Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Skarp og engageret jurist til privatret i Teknik- og Miljøforvaltningen

Vi opruster yderligere i Stab Jura. Har du lyst til at være en del af en stabsfunktion, som yder juridisk rådgivning af høj kvalitet til Teknik- og Miljøforvaltningens fagudvalg, direktion og forvaltningens fire afdelinger? Er du cand.jur. eller cand.merc.jur., og besidder du et højt fagligt niveau inden for det privatretlige område?

Så er det måske dig, vi leder efter, som vores nye kollega i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

I forbindelse med at en af vores gode kollegaer skal på barsel opruster vi i privatretsteamet. Der er tale om en fastansættelse.

Om jobbet
Din arbejdsplads bliver enheden Jura i TMF Stab, der er centralt placeret i Teknik- og Miljøforvaltningen. Stab Jura fungerer i praksis som forvaltningens ”inhouse” juridiske rådgivere og består på nuværende tidspunkt af ni engagerede kolleger, to studentermedhjælpere og en enhedschef, som alle arbejder med at servicere og rådgive Teknik- og Miljøforvaltningen inden for det offentligretlige, privatretlige og erstatningsretlige område. Enheden er i vækst, og vi er pt. ved at rekruttere andre profiler.

Vi har et højt fagligt niveau og yder juridisk rådgivning med forståelse for den organisation, vi arbejder i. Vi har fokus på, at vores rådgivning er løsningsorienteret og understøtter forvaltningens opgaveløsning.

Privatretsteamets opgaver spænder vidt, og vi kommer ind på alle stadier i opgaveløsningen. Vi er bl.a. involveret i større projekter som fredeliggørelse af middelalderbyen, spørgsmål i relation til byudviklingsprojekter, implementering og udvikling af nye teknologier såsom AI og machinelearning, og Københavns målsætning om at være verdens bedste cykelby.

Vi rådgiver alle dele af forvaltningen om spørgsmål inden for både den generelle forvaltningsret samt om kontrakter, it- og immaterialretlige forhold, persondataret, kommunalfuldmagten, statsstøtte m.m.

Om dig  
Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. med et højt fagligt niveau, og du har mod på de udfordringer og muligheder, en afvekslende og til tider uforudsigelig hverdag byder på.

Du har gerne erfaring fra enten advokatbranchen, centraladministrationen, en kommune eller lignende med rådgivning om komplekse juridiske problemstillinger. Vi lægger vægt på, at du har kompetencer inden for det privatretlige område. Det vil være et plus, hvis du har erfaring med kontraktindgåelse og -udarbejdelse, statsstøtte, løsning af persondata- og it-retlige problemstillinger ligesom kendskab til kommunalretten og forvaltningsretten vil være en fordel, men det er ikke et krav.

Da vores opgaveportefølje spænder vidt, er det vigtigste dog, at din erfaring og dine personlige kvalifikationer gør, at du er i stand til hurtigt at sætte dig ind i nye problemstillinger og i nogle tilfælde nye retsområder.

Såvel nyuddannede som mere erfarne kandidater kan komme i betragtning til stillingen.

Desuden lægger vi vægt på, at du

  • er kvalitetsbevidst, grundig og kan bevare overblikket i en til tider travl hverdag
  • er løsningsorienteret og kan formidle din faglighed og sætte den i kontekst både over for ledelse, politikere og fagfolk i forvaltningen samt eksterne samarbejdspartnere
  • kommunikerer præcist og forståeligt i skrift og tale
  • er selvstændig og får tingene fra hånden
  • indgår positivt og konstruktivt i professionelle relationer og samarbejder og trives i rådgiverrollen
  • er en god og ansvarsfuld kollega med godt humør

Hvad vi kan tilbyde?
Vi tilbyder et spændende job med faglige udfordringer i en afvekslende hverdag med gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Vi er kendetegnet ved at have et fagligt stærkt og dynamisk arbejdsmiljø med indbyrdes sparring, højt til loftet, humor og en flad ledelsesstruktur. Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer om ugen inkl. frokostpause.

Løn- og ansættelsesvilkår   
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen er med tiltrædelse 1. januar 2021 eller hurtigst muligt derefter.

Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Diana Sofia Manrique de Lara på 3047 5885 eller enhedschef Trine Høj Andersen på 4022 3445. 

Sammen med ansøgningen beder vi dig vedhæfte CV, udskrift af eksamenskarakterer fra både kandidat- og bacheloruddannelsen og evt. andre relevante papirer.

Søg via nedenstående link senest søndag den 18. oktober 2020  
Vi forventer at gennemføre to samtalerunder med udvalgte kandidater. Indkaldelse til samtale vil ske medio uge 44, og første samtale forventes afholdt medio/ultimo uge 45 og anden samtale primo uge 46. Kandidater, der går videre til anden samtalerunde, må forvente at skulle løse en case i forbindelse med samtalen.

Om TMF Stab    
TMF Stab varetager forretningsstyringen af – og yder forretningsrådgivning til Teknik- og Miljøforvaltningen – inden for områderne jura, HR og organisationsudvikling, økonomi, digitalisering og kommunikation. TMF Stab har til formål at sikre en sammenhængende udvikling af Teknik- og Miljøforvaltningen og gennem en overordnet ramme at styre forvaltningen. Endvidere har TMF Stab til formål at understøtte forvaltningens serviceområder, så de kan fokusere på forretningen.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen 
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde har således stor betydning for borgernes og virksomhedernes hverdag. Vi beskæftiger ca. 2.050 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 3 mia. kr. 

Du kan læse mere om Københavns Kommune og Teknik- og Miljøforvaltningen på www.kk.dk.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.