Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Sagsbehandlere til personbeskatning - Borgere - Skattestyrelsen i Næstved

Motiveres du af at være en del af et fagligt stærkt team, og har du lyst til at arbejde med udfordrende opgaver? Så er muligheden der nu, da vi søger sagsbehandlere, der kan varetage opgaver inden for personbeskatningsområdet.

Sagsbehandling, kontrol og vurdering

I afdelingen Borgere er det vores fornemmeste opgave at træffe korrekte afgørelser, og sørge for at borgerne får en professionel betjening.

Du vil gennem arbejdet med personbeskatning få en varieret arbejdsdag, hvor du bl.a. kommer til at arbejde med:

  • Sagsbehandling af henvendelser fra skatteborgere om ændring af deres årsopgørelse
  • Kontrol af indkomstrettelser på TastSelv, hvor der er formodning om misbrug
  • Forskudsopgaven med behandling af fejllister m.v. herunder alle former for forskudshenvendelser
  • Øvrige opgaver relaterede til personbeskatning


I din opgaveløsning vil du skulle håndtere såvel skriftlige som personlige henvendelser fra borgere.

Din baggrund

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men det er en fordel, hvis du har gennemført eller er i gang med en akademiuddannelse, en diplomuddannelse eller tilsvarende. Du kan også have opnået tilsvarende faglighed, kvalifikationer og kompetencer gennem dit erhvervsarbejde. En skattemæssig baggrund med kendskab til lovgivningen om personbeskatning vil være et stort plus.

Du tænker borgeren i centrum, herunder hvordan vi i højere grad kan fremme borgerens oplevelse af kontakten til Skatteforvaltningen som noget positivt. Det viser du, ved at mestre såvel mundtlig som skriftlig kommunikation med borgere på et højt niveau.

Du er en udpræget holdspiller, som forstår, at det kræver et godt og tæt samarbejde med dine kollegaer at nå i mål med opgaverne.

Vi kan tilbyde

Et alsidigt og spændende job, hvor du får mulighed for at bidrage til finansieringen af det danske samfund. Derudover vil du opleve en organisation med gode muligheder for kompetenceudvikling og efteruddannelse.

I Borgere 2, Borgere 3 eller en nyetableret enhed bliver du en del af et åbent og fagligt miljø, hvor vi vægter ansvarlighed, samarbejde og høj trivsel. Vi er optaget af, at løse vores opgaver korrekt, hurtigt og effektivt. Arbejdsmiljøet er uhøjtideligt og positivt, og din leder har en åben, tillidsbaseret og delegerende ledelsesstil.

Om os

Borgere er en af seks specialiserede afdelinger i fagområdet Person i Skattestyrelsen, der beskæftiger ca. 300 medarbejdere, som geografisk er placeret over hele landet fordelt på 15 enheder.

Afdelingen Borgere bidrager til at sikre en korrekt og nem opkrævning af de ca. 550 mia. kr., der årligt opkræves i personskatter til brug for finansieringen af den offentlige sektor. Afdelingen er ansvarlig for korrekt beskatning af knap 4,2 mio. personer og 180.000 virksomheder uden CVR-nummer. Afdelingens hovedopgaver er: Sagsbehandling i forbindelse med. forskuds- og årsopgørelser, genoptagelser af årsopgørelser, dødsbobeskatning, gaveafgiftssager og kontrol af disse opgaver samt af sort økonomi.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning, inkl. CV og dokumentation for uddannelse og kompetencer via linket ’’Søg stillingen’’ inden ansøgningsfristens udløb 8. november 2020. Vi holder løbende samtaler, så udsæt ikke din ansøgning, hvis du er det rette match til dette job.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Henrik Herskind på telefon 72 37 27 84 eller funktionsleder Pia Rasmussen på telefon 72 38 95 64.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Tiltrædelse efter aftale.

Arbejdsstedet er indtil videre Toldbuen 2, 4700 Næstved.

Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.

Om Skattestyrelsen

’Vi sikrer, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden’

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre finansieringen af det, vi er fælles om.

Uanset hvilken jobfunktion du skal varetage i Skattestyrelsen, kommer du til at arbejde med at sikre finansieringen af velfærdssamfundet og meget af det, der skaber sammenhængskraft i Danmark; skoler, hospitaler, veje og meget mere. Vores organisation er fyldt med specialister, der arbejder sammen på tværs af mange forskellige fagligheder og geografisk placering, så du bliver en del af et mangfoldigt fællesskab, hvor vi løser komplekse og krævende opgaver. Som ny vil du opleve, at læringskurven er stejl, og at du bygger kompetencer, der vil følge dig i din videre karriere.

Læs mere om Skattestyrelsen på www.sktst.dk.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.