Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Socialrådgiver til Psykiatrisk Center Nordsjælland, Frederikssund

Er du uddannet socialrådgiver og har et par års erfaring og interesse for psykiatri? Så har vi en spændende stilling i F-ACT Frederikssund.
 

Vi tilbyder en spændende og alsidig socialrådgiverstilling, hvor du bliver en del af en velfungerende personalegruppe. Du kommer til at fungere som både monofaglig socialrådgiver samt kontaktperson for en mindre gruppe patienter. Du kommer til at arbejde sammen med sygeplejersker, læger, sekretærer, fysio- og ergoterapeuter og psykologer. Da du er afsnittets eneste socialrådgiver, skal du samarbejde med begge teams. Tværfaglig sparring er en del af hverdagen, og samtidig får du rig mulighed for monofaglig sparring og udvikling, da du bliver en del af en socialrådgivergruppe på 13 socialrådgivere, som har et godt og tæt samarbejde.
 
Om F-ACT 
Afsnittet i Frederikssund består af en ambulant enhed med to relativt nyetablerede F-ACT-teams.  
F-ACT (flexible assertive community treatment) er en model udviklet i Holland, og er et regionalt 2-årigt projekt som er startet maj 2016. Tidligere bestod den ambulante enhed af et opsøgende team samt distriktspsykiatri, og det er medarbejdere fra disse teams, som nu arbejder i F-ACT.  
Målgruppen for behandlingen er ambulante patienter med lavt funktionsniveau, der har behov for specialiseret tværfaglig indsats. Det drejer sig hovedsageligt om patienter med diagnoser inden for psykose spektret, affektive lidelser samt personlighedsforstyrrelser. 
I F-ACT er den tværfaglige indsats forankret i to teams, som betjener henholdsvis Frederikssund og Halsnæs kommune, som er vores optagerområde. 

Som socialrådgiver i F-ACT varetager du:



  • Rådgivning og vejledning af patienter og deres pårørende indenfor den sociale lovgivning  
  • Social screening og afklaring af vanskelige sociale situationer  
  • Intern og ekstern formidling samt koordinering af den sociale indsats  
  • Brobygning til kommuner og andre relevante samarbejdspartnere  
  • Gruppebehandlingsforløb sammen med kolleger   


Udover at du er uddannet socialrådgiver, forventer vi, at du har:

  • Godt kendskab til den sociale lovgivning og det sociale system både i og udenfor kommunen  
  • Lyst til at arbejde både som kontaktperson og monofaglig socialrådgiver som yder både sparring og rådgivning til patienter og kolleger  
  • Lyst til at udføre hjemmebesøg hvor dette giver mening  
  • Lyst og evne til tværfagligt og tværsektorielt samarbejde samt evnen til at kommunikere klart og tydeligt  
  • Evner til både at samarbejde, arbejde selvstændigt og skabe overblik samt at du er fleksibel  
  • Interesse for fortsat udvikling af F-ACT projektet   
 
Vi tilbyder  
Lyder ovenstående som noget for dig, tilbyder vi en spændende arbejdsplads med et introduktionsprogram, som bliver tilpasset dit behov. Vi lægger stor vægt på, at vores socialrådgivere har adgang til den sparring, der er brug for. Det gælder både monofaglig og tværfaglig sparring, samt sparring ved socialfaglig udviklingskonsulent. Derudover forventer vi at du deltager i månedlige socialrådgivermøder, forskellige temadage, udviklingsdage, tværfaglig undervisning og kognitiv supervision. Vi lægger vægt på humor og godt kollegaskab. 
 

Om Psykiatrisk Center Nordsjælland    
Psykiatrisk Center Nordsjælland er fordelt på tre matrikler i Hillerød, Helsingør og Frederikssund. I Helsingør har vi tre åbne døgnafsnit samt et ambulant afsnit. I Hillerød har vi både åbne og lukkede døgnafsnit, åben og lukket akutmodtagelse, ambulante afsnit, ældrepsykiatrisk døgnafsnit, OPUS-team og forskningsafsnit. I Frederikssund er der på nuværende tidspunkt et ambulant afsnit.  

 
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer og er til besættelse 1. april 2018 eller efter aftale.  

Løn og ansættelsesvilkår følger overenskomst for socialrådgivere indgået mellem Dansk Socialrådgiver Forening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.



Ansøgningsprocedure

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingssygeplejerske Kirsten Frederiksen på telefon 20 47 66 41eller til socialfaglig udviklingskonsulent Marlene Schjøtz på telefon 40 22 27 42.

Ansøgningsfristen er mandag den 12. februar 2018 kl. 12.00. Ansættelsessamtaler forventes afholdt tirsdag den 20. februar 2018.

Ansøgning, CV, eksamensbevis og relevante dokumenter sendes online via linket herunder.








Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her