Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Special- eller chefkonsulent til ledelsesstøtte og udviklingsopgaver i Civilstyrelsen i Viborg

Vær med til at sætte dit præg på en styrelse i rivende udvikling i en stilling tæt på den øverste ledelse

Civilstyrelsen er en del af Justitsministeriets koncern, hvor vi arbejder for at være garant for retsstatens grundlæggende principper og for at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert samfund. Civilstyrelsen har siden 2019 været i gang med en større forandringsproces, som skal sikre, at omverdenen oplever styrelsen som imødekommende, effektiv og kompetent. Vi har indført drifts- og målstyring i hele styrelsen og sætter nu fokus på at øge den digitale understøttelse af vores opgaver, forbedre vores udadvendte kommunikation og sikre, at vi fortsat kan rekruttere, udvikle og fastholde dygtige ledere og medarbejdere.

Om stillingen
Stillingen spænder vidt fra administrativ og praktisk bistand til udfærdigelse af strategisk kommunikation, strategier og anden styringsmateriale.



Du skal yde generel ledelsesstøtte navnlig til styrelsens direktør i form af blandt andet planlægning af møder og arrangementer, herunder udarbejdelse af dagsordener, referater, præsentationsmateriale, ledelseskommunikation samt opfølgning på møder og opgaver. Du får også ansvaret for at understøtte direktøren og økonomichefen med den tværgående styring, koordinering og opfølgning på styrelsens udviklingsprojekter, og du vil selv blive projektleder på udviklingsprojekter. Du vil endvidere få rig mulighed for at bidrage med strategisk sparring til styrelsens ledelse, bl.a. i forbindelse med forberedelse af styrelsens mål- og resultatplaner og udfærdigelse af strategier, handleplaner mv.



Du kommer til at arbejde tæt sammen med navnlig styrelsens direktør og øvrige ledelse samt nøglemedarbejdere i styrelsens stabsfunktioner, men du vil også få en bred berøringsflade med medarbejdere i styrelsens fagkontorer.

Om dine kompetencer
Du skal have en relevant akademisk baggrund f.eks. cand.scient.pol., cand.scient.adm., cand.merc., cand. jur. eller tilsvarende. Du skal være initiativrig og stærk på strategisk tænkning og have erfaring fra en politisk styret organisation, gerne et departement. Du skal også have gode evner for styring og planlægning, og har du uddannelse i og erfaring med projektledelse, vil det være en stor fordel.



Du kommer til at referere til styrelsens direktør, og du skal derfor kunne og trives med at arbejde selvstændigt og selv planlægge, prioritere og administrere dine arbejdsopgaver, som du løser med fokus på høj kvalitet, engagement og professionalisme. Samtidig er det vigtigt, at du er serviceorienteret og motiveret også for de administrative og praktiske dele af opgaverne, og at du er god til at samarbejde på tværs af organisation og fagligheder. Det vil være en fordel, hvis du er stærk til skriftlig formidling med afsæt i den konkrete anledning og modtager.




Vi tilbyder
Et spændende og meningsfyldt arbejde, hvor omdrejningspunktet er de borgere, virksomheder, råd og nævn mv., vi betjener. Vi er en organisation med mange unge medarbejdere, hvor der er højt til loftet og rig mulighed for at være med til at præge organisationens fortsatte udvikling.

Vi bor i et nyt kontormiljø i Viborg centrum, få minutters gang fra bus og tog og med gode parkeringsforhold. Der vil endvidere være mulighed for at arbejde hjemme med nogle af opgaverne.


Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten med indplacering som specialkonsulent eller chefkonsulent afhængig af kvalifikationer. Arbejdsstedet er Toldboden 2, 8800 Viborg.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.



Samtaler afholdes i uge 3/4 2021.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Ansøgning og yderligere oplysninger

Stillingen søges elektronisk på www.justitsministeriet.dk under Karriere. Ansøgningerne skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 19. januar 2021 kl. 12.

Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter og eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Lene Volke Roesen på telefon 3058 0818.

Om os

Civilstyrelsen består af fem faglige kontorer og en tværgående stabsfunktion. Vores kerneopgaver er navnlig juridisk sagsbehandling af f.eks. sager om fonde, fri proces, advokatbeskikkelser og udlændiges erhvervelse af fast ejendom. Det er også en kerneopgave for os at yde sekretariatsbetjening til Erstatningsnævnet, Retslægerådet, Rådet for Offerfonden og Indsamlingsnævnet. Styrelsen er endvidere ansvarlig for at udgive den elektroniske Lovtidende og Statstidende samt for driften af Retsinformation.dk.










Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.