelse, diagnostik og nye behandlingsmetoder af bl.a. epilepsi og affektive forstyrrelser (depression) samt stofmisbrug.
Den nye Nordfløj på Rigshospitalet udgør fine fysiske rammer for NRU og et aktivt dynamisk forskningsmiljø fra forskellige faggrupper såsom læger, psykologer, ingeniører og dataloger. Bidragende til det gode forskningsmiljø er mange yngre forskere på såvel prægraduat som postgraduat niveau.
NRU har et bredt nationalt og internationalt samarbejde og er hovedsæde for det Lundbeckfond- finansierede Center for Integrated Molecular Brain Imaging (Cimbi), Center for Experimental Medicine Neuropharmacology (NeuroPharm) finansieret af Innovationsfonden og senest BrainDrugs, ligeledes finansieret af Lundbeckfonden.



Om Epilepsiklinikken

Epilepsiklinikken varetager ambulant udredning og behandling af patienter med epilepsi på alle niveauer med et stort patientflow. Klinikken har højt specialiseret funktion i varetagelse af epilepsikirurgisk udredning (i samarbejde Epilepsihospitalet Filadelfia). Klinikken er en af de største epilepsiklinikker i Danmark, og der er ansat 9 speciallæger, heraf 5 overlæger, to neuropsykologer, 5 sygeplejersker og fire sekretærer. Epilepsiklinikken er lokaliseret i Rigshospitalets centralkompleks og den nye video-monitoreringsenhed i den nye Nordfløj. Epilepsiklinikken har i flere år haft tæt samarbejde med NRU bl.a. i relation til forskning inden for epilepsikirurgi.



Baggrund for PhD-projektet

BrainDrugs er en nationalt funderet alliance af kliniske forskere, som arbejder på det fælles mål at identificere faktorer af betydning for forløbet af epilepsi og svær depression (MDD). Ved epilepsi vedbliver ca. 1/3 af patienterne at have epileptiske anfald på trods af den bedst mulige medicinske behandling, og kun godt 1/3 vedbliver at være anfaldsfri på medicinsk behandling. Hovedparten af patienterne lider under nedsat kognitiv funktion, og mange udvikler psykiatrisk sygdom specielt angstlidelser og depression med alvorlige konsekvenser for det enkelte menneske og pårørende til følge. Det er ikke muligt at forudsige forløbet for den enkelte patient – hverken behandlingsrespons eller udvikling af komorbiditet. BrainDrugs har til formål at skabe grundlaget for mere individualiserede og præcise fremtidige patientforløb. Det handler både om at identificere risikofaktorer og beskyttende faktorer men også biomarkører, som kan benyttes til at forudsige behandlingsrespons og sygdomsforløb. Vi benytter bl.a. registre og oplysninger fra elektroniske patientjournaler til at identificere risikofaktorer. Som biomarkører anvender vi i NRU avancerede MR-, PET- og EEG-metoder samt biokemiske biomarkører hyppigst målt i blodet.



Om PhD-projektet

I dette konkrete projekt vil vi etablere en unik kohorte af epilepsipatienter, som på inklusionstidspunktet vil være nydiagnosticerede og ikke tidligere behandlet med medicin mod epilepsi. Det vil hovedsagligt være yngre patienter og herunder også unge patienter i samarbejde med pædiatrisk klinik på Rigshospitalet. Kohorten vil på sigt blive udgangspunkt for en lang række publikationer. Din opgave bliver sammen med personalet i NRU herunder en PhD-studerende ansat i MDD delen af studiet at foretage MR- og PET-skanninger samt avanceret EEG på patienterne. Du vil arbejde tæt sammen med en forskningssygeplejerske ansat i projektet, og der vil løbende også blive indsamlet oplysninger, som kan benyttes til at identificere væsentlige faktorer for epilepsiforløbet hos den enkelte patient, men også vil kunne indgå i større statistiske analyser. PhD forløbet er 4-årigt og indebærer gennemsnitligt en ugentlig arbejdsdag i epilepsiklinikken, hvor du primært vil varetage den kliniske kontrol af patienter inkluderet i projektet, og i det omfang der er tid til overs også øvrige patienter i epilepsiklinikken. Du vil skulle arbejde selvstændigt, men under omhyggelig supervision. Vi ønsker derved at skabe optimale mulighed for at opnå unikke kompetencer, som du vil kunne gøre brug af resten af din kliniske og videnskabelige karriere.



Om kandidaten

Vi søger en kandidat med lægefaglig baggrund og gode samarbejdsevner. Tidligere involvering i klinisk eller biomedicinsk forskning samt klinisk neurologisk erfaring vil være en fordel.

Den succesfulde kandidat vil gennem dette PhD-studie opnå betydelig erfaring indenfor bl.a. projektstyring, tværfagligt samarbejde, rekruttering af forsøgspersoner, praktisk gennemførelse af PET/MR-skanninger samt EEG optagelser, avancerede dataanalyse-metoder samt præsentation og publicering af videnskabelige resultater.



Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse pr. 15-08-2020 eller snarest muligt derefter. Løn er i henhold til gældende overenskomst. Dit arbejdssted vil være Neurobiologisk Forskningsenhed (80%) og Epilepsiklinikken (20%) på Rigshospitalet.



Yderligere information

Yderligere information om forskningsenheden kan ses på https://nru.dk/. Hvis du har konkrete spørgsmål til projektet, kan du kontakte overlæge Lars H. Pinborg (email: lars.pinborg@nru.dk).



Ansøgning og ansøgningsfrist

Send din ansøgning via linket herunder senest mandag den 01-07-2020 kl. 12:00. Ansøgningen skal indeholde et følgebrev, et CV og eksamenspapirer (karakterudskrift/bevis) og kan derudover også indeholde en liste med publikationer samt relevante anbefalinger.



Søg stillingen ved at klikke på ”Søg job”-knappen.




Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.