Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Social- og sundhedsassistent til aftenvagt på Ældrecenter Æblehaven

Lægger du vægt på, at vores ældre skal have mulighed for at leve som i eget hjem, og at et plejehjem samtidig er et hjem, hvor man får professionel pleje? Så er du måske vores nye kollega!

Ældrecenter Æblehaven i Haarby søger en social- og sundhedsassistent til fast stilling i aftenvagt på 28 timer ugentligt med ansættelse pr. 1. april 2018 eller efter aftale.  
 
Hvem er vi  
Æblehaven er et registreret Eden plejehjem. Det betyder, at vores fokus er på en hverdag på beboernes præmisser, og at vi arbejder i deres hjem. Vi tager udgangspunkt i beboernes ønsker for en god hverdag, hvor der er plads til forskelligheder og forskellige ønsker, rytmer og individuelle behov.
 
Vi lægger vægt på muligheden for pludselige indskydelser i hverdagen, og vi har fokus på at eliminere følelsen af ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed gennem spontanitet, inddragelse og nære relationer.
 
Vi arbejder kontinuerligt med, at hverdagslivet skal give mening for den enkelte beboer.  
 
På Æblehaven har vi lige nu en hund, tre katte og fugle i udendørs voliere.  
 
Vi har 36 beboere, og vi fungerer som små familier i hvert af vores fire huse med hvert deres særkende. Hvert hus har 9 beboere, hvoraf det ene hus har tre aflastningsstuer. Vi lægger vægt på, at hvert hus som udgangspunkt har deres eget personale, som er en naturlig del af familien i huset sammen med beboerne.  
 
Hvem er du   
Vi forventer, at du:   
  • aktivt er med til at fremme familiefølelsen i huset, samtidig med at du altid har den faglige rygsæk parat, når der er brug for det   
  • bruger beboernes ønsker som dit udgangspunkt i hverdagen, og inddrager beboerne naturligt i beslutninger, som vedrører dem  
  • er god til at støtte beboerne i at gøre de ting, som de kan og ønsker, og at du er god til at få hverdagen til at fungere på beboernes præmisser i den sammenbragte familie   
  • er fleksibel, stabil, tålmodig og rolig, så beboerne oplever genkendelighed og tryghed   
  • rummer de pludselige udfordringer på en positiv og konstruktiv måde 
  • altid har fokus på at bruge beboernes egne ressourcer og ser beboernes egne familier som vigtige samarbejdspartnere   
  • indgår i et anerkendende arbejdsfællesskab med dine kollegaer - både i eget hus og på tværs af husene   
  • har fokus på, at alle hjælper hinanden for at få det bedste ud af hverdagen, og du er den, der er med til at klare pressede situationer   
  • har flair for teknologi, og at dokumentation i omsorgssystemer falder dig naturligt, som en del af det daglige arbejde, og at du har let ved at lære nye systemer   
  • gerne har nogle års erfaring med assistentarbejdet, men du må også gerne byde ind som ny assistent.  
Om jobbet  
Du skal fungere i et af husene, som én ud af fem aftenvagter. Der er en fast medarbejder i hvert af de fire huse, foruden en assistentspringer, som arbejder på tværs af de fire huse med faste og akutte opgaver. Springeren er den, som kan tilkaldes til de fire huse ved behov for hjælp.  
 
Herudover vil du:
  • få dygtige og erfarne kollegaer, både assistenter og hjælpere, som vil glæde sig til at skulle arbejde sammen med dig
  • få stor mulighed for at udvikle dine personlige og faglige kompetencer, og du vil komme på en tredages uddannelse i Eden-filosofien
  • få undervisning i vores omsorgssystem Nexus/FSIII og FMK, som du skal kunne håndtere professionelt og naturligt i det daglige arbejde
  • have mulighed for faglig sparring ved vores egen sygeplejerske - både på månedlige møder og om aftenen
  • blive en del af et fællesskab, hvor vi arbejder naturligt med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, som du også skal være en aktiv del af og kunne byde konstruktivt ind på.  
Vi arbejder med udgangspunkt i de personalepolitiske værdier i Assens Kommune, som derfor naturligt præger vores hverdag.  
 
Der er røgfri politik i Assens Kommune.  
 
Løn og ansættelsesvilkår   
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at du selv skal indhente straffeattest, inden ansættelse kan finde sted. Dette kan du gøre digitalt med Nem ID på www.borger.dk eller www.politi.dk.   
  
Vil du vide mere  
Har du spørgsmål, eller har du brug for yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Birthe Badstue på tlf. 64 74 76 94.  
 
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.
 
Vi glæder os til at høre fra dig!


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her