Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Sektionsleder for Plan i Teknik- og Miljøafdelingen

Er du en dygtig personaleleder, som gennem tillid og stærke relationer kan inspirere og motivere dedikerede planmedarbejdere - og få dem til at følge dig?
Har du erfaring med kommunal planlægning, og vil du være med til at præge den fysiske planlægning og udvikling i hele Silkeborg Kommune?
Kan du sammen med den øvrige ledelse i Teknik- og Miljøafdelingen være med til at realisere politiske målsætninger? Er du stærk i interne og eksterne samarbejder? Så læs endelig videre.

Vækst og udvikling i hele kommunen
Silkeborg Kommune er Danmarks Outdoorhovedstad og den 8. hurtigst voksende kommune i Danmark. Her bliver hele tiden bygget nye boliger, og befolkningstilvæksten er stor.

Vi arbejder for, at udviklingen i Silkeborg Kommune sker som en meningsfuld helhed med respekt for byers og områders forskellighed. Med afsæt i vores fantastiske natur arbejder vi for levedygtige og handlekraftige lokalsamfund i vores omegnsbyer, for byliv og for byomdannelse i Silkeborg midtby, mere kvalitet i det byggede miljø gennem arkitekturpolitikken, et dynamisk erhvervsliv og et fælles klimaansvar. En helt ny bydel ”Eriksborg” er på vej. Her er plads til 7.000 nye borgere i det smukke landskab lige midt i naturen. Søfronten og dele af havnen skal omdannes, så sammenhæng mellem natur og byliv styrkes – og meget mere.

Alt dette skal du som ny sektionsleder for Plansektionen være med til at præge og udvikle – i tæt samarbejde med lederkollegaer, medarbejdere og omverdenen.

Ledelse og samarbejde på tværs
Som sektionsleder kommer du til at indgå i den fælles ledelse af Teknik- og Miljøafdelingen. Sammen med dine 4 lederkolleger, refererer du til Teknik- og Miljøchefen. Sammen leder vi i alt ca. 250 medarbejdere, hvoraf ca. 125 er administrativt personale på rådhuset.
Lederteamet sidder på fælleskontor, hvor arbejdet foregår i en uformel tone og er præget af gensidig støtte og opbakning. Vi er et erfarent lederteam med mod og lyst til udvikling af ledelsesarbejdet – og du må gerne udfordre os. Vi ser frem til at tage imod vores nye kollega og hjælpe dig rigtigt godt i gang i Silkeborg Kommune.

Koncerndirektøren og Teknik- og Miljøchefen har det overordnede ansvar for den politiske betjening. Som Sektionsleder har du ansvaret for at frembringe de politiske beslutningsoplæg i en høj kvalitet. Sektionslederne deltager i alle møder i fagudvalgene samt på borgermøder og lignende, hvor du skal kunne stå på mål for de faglige problemstillinger og tydeligt kunne præsentere det politiske råderum.

I Teknik- og Miljøafdelingen er vi organiseret i selvstyrende teams, fordi vi tror på, at de er et stærkt grundlag for høj faglighed, kvalitet, kapacitet og effektivitet i opgaveløsning samt for trivsel og motivation hos medarbejderne. Det er en robust organisering i forhold til varierende opgavetyper/-mængder og resiliens. Den teambaserede basisorganisation er suppleret med en projektorganisering, som tager udgangspunkt i en fælles projektmodel i kommunen.

Vores ambition er at have Danmarks bedste nærdemokrati. Derfor er det helt naturligt, at vi i vores daglige arbejde og gennem vores byplanansvarlige medarbejdere samarbejder tæt med vores 28 lokalråd.

Opgaverne som sektionsleder
Du bliver personaleleder for 21 højt kvalificerede og engagerede medarbejdere, og du skal være bindeled mellem det strategiske niveau og den daglige drift i sektionen. Plan er afdelingens mindste sektion, hvor mange opgaver og projekter bemandes med ressourcer fra andre områder. Dit tværgående fokus er derfor stort.

I plansektionen er vi inddelt i 3 teams: Strategi og Erhverv, By og Bolig, Omegn og Landskab. Vi har blandt andet ansvaret for planstrategien, kommuneplanen, lokalplaner, byudviklingsplaner og landzoneadministration.

Vi forventer at få en dygtig personaleleder, der kan motivere og være med til at videreudvikle vores organisation med selvstyrende teams og en projektorienteret tilgang til opgaveløsningen. Planområdet er et område, som har stor bevågenhed, og du skal derfor kunne håndtere krav og forventninger med medarbejdertrivsel for øje. Du skal kunne kommunikere klart, tydeligt og tillidsvækkende.

Du har også det daglige ansvar for sektionens økonomi og for at sikre, at der er holdbar sammenhæng mellem sektionens ressourcer og sektionens arbejdsopgaver.

I lederteamet forventer vi at få en holdspiller, der har lyst til at tage et medansvar for hele afdelingens trivsel og udvikling. Du skal interessere dig for ledelse og have lyst til at udvikle dig sammen med os. Du skal forstå tankerne bag og styrkerne i vores teamorganisering.

Du skal loyalt og aktivt arbejde for realising af kommunes visioner og mål og tage ansvar for, at vi får udarbejdet de nødvendige strategier og handleplaner.

Profil med lyst og kompetencer til ledelse og med solid fundering
Plansektionens opgaveløsning skaber ofte grundlag for markante ændringer i borgernes og virksomhedernes fysiske virkelighed. Området har derfor stor bevågenhed fra ikke bare borgere og virksomheder, men også fra politikere, presse og interesseorganisationer.

Sektionens opgaveområde er kendetegnet ved en stor faglighed, hvor der ikke findes objektivt rigtige eller forkerte svar, og hvor opgaveløsningerne skal kunne rummes inden for det juridiske råderum for offentlig forvaltning. Du skal kunne identificere råderummet, og udarbejde beslutningsoplæg, der giver mulighed for gode principielle politiske drøftelser og en reel borgerinddragelse.

Vi ønsker os en person med følgende ballast:

  • Du har erfaring med ledelse i en offentlig forvaltning, som er politisk styret – og gerne fra kommunalt regi
  • Du evner at udvælge og anvende relevante ledelsesværktøjer i en organisation bestående af selvstyrende teams
  • Du har lyst til at udvikle dit ledelsesarbejde og til at bidrage til dine lederkollegers udvikling
  • Du ser dig selv som holdspiller, og du kan dele succeserne med dine medspillere
  • Du er omsorgsfuld og kan skabe trygge rammer og vilkår for medarbejdernes opgaveløsning
  • Du er dygtig til at kommunikere både i skrift og tale på en anerkendende og tillidsskabende måde
  • Du er nysgerrig og undersøgende i forhold til dine omgivelser
  • Du er fokuseret på at finde løsninger og kan få omsat overordnede visioner, mål og strategier til meningsfulde mål for opgaveløsningen i Plansektionen
  • Du kender - og har respekt for - faglighederne i Plansektionen og for de forvaltningsmæssige rammer, de skal udfoldes inden for
  • Du evner at skabe tilstrækkelig struktur og systematik, uden at det går ud over mangfoldigheden og udviklingen i opgaveløsningen eller motivationen hos medarbejderne
  • Du har økonomisk indsigt og evner at styre og budgetlægge i forhold til såvel økonomiske som personalemæssige ressourcer i sektionen
Få mere at vide
På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om kommunens strategier, planer og ledelsesgrundlag mv.: "Bliv leder hos os". Du kan også finde mere information om Teknik og Miljø på Kommunens hjemmeside. På hjemmesiden kan du også finde information om kommuneplanforslag og lokalplaner.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte teknik- og miljøchef Lotta Sandsgaard på mobil 4044 9022. Hun kan også kontaktes i ferieperioden. Send hende en sms, og hun vil vende tilbage så hurtigt, som hun kan.
 
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse. Vi forventer et årligt lønniveau på ca. 680.000 kr. plus pension.

Forventet tiltrædelse den 1. oktober 2020.

Ansøgningsfrist onsdag 12. august 2020.
Første samtale forventes afholdt torsdag 20. august, og anden samtale torsdag 27. august. Kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en Garuda Kompetenceprofil. Der vil blive givet en personlig tilbagemelding herpå inden anden samtalerunde.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.