Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Social- og sundhedshjælper/-medarbejder til nattevagt på Lions Kollegiet, Center for Erhvervet Hjerneskade

Er du social- og sundhedshjælper/-medarbejder med hjertet på rette sted, og arbejder du ud fra værdierne tillid, dialog, respekt og ligeværdighed? Så vil vi gerne høre fra dig!
 
Center for Erhvervet Hjerneskade søger en social- og sundhedshjælper/-medarbejder til nattevagt på botilbuddet Lions Kollegiet med start den 1. juni 2018 – eller snarest muligt. Stillingen er på 28 timer ugentligt, 7/7.
 
Lions Kollegiet er et bo-, aktivitets- og rehabiliteringscenter for 72 beboere i alderen 18-60 år, der alle har en moderat til svær hjerneskade med sammensatte og komplekse problemstillinger på de fysiske, psykiske og kognitive områder.
 
Dine opgaver  
Du skal have lyst til at arbejde i et miljø med mange forskellige arbejdsopgaver, og hvor dokumentation af indsatsen over for beboerne er i fokus. Du skal således have brugererfaring med IT.
 
Vi forventer, at du værdsætter tværfagligt samarbejde og er i stand til at planlægge og prioritere selvstændigt mellem de opgaver, der er om natten. De primære opgaver om natten er tilsyn, lejringer, pædagogisk støtte og at give nærvær og tryghed.
 
Din baggrund
Vi søger en medarbejder, der har lyst til og interesse for at blive en del af en engageret personalegruppe og være med til at udvikle organisationen, således at vi er beboernes foretrukne tilbud og medarbejdernes foretrukne arbejdsplads. Du skal have gode kommunikative evner og kunne bevare overblikket i pressede situationer.  
 
Vi arbejder ud fra værdierne tillid, dialog, respekt og ligeværdighed. Det er derfor vigtigt for os, at du kan se det hele menneske, kan arbejde med relationer og nærvær og tænke i udviklingsmuligheder, der sikrer størst mulig selvstændighed for den enkelte beboer. Du reflekterer over din praksis, inddrager etik og brugerindflydelse og ser muligheder frem for begrænsninger.  
 
Vi tilbyder
Et spændende job på en dynamisk arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra beslutning til handling. Arbejdspladsen er præget af åbenhed og engagement, faglig sparring, fokus på arbejdsmiljø og sundhedsfremmende foranstaltninger samt mulighed for kompetenceudvikling både internt og eksternt.
 
Løn- og ansættelsesforhold
Lønindplaceringen vil ske efter gældende overenskomst og principper for Ny Løn.  
 
Hvis du vil vide mere  
Er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Lene Kristensen på 3531 9082.
Du kan også besøge vores hjemmeside www.lionskollegiet.dk
 
Søg stillingen via nedenstående link senest fredag den 27. april 2018.
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her