Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Pulsen søger fire super skarpe ungekonsulenter med kognitiv erfaring til ungeindsats

Et klogt råd er: ”Find det der virker – og gør mere af det.”

Vi har fat i noget der virker, og derfor vil vi gøre endnu mere af det. Vi opnormerer derfor med 4 nye ungekonsulenter, der kan indgå i samspil med de 4 vi allerede har, og som kan bidrage til, at endnu flere af vores ledige unge i Roskilde Kommune kommer i gang med uddannelse.

I Jobcenter Roskilde samarbejder vi om, at få selv de mest udfordrede unge gjort klar til uddannelsesstart. Vi har sat os som mål, at bistå alle med at komme ind på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende, og her er uddannelse det første skridt på vejen. Vi tror på, at alle kan bidrage med noget af værdi, og at der er brug for alle på arbejdsmarkedet, også selvom den unge kan have funktionsnedsættelser, psykiske udfordringer, autisme etc. Det kræver imidlertid, at vi arbejder intensivt med at forberede den unge til uddannelsen.

Er det værdier og ambitioner du deler, og vil du være med til at bidrage til de unges udviklingsrejse – så kan du blive en af vores 4 nye kolleger, som ungekonsulent og utrættelig og kompetent støtte for de unge her i Roskilde Kommune.

Hvem er vi?
Vi er Roskilde Kommunale Ungeenhed og Pulsen (et LAB §91 tilbud) i regi af Jobcenter Roskilde. Vi samarbejder tæt om kerneopgaven med ungeenheden som myndighed og Pulsen som udfører. De 4 stillinger er fysisk placeret i Pulsen. Her er vi omkring 40 dygtige kolleger, hvilket omfatter jobformidlere, ungekonsulenter og fagpersoner som psykologer, ergo- og fysioterapeuter, afhængighedsfaglig konsulent samt administration. Vi bor på Østre Kirkevej 7, Himmelev, 4000 Roskilde.

Hvad består opgaven i?
Vi har gennem det seneste år udviklet og gennemført et holdbaseret ungeforløb for unge i alderen 19-29 år. Holdet rummer 20 unge, og der arbejdes inden for tre faglige felter: ”arbejdsmarked og uddannelse”, ”krop og sundhed” samt ”trivsel” (psykoedukation og coping-strategier). Vi arbejder ud fra en kognitiv tilgang og med fokus på empowerment. Succesen har været så stor, at vi nu opretter endnu et hold målrettet unge i alderen 15-20 år. Der er tale om unge, der funktionsmæssigt ikke er klar til FGU eller anden ungdomsuddannelse, men som heller ikke er målgruppe for STU. Vi tror på, at vi med en målrettet og intensiv indsats kan gøre dem klar til uddannelsesstart. Holdforløbet har fremmøde 3 dage om ugen med opkvalificerende aktiviteter. Derudover gennemfører vi individuelle samtaler, har kontakt til forældre og bosteder, og har endvidere mulighed for at tilknytte en mentor, hvis der er behov for det.

Hvad søger vi?
Vi søger 4 kollegaer, der gennem hyppig og tæt kontakt til de unge kan skabe den trygge relation, hvor de unge tror på sig selv, ser egne kompetencer frem for begrænsninger og er motiveret for at prøve kræfter med uddannelse. Det er en forudsætning, at du erfaring med den kognitive tilgang, ligesom det er en fordel, at du har erfaring med målgruppen, som er unge i alderen 15-20 år med forskellige typer af udfordringer.

Stillingen omfatter udvikling af undervisningsmaterialer, planlægning og gennemførelse af undervisning og andre udviklende aktiviteter, samtaler med de unge og forældre samt 1:1 støtte undervejs.

Hvad forventer vi af dig?

  • Først og fremmest at du brænder for beskæftigelsesområdet og arbejdet med og for de unge, for det brænder vi for.
  • Du skal have gode mundtlige formuleringsevner, da du skal kunne gennemføre holdbaserede forløb. Men også stærke skriftlige kompetencer, da vi dokumenterer, laver statusrapporter og journalnotater.
  • Du må meget gerne have terapeutiske kompetencer med afsæt i den kognitive tilgang.
  • Du skal have forståelse for arbejdspladskultur ude på virksomhederne og kendskab til uddannelsessystemet.
  • Du skal dele vores mindset om, at uddannelse og job er godt for alle.
  • Du skal have mod på forældresamarbejdet.
  • Du skal have viden om diagnoser og målgruppens udfordringer, og være i stand til at bruge den viden aktivt i hverdagen.
  • Du skal tro på de unge og arbejde ud fra en normaliseringstankegang.
  • Du skal have kendskab til og forståelse for, hvad der arbejdes med i et jobcenter i et rehabiliteringsteam og i uddannelsesvejledningen.
  • IT kommer vi heller ikke uden om. Vi bruger Outlook, fagsystemet Fasit, Uno Ung, Vitas, OPUS m.v. Kendskab til disse systemer vil være en fordel, men ellers skal vi nok lære dig op.
  • At du er en god kollega, som gør sit bedste for at spille andre gode.
  • Vi er en lærende organisation. Det vil sige, at du skal kunne give og modtage feedback, give kollegial sparring, og selv se værdien af at tage imod sparring fra en kollega.
  • Derudover vil det være en fordel, hvis du har kørekort, da vi også tager på virksomhedsbesøg og har aktiviteter forskellige steder i området. 

Løn og ansættelsesvilkår
Du skal kunne starte 1. december. Stillingerne er alle 4 faste stillinger på 37 timer. Vi arbejder som udgangspunkt mandag – torsdag fra 8.00 - 16.00 og fredag fra 8.00 – 13.00, men har fleksibel arbejdstid. Vi aflønner efter overenskomst og kvalifikationer. Vi indhenter referencer og straffeattest i forbindelse med ansættelsen.
 
Vil du vide mere, så ring til afsnitsleder i Pulsen Jørgen Dan Pedersen på tlf. 2139 6976, til afsnitsleder i Ungeenheden Signe Weinreich på tlf. 2045 9922 eller til faglig koordinator og ungekonsulentkollega Kai Halwas Hansen på tlf. 2948 8612.
 
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, læse hvad der primært fangede din interesse i vores annonce, og hvad der motiverer dig til at søge.
 
Vi skal have din ansøgning senest onsdag den 21. oktober. Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler i uge 44.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.