Specialist til transfer pricing til den kommende Skattestyrelse

I SKAT finder du nogle af Danmarks fagligt dygtigste medarbejdere inden for transfer pricing. Vi arbejder med de største virksomheder i Danmark, og de virksomheder, som er en del af en international koncern. Vi løser komplekse nationale og internationale selskabsskatteretlige forhold. Har du mod og lyst til at blive en del af vores fagligt dygtige team i København?

Komplekse kontrolopgaver i nationale og internationale koncerner
Vi arbejder både med de største koncerner i Danmark og med de virksomheder, som er en del af en stor international koncern, som er hjemmehørende i udlandet. Kontrolopgaven kan være yderst kompleks, hvorfor fuldførelsen af en transfer pricing kontrol kan strække sig over en længere periode.

Din primære arbejdsopgave er vurdering og revision af koncernernes transfer pricing forhold, hvor du bidrager til SKATs vurdering af, om virksomhederne har handlet i overensstemmelse med det skattemæssige armslængdeprincip - det vil sige til markedspriser.

I sagsforløbet arbejder vi som udgangspunkt sammen i mindre teams, hvor I ofte er 2-3 fagligt kompetente kolleger på samme opgave. I udarbejder sagsnotater, -rapporter og sagsfremstillinger med henblik på at kunne træffe afgørelser i transfer pricing revisioner, og du har derfor et stort ansvar for at sikre en høj kvalitet i hele sagsforløbet.

Du får en stor kontaktflade og vil samarbejde omkring transfer pricing spørgsmål med både interne og eksterne samarbejdspartnere, såsom andre transfer pricing revisionsenheder i SKAT, rådgivere og skatteansvarlige for de største virksomheder i landet.

Kom ombord
Du har en videregående uddannelse som f.eks. cand.merc. jur., cand.jur. eller cand.merc.aud. Du kan også have erhvervet de faglige kompetencer på anden vis f.eks. med en teoretisk uddannelse inden for skat og/eller praktisk erfaring hermed. Det forventes, at du har erfaring med transfer pricing. Du bliver en del af et stærkt fagligt team, som kan give dig yderligere faglig ballast.

Vi forventer, at du er analytisk og fagligt velfunderet, så du konstruktivt indgår i dialog med koncernerne og deres rådgivere. Du kommunikerer professionelt og med faglig tyngde, da virksomhedernes rådgivere kan være nogle af Danmarks største revisionsvirksomheder.

Du er ligeledes interesseret i at arbejde i et miljø, der er kendetegnet ved høje forventninger til kvaliteten af dit arbejde. Du skal have evnen og viljen til at sætte dig ind i et globaliseret skatteområde, der er under konstant udvikling og forandring. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og påtager dig ansvaret for egne opgaver.

Din nye enhed – transfer pricing i hele Danmark
Afdelingen Store Selskaber, som transfer pricing enheden er en del af, er organisatorisk placeret under fagområdet Selskaber i Skattestyrelsen. I Store Selskaber arbejder vi med de 10.000 største virksomheder i Danmark. Vi har på transfer pricing området ansvaret for, at der for alle selskaber med grænseoverskridende aktivitet handles i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Vi stræber efter at kombinere vores viden om forretning, revision, regnskab og skatteregler, og vi værdsætter faglig udvikling og sparring. Kollegerne i enheden har forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og har erfaring med de forskellige aspekter inden for transfer pricing. Vores arbejde er organiseret i et landsdækkende projekt.

Vi har en åben tone og er gode til at udfordre hinanden fagligt. Vi mener, at en positiv tilgang til opgaverne og virksomhederne, som vi samarbejder med, giver det bedste resultat.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning, CV, uddannelsespapirer samt eventuelt yderligere materiale via linket ’Søg stillingen’ senest 30. april 2018. Vi forventer at afholder samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Sune Lauritzen på 72 37 65 16.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Arbejdsstedet er indtil videre Sluseholmen 8B, 2450 København SV.

Om Skattestyrelsen
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

Skattestyrelsens kerneopgave bliver at sikre nem og korrekt skattebetaling for borgere og virksomheder. Styrelsen forventes bemandet med ca. 3.300-3.500 medarbejdere og får kontorer i hele landet, herunder i Odense, København, Ribe, Høje Taastrup og Århus. Læs mere om Skattestyrelsen på http://www.fra1til7.dk.

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her