Opnormering i Distrikt Nord, Psykiatrien Vest, Region Sjælland.
Vi glæder os til at kunne byde velkommen til nye faggrupper i vores distriktspsykiatri, hvorfor vi i Distrikt Nord søger socialpædagog til at være en del af vores bosteds F-ACT team, som har optagerområde Kalundborg, Odsherred og Holbæk kommune.
Der er tale om en fuldtidsstilling. Stillingen er til besættelse pr. 01.06.21 og gerne før.
Distrikt Nord er aktuelt ved at implementere F-ACT modellen, hvilket har resulteret i opnormering. F-ACT modellen går ud på at kunne tilbyde en mere fleksibel behandling, hvor vi i højere grad får mulighed for at møde patienten i hans/hendes nærmiljø, vi får i højere grad mulighed for at kunne intensivere behandlingen, hvis patienten bliver ustabil og i ustabile faser vil hele teamet løfte opgaven med at stabilisere patienten.
Du vil blive en del af vores Bosteds-team, hvor patienter der bor på bosted samt patienter med retslig foranstaltning er tilknyttet. Teamet vil max kunne rumme 256 patienter og vi arbejder med shared caseload, hvorfor flere faggrupper vil varetage rollen som kontaktperson. Teamet dækker over det geografiske område Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommune. Basen vil være i Holbæk, men du vil også have samtaler i patientens lokalområde. Du vil være en del af et team bestående af flere faggrupper; der er tilknyttet fast speciallæger, specialpsykolog, sygeplejersker, socialrådgiver, PEER og sekretærer.
Da vi befinder os i den spæde opstartsfase af implementering af F-ACT modellen, vil teamets oplevelse af, hvilke mindre justeringer der er behov for vægtes højt i implementeringsperioden.
Dine kvalifikationer
Vi søger en ny medarbejder med uddannelsesbaggrund som socialpædagog med psykiatrisk erfaring og meget gerne med psykiatrisk hospitals erfaring.
Du skal selvstændigt kunne planlægge og strukturere dit arbejde og samtidig aktivt engagere dig i fællesskabet. Du skal have interesse for at medinddrage patienten, de pårørende og øvrige relevante samarbejdspartnere i behandlingen samt interesse i at arbejde recovery orienteret.
Vi ser meget frem til at kunne inddrage enten en socialpædagogisk tilgang til vores behandlingstilbud.
Vi tilbyder
- En dynamisk og engageret personalegruppe
- Supervision, trivsel og et godt arbejdsmiljø prioriteres højt
- Gode muligheder for faglig udvikling, kollegial sparring og tværfaglige konferencer
- Høj grad af selvstændighed og mulighed for at være med til at tilrettelægge sin hverdag
- Plads til forskelligheder og ”højt til loftet”
- En recovery orienteret tilgang
Vi kan tilbyde dig en arbejdsplads, hvor vi søger at passe godt på patienterne og på hinanden. I den sammenhæng er det vigtigt, at personalegruppen besidder empati og social forståelse, evner at bevare roen i pressede situationer, prioriterer dialog, hvor smil og humor ofte kan være en god løftestang.
Distrikt Nord modtager borgere over 18 år fra Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner til ambulant psykiatrisk behandling. Vi har aktuelt ca. 1.000 patienter. Personalegruppen er sammensat af sygeplejersker, specialsygeplejersker, læger, speciallæger, psykologer, specialpsykologer, socialrådgivere, PEER medarbejder og sekretærer.
Yderligere informationer
Du er meget velkommen til at komme på et uforpligtende besøg, eller ringe og høre nærmere om stillingen hos overlæge Dorte Remmer eller afdelingssygeplejerske Katrine Agnete Runge. Der kan indhentes stillings- og funktionsbeskrivelse for stillingen.
Samtaler afholdes den 16. april 2021.
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Psykiatrien i Region Sjælland indhenter (§22) straffeattest ved alle ny ansættelser.
Du bliver en del af Psykiatrien Vest
Et hospital i udvikling med ca. 430 ansatte og hovedfunktioner for voksne over 17 år inden for akutmodtagelse, døgn-, og ambulante funktioner. Psykiatrien Vest har specialfunktioner inden for behandling af affektive tilstande, traumatiserede flygtninge, PTSD og oligofreni. Vi er ved at etablere en Steno-diabetes-psykiatrienhed og har partnerskabsaftaler med Holbæk og Slagelse sygehuse. Vi har egen forskningsenhed med en professor i psykoterapi og flere ph.d. studerende. Derudover indgår vi i en del projekter, der skal sikre tættere samarbejde med vores kommuner. Vi arbejder målrettet med at få nedbragt anvendelsen af tvang. Vores ønske er en psykiatri med fokus på recovery, inddragelse af patienter og netværk, faglighed, etik, uddannelse og arbejdsmiljø.
Indhentelse af referencer og straffeattest indgår som en fast procedure i forbindelse med besættelse af stillingen.
Om Psykiatrien
Psykiatrien Region Sjælland er en behandlingspsykiatri, der består af en række sengeafsnit og ambulante enheder rundt omkring i regionen. Vi varetager den psykiatriske forsknings-, uddannelses- og akutforpligtelse i Region Sjælland. Vi udvikler og formidler løbende en bred vifte af psykiatriske tilbud til regionens borgere.
Med ibrugtagning af det nye psykiatrisygehus i Slagelse i 2015 har Psykiatrien samlet sengeafsnit og specialiserede funktioner tre steder: Slagelse, Roskilde og Vordingborg. De ambulante enheder er placeret i de større byer i regionen.
Psykiatrisygehuset i Slagelse er et af Europas største og mest moderne sygehuse. I byggeriet er inddraget banebrydende elementer indenfor arkitektur, brugen af lys samt kunst og natur, der også har behandlingsmæssig betydning.