Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Socialfaglig konsulent til Børne- og familieområdet


 
Vi søger dig, der ser mulighederne, når de fremstår som udtømte.
 
Ikast-Brande kommunes Familierådgivning har en vedvarende opmærksomhed på høj faglig kvalitet og udvikling af arbejdsmetoder som understøtter, at børn og unge som befinder sig i udsatte positioner, støttes til de samme muligheder som deres jævnaldrende.

Ikast-Brande kommunes Familierådgivning kan nu tilbyde en spændende stilling, hvor du kan få mulighed for, sammen med engagerede kollegaer, at arbejde på at sikre de bedst mulige vilkår for børn i de allermest udsatte positioner – børn og unge anbragt uden for hjemmet.

Signs of Safety er den gennemgående socialfaglige metode som anvendes, og vores fokus er på inddragelse, aktivering af, og koordinering med såvel det private, som det professionelle netværk omkring barnet eller den unge.

Den grundlæggende vision for Familierådgivningen ved Ikast-Brande Kommune er at understøtte, at anbragte børn og unges relation og kontakt til biologisk ophav har så optimale forudsætninger som muligt, og at der arbejdes intensivt mod at afvikle de problemstillinger, som har lagt til grund for anbringelsen.
 
For at kunne indfri ovenstående, vil Familierådgivningen ved Ikast-Brande kommune ansætte yderligere en kollega til, bl.a. at arbejde med:

   • Støttet og overvåget samvær.
   • Støtte til forældrene under anbringelse. Støtten skal bidrage til indfrielse af målsætninger, som fremgår at forældrehandleplanen, og understøtte højnet kvalitet i samværet mellem barnet eller den unge og forældrene.
   • Observationer og beskrivelser af samspillet mellem forældre og barn, til brug for tilrettelæggelsen af indsatsen under barnet eller den unges anbringelse.

Foruden opgaverne omkring de anbragte børn og unge skal vores nye kollega kunne:

   • Afvikle børnesamtaler med børn og unge, hvor der er bekymring om vold eller overgreb.
   • Være tryghedsperson ved videoafhøringer
   • Afdække netværket for børn og unge, når der er behov for anbringelse uden for hjemmet.
   • Undersøgelse af familier fra netværket med henblik på mulig netværksanbringelse.
   • Udarbejde tilknytningsinterview med kommende forældre med henblik på vurdering af forældrepotentiale.

Familierådgivningen er organiseret i tre funktionsteams; en modtagelse, et børne- og ungeteam og et handicapteam. Vores nye kollega vil få samarbejdsrelationer ind i alle tre teams, men være forankret i modtagelsen sammen med en anden konsulent med de samme opgaver. Vores nye kollega vil dermed ikke i klassisk forstand have et selvstændigt ansvar for sagsbehandlingen for enkelte børn og unge, men vil udgøre en konsulentfunktion og dermed indgå i et aldeles tæt samarbejde med den socialrådgiver, som forestår myndighedssagsbehandlingen. 
 
Vi forventer af dig:

   • At du har relevant socialfaglig uddannelsesbaggrund gerne med specialisering inden for det pædagogiske eller terapeutiske børne- og familieområde.
   • At du er en teamplayer der forstår, at dit arbejde udgør en del af en helhed.
   • At du i en faglig kontekst kan analysere og vurdere komplicerede familieorienterede problemstillinger og bidrage til kreative løsningsfokuserede tiltag.
   • Er positiv og har lyst til at bidrage til det sociale og faglige fællesskab på arbejdspladsen.
   • At du trives i et arbejde præget af uforudsigelighed og at du er tilstrækkelig psykisk robust til at mestre dette.

Der er ansøgningsfrist den 16. februar 2018 kl. 12.00.

Stillingen er på 37 timer pr. uge, og forventes besat den 1. marts 2018 eller hurtigst muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Lønnen vil blive fastsat efter rammer for Ny Løn med udgangspunkt i stillingens funktion og ansøgers kvalifikationer.

Forud for endelig ansættelse, vil der blive indhentet børne- og straffeattest. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte konstitueret afdelingsleder Lena Munk Troldborg (Tlf.nr. 30670435, mail: lmmje@ikast-brande.dk) eller tillidsrepræsentant Karina C. Nielsen (Tlf.nr. 30670430, mail: kacni@ikast-brande.dk)
 
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her