Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

SKAT Jura søger 2 erfarne jurister med interesse for processuelle og formueretlige problemstillinger til den kommende Skattestyrelse

Vil du være rådgiver for SKATs medarbejdere, når de støder på vanskelige eller principielle juridiske spørgsmål indenfor det processuelle og formueretlige område? Det gælder uanset, om det er i forbindelse med en konkret sag, en kontrol hos borgere og virksomheder, en henvendelse om forståelsen af en bestemt regel, eller ændring og udvikling af en af SKATs IT-systemer. 
 
Dine muligheder  
Proces 2 er et kontor i afdelingen Proces og Videndeling, som er én af to afdelinger i fagdirektørområdet Jura. Vi er pt. 11 medarbejdere. 
 
Vi arbejder med lovfortolkning og løser juridiske problemer indenfor kontorets lovområder, som er retssikkerhedsloven, opkrævningsloven, og forældelsesloven. Vi arbejder også med formueret og obligationsret, og deltager i tværgående udviklingsprojekter. Kontoret har også en spændende opgave med at implementere en ny lovgivning om skattekontrol og 3. partsindberetninger. Når vi løser sådan en stor og tværgående opgave, gør vi det i et projekt sammen med kolleger fra andre dele af SKAT. 
 
Stillingen  
Vi løser mange af opgaverne i et samarbejde. Derfor er det vigtigt, at du kan se fordelene i denne arbejdsform, og ved hvordan du selv bidrager til et godt samarbejde. Du vil også få opgaver, som du skal løse selv- naturligvis med mulighed for god sparring fra kolleger og din leder.  
 
Arbejdsopgaverne er komplekse og omfatter blandt andet: 

  • Generel og konkret lovfortolkning, både mundtlig og skriftlig 
  • Juridisk sparring med øvrige enheder i SKAT, både i forhold til generelle spørgsmål, konkrete sager og tværgående projekter  
  • Afholdelse af instruktioner om ny lovgivning og udarbejdelse af information om ny lovgivning herunder ajourføring af SKATs juridiske vejledning  
  • Deltagelse i tværgående udviklingsprojekter i SKAT 
  • Håndtering af internationale og EU-relaterede opgaver  
 

Vi tilbyder dig en travl, men også fleksibel hverdag, hvor du har stor mulighed for selv at planlægge dine opgaver og din arbejdsdag.


Dine kompetencer – høj faglighed inden for dit fagområde  
Vi forestiller os, at du er en erfaren og faglig dygtig jurist, der er bredt funderet og har stærke kompetencer på det processuelle og formueretlige område. Det er en fordel, hvis du også har kendskab til skatteret og er vant til at arbejde i diverse IT-systemer.  
 
Derudover lægger vi vægt på, at du: 
  • har en proaktiv, analytisk og nysgerrig tilgang til dine arbejdsopgaver, så du altid er klar til at rådgive dine kolleger, så vi alle løser vores arbejde korrekt og bedst muligt 
  • er fleksibel og i stand til at bevare overblikket, da du bliver en del af en til tider hektisk hverdag med mange opgaver og korte deadlines 
  • ser værdi i samarbejde, og det falder dig naturligt at pleje menneskelige relationer og have mange kontaktflader på tværs af en stor organisation 
  • er en dygtig kommunikator, så dine svar er enkle, korrekte og umiddelbart anvendelige for dine kollegaer

Vi underviser løbende vores kolleger i SKAT inden for forskellige juridiske emner, derfor er det et plus, hvis du har undervisningserfaring. 

Jura  
Du bliver en del af Jura, der gennem vejledning og rådgivning skal sikre korrekt lovfortolkning, ensartet regelanvendelse og praksis i SKAT. Vi er ca. 225 medarbejdere i Jura.  
 
Jura består af to afdelinger. En Skattefaglig afdeling, som dækker alle områder vedrørende skat, moms og afgifter, samt Proces og Videndeling, der dækker det processuelle og strafferetlige område inden for skatter og afgifter mv.  Fra 1. juli 2018 er Jura en del af Skattestyrelsen. 
 
Ansøgning og kontakt  
Send din ansøgning sammen med CV, eksamensbeviser og eventuelt yderligere materiale senest mandag den 5. marts 2018.  
 
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Else Veggerby på telefon 72 37 18 03.  
 
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.  
 
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er indtil videre Østbanegade 123, 2100 København Ø.  
 
Om Skattestyrelsen  
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser under Skatteministeriet, hvor Skattestyrelsen er den ene. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver. Koncernens vigtigste opgave er at sikre, at borgere og virksomheder nemt og korrekt betaler deres skatter, afgifter og gæld til det offentlige. Du kan læse mere herom på http://www.fra1til7.dk.  
 
Skattestyrelsens kerneopgave vil være afregning, vejledning og kontrol af skatter og afgifter i den danske skatteforvaltning. Skatter og afgifter udgør langt størstedelen af indtægterne til det offentlige og er dermed et helt afgørende grundlag for finansieringen af velfærdssamfundet. Styrelsen vil blive ansvarlig for, at der implementeres arbejdsgange, processer og systemer, som giver en mere effektiv og korrekt betaling af skatter og afgifter, samt ansvarlig for at sikre at vejlednings- og kontrolarbejdet bliver tæt integreret.  
 
Vi opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.  


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her