Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Skarp AC-generalist til Direktionssekretariatet

Har du lyst til at understøtte arbejdet med udvikling af fremtidens it-systemer til inddrivelse af skatter og afgifter til gavn for velfærdssamfundet? Og vil du være med til at koordinere og kvalitetssikre bidrag til Skatteministeriets departement i forbindelse med lovhøringer og politiske initiativer? Så er du måske vores nye kollega i Direktionssekretariatets høringsteam.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST) er en styrelse under Skatteministeriet og spiller en central rolle i en af de største forandringsprocesser i staten lige nu. UFST har ansvaret for at sikre en fremtidsparat og sikker digital skatteforvaltning, hvor vi skal vedligeholde eksisterende it-systemer samt understøtte udvikling og forenkling af it-løsninger og processer gennem en data- og analysedrevet tilgang.

UFST har ca. 1500 højt dedikerede medarbejdere og chefer, der er sammen om en hverdag med højt tempo og spændende udfordringer. Vi har et højt fagligt niveau på vidt forskellige områder og ser det som en styrke, at vi kan supplere hinanden og i fællesskab gøre en positiv forskel for samfundet. Vi har en kultur, der er baseret på tillid og samarbejde, og hvor der er plads til forskellighed.

Om Direktionssekretariatets høringsteam

Direktionssekretariatet består af et høringsteam, et direktionsteam, et team for presse og kommunikation og et revisionsteam, og vi hjælper hinanden på tværs af de fire teams, når der er travlt. Den ledige stilling er i høringsteamet, der står for koordinering, opfølgning og kvalitetssikring af styrelsens bidrag til lovhøringer og politiske initiativer. Der er således tale om en nøglerolle i styrelsen. Høringsteamet håndterer til tider også andre direktionsbetjeningsopgaver, der er kendetegnet ved at have høj synlighed, væsentlighed og fordre stor grad af samarbejde i opgaveløsningen.

Arbejdet i høringsteamet er omskifteligt, når det gælder opgaver, arbejdstid og tempo. Det stiller krav om fleksibilitet – både til den enkelte medarbejder og kontoret som helhed. Fleksibiliteten går begge veje, så der også er plads til familie- og fritidsliv.

Vi tilbyder et selvstændigt og udfordrende job, hvor du kommer helt tæt på centrale processer, og du bliver en del af et hold, hvor alle har stærke faglige profiler og et ønske om at præstere bedst muligt.

Det er en helt afgørende forudsætning for vores opgaveløsning i Direktionssekretariatet, at der i høj grad er tale om en holdindsats, at vi kan samarbejde og er drevet af ansvarsfølelse. Sammen skaber vi rammerne for direktionens daglige virke og medvirker til udviklingen af UFST.

Om stillingen

Du vil primært skulle løse opgaver i høringsteamet, der i høj grad samarbejder på tværs af styrelsen og har tæt kontakt til de øvrige styrelser i Skatteforvaltningen og til Skatteministeriets departementet.

Dine arbejdsopgaver vil primært bestå af følgende:

  • Koordinering, opfølgning og kvalitetssikring af UFST´s bidrag til lovhøringer og politiske initiativer
  • Visitering, logning og sikring af direktørgodkendelse af indkomne bestillinger til styrelsen
  • Varetage udviklingsopgaver i samarbejde med de andre teams i Direktionssekretariatet
  • Generel direktionsbetjening i UFST og betjening af Skatteministeriets departement efter behov


Dine opgaver udføres i tæt koordination med dine kollegaer i høringsteamet og omfatter mange komplekse sager. Du vil derfor få kontaktflader med stort set hele organisationen og få ansvar for forelæggelse af sager for den øverste ledelse i UFST.

Opgaverne stiller krav til dine skriftlige formidlingsevner, din sans for detaljen og din forståelse for at arbejde med politiske og strategiske processer. Det er vigtigt, at du trives med at arbejde med korte deadlines og med at agere bredt på tværs af styrelsen, ligesom du skal være klar til at tage ansvar og løse både store og små opgaver.

Vi har en travl hverdag – til gengæld lover vi, at du får en stejl læringskurve med mange spændende udfordringer. Selvom vi har travlt, så hjælper vi hinanden og løfter i flok. Vi har en uformel omgangstone og gør en dyd ud af, at det også skal være sjovt at gå på arbejde.

Din profil

Vi lægger vægt på, at du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau, fx cand.scient.pol., cand. jur, cand.polit., cand.oecon., cand.scient.adm., cand.merc. eller tilsvarende kvalifikationsniveau.

Du har gerne et par års erfaring fra tidligere ansættelser og gerne med lignende arbejdsopgaver. Nyuddannede med den rigtige profil og relevant erfaring fra studiejobs kan også komme i betragtning. Det vigtigste er, at du har et stort personligt drive og tager ansvar for, at dine opgaver kommer helt i mål.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med både intern og ekstern interessenthåndtering samt har en solid forståelse for samspillet mellem en faglig styrelse og et departement. Det er en også en fordel, hvis du har erfaring med sekretariatsarbejde og ledelsesbetjening fra en politisk styret organisation.

Vi forventer, at du:

  • trives i en udadvendt rolle, hvor du kan etablere stærke relationer og netværk på tværs af organisationen,
  • arbejder struktureret, vedholdende og interesserer dig for detaljen, når det er nødvendigt, men at du hele tiden bevarer det store overblik,
  • kan ”skære en sag til”,
  • har en god forståelse for politiske, organisatoriske og samfundsmæssige problemstillinger,
  • er ambitiøs og målrettet – ikke kun på egne, men også på organisationens vegne,
  • er en holdspiller med veludviklede samarbejdsevner, situationsfornemmelse og helhedsforståelse.


Afhængig af kvalifikationer vil du blive ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent.

Ansøgning og kontakt

Ansøgning, CV, eksamenspapirer samt evt. andre relevante bilag bedes sendt via nedenstående link senest søndag den 18. oktober 2020. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamkoordinator Emil Rønnow Sørensen på 7238 9840.

Ansættelse er pr. 1. december 2020 eller snarest muligt. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 43 og 44.

Der kan blive gennemført test som led i ansættelsesforløbet, og der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med ansættelse.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil indtil videre være Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.