Post doc søges til Sundhedsfremmeforskning på Steno Diabetes Center Copenhagen
Vil du være med til at udvikle og afprøve nye tilgange til at øge sundhed og trivsel hos mænd i risiko for at udvikle type 2 diabetes? Har du erfaring med forskningsprojekter som i tæt samarbejde med praksis udvikler, afprøver og implementerer nye interventioner og tilgange til sundhedsfremme og forebyggelse? Så er du måske vores nye post doc.
Steno Diabetes Center Copenhagen søger en post doc til forskningsgruppen Diabetesforebyggelse i enheden for Sundhedsfremmeforskning. Vi forventer tiltrædelse omkring 1. august 2022.
Diabetesforebyggelsesforskning
I forskningsgruppen Diabetes Forebyggelsesforskning udvikler vi ny viden, metoder og tilgange til sundhedsfremme og forebyggelse af diabetes og andre kroniske sygdomme i udsatte boligområder, skoler og uddannelser, familier og andre arenaer. Vi arbejder systematisk med udvikling, implementering og evaluering af komplekse interventioner i tæt og ligeværdigt samarbejde med professionelle aktører og borgere. Forskningsgruppen arbejder desuden tværfagligt og interdisciplinært i forsøget på at skabe integrerede, innovative og bæredygtige løsninger på tidens sundhedsudfordringer.
Forskningsgruppen består af ca. 30 ansatte og tilsammen repræsenterer vi et bredt fagligt område, herunder folkesundhedsvidenskab, sociologi, psykologi, pædagogik, kommunikation og antropologi. Gruppen er opdelt i 3 teams: Børn og Unge (som stillingen hører til), Familier og Livsforløb og Borgere og Bæredygtige Byer.
Stillingen
På tværs af de fem Steno Diabetes Centre i Danmark er der nedsat en strategisk forebyggelsesgruppe, der skal sikre et styrket samarbejde på forebyggelsesområdet. En bærende søjle i samarbejdet er udvikling og gennemførelse af fælles indsatser på forebyggelsesområdet med fokus på grupper i befolkningen med høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. Målgruppen for det første, fælles program af forebyggelsesprojekter mellem de fem Steno-centre er ”forebyggelse af type 2-diabetes blandt mænd i den erhvervsaktive alder”. I stillingen som post doc skal du sammen med en udviklingskonsulent fra Steno Diabetes Center i Århus stå for at udforske satsningsområdet. Konkret vil du som post doc være ansvarlig for at afsøge litteratur og evidens på området samt medvirke til at afholde bruger- og praksisinvolverende workshops med henblik på at kunne udvælge en specifik målgruppe/setting samt udvikle en intervention for den kommende satsning. Du skal holde dig ajour med den videnskabelige litteratur inden for satsningsområdet og med udgangspunkt i den videnskabelige litteratur og valgte målgruppe, planlægge og gennemføre et kvalitativt studie blandt målgruppen, udarbejde en forskningsplan for satsningen samt udarbejde, formidle og publicere forskningsresultater.
Din profil
- Du har en ph.d.-grad inden for et relevant fagområde – fx (folke)sundhedsvidenskab, sundhedsfremme, sociologi eller idræt.
- Du har erfaring med tværfaglig interventionsforskning, gerne med mænd som målgruppe, participatoriske metoder og system-/helhedsorienterede tilgange.
- Du er analytisk stærk med en hovedkompetence indenfor kvalitative analyser og metoder, fx interviews, fokusgrupper eller (design)workshops.
- Du har erfaring med praksisnær forskning og udvikling af komplekse indsatser/interventioner – og en kreativ tilgang til at samarbejde med praksis om at udvikle og tilpasse både indsatser og evalueringsmetoder.
- Du har erfaring med at udarbejde videnskabelige reviews
- Du er struktureret i dit arbejde, forstår vigtigheden af at overholde deadlines og evner at have øje for detaljerne samt bevare overblikket.
- Du er engageret, har faglig og menneskelig modenhed og kan både arbejde selvstændigt og i et tæt samarbejde med andre, og sidste men ikke mindst, lader du dig ikke afskrække af, at din nærmeste kollega er fysisk placeret på Steno Diabetes Center i Aarhus.
- Du mestrer til fulde dansk og engelsk i tale og skrift, og du er god til at kommunikere, både mundtligt og skriftligt.
Vi tilbyder - Et tværfagligt og interdisciplinært arbejdsmiljø præget af passion, engagement, ambition, kreativitet, tillid og respekt
- Stor kontaktflade til forsknings- og udviklingsmiljøer i Danmark og udlandet
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er tidsbegrænset til 15 måneder på fuld tid og med mulighed for forlængelse, hvis yderligere finansiering opnås. Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende regional overenskomst. Stillingen er forankret i team Børn og unge, som består af 14 medarbejdere. Alt efter hvilken målgruppe satsningen ender med at fokusere på, kan forankring i et andet team eller enhed på sigt komme på tale.
Du refererer til teamleder, seniorforsker Charlotte Demant Klinker. Ansættelsesstedet er Steno Diabetes Center Copenhagen, Borgmester Ib Juuls Vej 83, 2730 Herlev. Stillingen forudsætter et tæt samarbejde med en udviklingskonsulent, der er ansat på Steno Diabetes Center Aarhus, og rejseaktivitet hertil må derfor forventes.
Kontakt Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Charlotte Demant Klinker på telefon 27 29 06 80.
Ansøgning Send din ansøgning på dansk eller engelsk med beskrivelse af din motivation for at søge stillingen (max 1 side), CV, publikationsliste, pasfoto, dokumentation for kvalifikationer og uddannelser og en relevant videnskabelig artikel. Din ansøgning og CV skal tydeligt afspejle hvordan din profil matcher dette opslag.
Ansøgningsfristen er den 24. maj 2022.
Første samtale finder sted d. 30.5 eller d. 1.6, mens en evt. anden samtale finder sted d. 20.6. Kandidater, der går videre til anden samtale, vil blive bedt om at løse en mindre opgave inden anden samtale. Bemærk at datoerne for samtalerne ligger fast.
Om Steno Diabetes Center Copenhagen Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er et internationalt førende diabeteshospital forankret i Region Hovedstaden. Hospitalet har specialiseret sig i behandling, klinisk forskning, forebyggelse og uddannelse i diabetes. SDCC er Skandinaviens største diabeteshospital med en patientgrundlag på ca. 11.000 børn og voksne med diabetes. Læs mere på
www.sdcc.dk og følg os på Facebook, Twitter og LinkedIn.
Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på ofir.dk