Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Projektleder til udvikling af DMI's Klimaatlas

Vil du være med til at sikre et solidt datagrundlag for klimatilpasningen i Danmark? Har du erfaring med klimaområdet og samarbejde med kommuner? Og er du god til at holde mange bolde i luften og tungen lige i munden? Så søg stillingen som administrativ projektleder på Klimaatlasset på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). 
 
VÆR MED TIL AT UDVIKLE FREMTIDENS DATAGRUNDLAG FOR KLIMATILPASNING I DANMARK 
DMI skal i de kommende år udarbejde ét fælles datagrundlag til brug for kommunernes klimatilpasning – det såkaldte Klimaatlas. Det er et arbejde, som har stor opmærksomhed fra politisk side, men i høj grad også fra de mange interessenter, der arbejder med klimatilpasning i Danmark.  
 
Arbejdet igangsættes nu, så klimaatlasset kan være klar til brug inden udgangen af 2019. Udviklingen af klimaatlasset skal ske i tæt dialog med kommuner, regioner og andre interessenter, herunder andre statslige myndigheder. Klimaatlasset er samtidig en stor faglig udviklingsopgave for DMI, og arbejdet er derfor organiseret som et projekt med delt projektledelse – det tunge faglige udviklingsarbejde er forankret hos en faglig projektleder, mens du som kompetent administrativ projektleder både skal koordinere den omfattende brugerinddragelse, udvikle og forberede beslutningsoplæg til styregruppen, følge op på strategiske beslutninger i projektet og sikre at tidsplanen og de økonomiske rammer bliver overholdt.  
 
Som administrativ projektleder vil du arbejde tæt sammen med særligt den faglige projektleder, men også de faglige medarbejdere på projektet, som er forankret i DMI’s forsknings- og udviklingsafdeling. DMI er en driftsorganisation med mange forskellige og stærke fagligheder, og det er derfor vigtigt, at du er stærk i både samarbejde og dialog - også på tværs af fagligheder. Du vil i samarbejde med de faglige medarbejdere og DMI’s ledelse indgå i direkte dialog med brugerne og de mange andre interessenter, og du får derfor også en stor berøringsflade uden for DMI. Der er derfor god mulighed for både ansvar og udvikling af dine kompetencer i interessentinddragelse og dialog på tværs af fagligheder. 
 
Du bliver en del af DMI’s afdeling for Kommunikation & Samarbejde, hvor du vil arbejde i enheden Politik og Projekter. Enheden fungerer som et fælles sekretariat for hele DMI og leder projekter, udvikler politik og løser internationale og tværgående opgaver. Du vil her være ansat som fuldtids projektleder på udviklingen af DMI’s Klimaatlas i en tre-årig projektansættelse som løber frem til og med 2020. 
 
PROJEKTLEDER MED INTERESSE FOR KLIMA OG ERFARING I SAMARBEJDE MED KOMMUNER 
Du har erfaring som projektleder på enten klimaprojekter i en kommune eller på projekter med en høj grad af behov for interessenthåndtering. Du kender til både det kommunale og statslige system, ligesom du kender til og har interesse i klimaområdet.  
 
Som person er du 

  • Struktureret 
  • God til at drive opgaver frem  
  • Stærk i processer 
  • Glad for at arbejde i en koordinerende rolle 
  • Fuld af gå-på-mod, og lader dig ikke slå ud af at møde udfordringer på din vej. 
 
Om DMI  
DMI er en spændende arbejdsplads med fagligt kompetente medarbejdere med vidt forskellig uddannelse. Vi tilbyder motionsrum, massageordning, en god kantine, frugtordning samt praktisk beliggenhed som nabo til Ryparken S-togsstation. Læs mere om DMI som arbejdsplads under "Om DMI" på www.dmi.dk.      
 
DMI, der er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, udfører prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og hav, dels for at sikre menneskeliv og materielle værdier, dels for at skabe økonomisk grundlag for økonomisk og miljømæssig planlægning af samfundet. Endvidere udføres forskning og udvikling inden for DMI's fagområder. 
 
Vi tilbyder  
Vi tilbyder en afvekslende og udfordrende hverdag i et uformelt og dynamisk miljø. Her er højt til loftet og plads til den enkelte. Vi tilbyder dig muligheden for at være en væsentlig spiller inden for styrkelsen af det teknologiske fundament på DMI. 
 
Vi har fokus på karriereveje i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets koncern, og derfor kan en ansættelse hos os føre til andre stillinger på sigt. 
 
Vi opfordrer til, at du i din ansøgning oplyser om tidligere eller aktuel beskæftigelse med frivilligt arbejde.  
 
Praktiske oplysninger 
Ansættelse og aflønning: Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Der kan forhandles individuelt løntillæg afhængig af dine kvalifikationer  
Ansættelsesområdet: Energi-, Forsyning- og Klimaministeriet med tilhørende institutioner 
Arbejdstid: 37 timer/ugentlig. Stillingen er tidsbegrænset til 31.12.2020 
Yderligere oplysninger: Kan fås ved henvendelse til afdelingschef Tania Engbo Dyck-Madsen på 50874884 / ted@dmi.dk.   
Tiltrædelse: Stillingen er til besættelse snarest muligt  
Arbejdssted: DMI, Lyngbyvej 1000, 2100 København Ø 
Ansøgningsfrist: 18. februar 2017 
Ansættelsessamtaler: Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 27. februar 2018 
Stillingen søges: For at søge stillingen skal du klikke på linket ”søg stillingen”, og følge instruktionerne. 
 
DMI, der er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, udfører prognose- og 
varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og hav, dels for at sikre menneskeliv og 
materielle værdier, dels for at skabe økonomisk grundlag for økonomisk og miljømæssig planlægning af samfundet. Endvidere udføres forskning og udvikling inden for DMI's fagområder. 
DMI er en spændende arbejdsplads med fagligt kompetente medarbejdere med vidt forskellige uddannelser. Du kan læse mere om DMI som arbejdsplads under ”Om DMI” på www.dmi.dk. 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her