Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Steno Diabetes Center Odense (SDCO) søger en analysekonsulent

Vil du bidrage til udviklingen af det tværgående data-, analyse- og kvalitetsudviklingsarbejde ved Steno Diabetes Center Odense (SDCO)? Så er du måske vores nye kollega!

 

SDCO er i rivende udvikling, og vi har brug for ekstra kræfter til at hjælpe med datadrevet understøttelse og udvikling af alle vores initiativer og indsatser. Vi samarbejder på tværs af klinik, stab og de regionale sygehuse, samt på tværs af kommuner og almen praksis. Vores fælles mål i SDCO er, at gøre livet lettere og bedre for personer med diabetes.

Vi søger en ny kollega, som evner at se muligheder for anvendelse af data og har lysten til, at samarbejde med klinikere og andre fagprofessionelle og at omsætte data til relevante analyser, værktøjer og tiltag.

SDCO har fra 2021 et særligt fokus på at få udviklet og igangsat kvalitetsudviklings- og forbedringsprojekter på tværs af sygehusene i hele regionen, og vi søger derfor en person, der har mod på, og evner til at drible videre med dette arbejde.

 

Om stillingen :

Som analysekonsulent ved SDCO vil dine primære arbejdsopgaver bestå i at understøtte det løbende kvalitets- og forbedringsarbejde via proces- og projektledelse samt at understøtte centret med løbende datatræk og analyser på både aktivitets- og kvalitetstal. Overordnet vil stillingen skulle varetage en kombination af drifts- og udviklingsopgaver, herunder  

  • Drive og understøtte datadrevne kvalitets-og forbedringsprojekter i tråd med den Syddanske forbedringsmodel
  • Levere selvstændige analyser til det lokale kvalitetsarbejde på tværs af sygehusenheder
  • Udføre opfølgning og afrapportering på udvalgte kliniske kvalitetsindikatorer i form af kvartalstal og årsrapporter, samt at bistå afrapporteringer på aktivitet af nye behandlingsinitiativer
  • Udføre datakoblinger, databehandling og analyser på diabetesområdet til understøttelse af det kliniske arbejde
  • Bistå epidemiologisk monitorering af diabetespopulationen i regionen
  • Assistere med evaluering af nye behandlingsinitiativer på proces- og effektparametre, herunder eks. sundhedsøkonomiske evaluering

 

Vi søger en kollega, som besidder følgende :  

  • En relevant akademisk uddannelse, fx kandidat i sundhedsøkonomi eller folkesundhedsvidenskab
  • Erfaring med proces-og projektledelse af komplekse projekter på tværs af afdelinger og sektorer
  • Kendskab til sundhedsvæsenet og erfaring med kvalitets-og forbedringsarbejde
  • Stærke analytiske evner og indsigt i statistiske og epidemiologiske analysemetoder (erfaring med programmering i SAS/STATA er en fordel)
  • Viden om eller erfaring med data inden for diabetesområdet
  • Erfaring med og indsigt i forskellige evalueringsmetoder
  • Stærk kommunikatør der kan omsætte kompliceret stof i skrift og tale
  • Er inddragende og anerkendende i samarbejdet med kolleger og øvrige samarbejdspartnere samt udadvendt og initiativrig i sin tilgang til opgaveløsningen

  

Vi tilbyder :

SDCO er en ny organisation, som prioriterer udvikling, medinddragelse, høj faglighed og medarbejdertrivsel. Stillingen er placeret under kerneområdet for kvalitet og monitorering, som er en del af staben i SDCO. Vi er et mindre team med en varierende opgaveportefølje, der består af både drifts- og udviklingsopgaver.

  • Vi har en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø præget af tillid, fleksibilitet og respekt
  • Vi har et godt kollegialt sammenhold, hvor vi prioriterer samarbejde og sparring fra kollegaerne i temaet

Staben under SDCO arbejder med en bred palette af nye behandlingsinitiativer, tværsektorielle projekter, sundhedsteknologi, kompetenceudvikling af sundhedsprofessionelle og brugerinvolvering. Du vil opleve et tæt samarbejde internt i staben og mellem staben, klinikken og Steno Partnersygehusene. Du kan læse mere om SDCO’s opgaver i drejebogen for Steno Diabetes Center Odense.

 

Løn og ansættelsesvilkår : 

Stillingen er placeret under kerneområdet for kvalitet og monitorering i SDCO´s stab med reference til den faglige leder for kvalitet og monitorering og personalemæssig reference til stabslederen.

Stillingen aflønnes efter overenskomst og efter konkret aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Stilingen er som udgangspunkt indplaceret på konsulentniveau, men der kan alt afhængig af kvalifikationer være tale om indplacering som specialkonsulent.  Stillingen er på 37 timer/uge og tidsbegrænset til en 3-årig periode med mulighed for forlængelse. Tiltrædelse per 1.januar 2021. 

Der indhentes referencer i forbindelse med en evt. ansættelse. Referencer kan oplyses ved samtalen eller umiddelbart efter. Såfremt du ikke allerede er ansat i Region Syddanmark, vil der være prøvetid på 3 måneder.

  

Ansøgning og yderligere oplysninger : 

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til faglig leder Grete Skøtt Pedersen på tlf. 24 52 06 91 eller Stabsleder, Ellen Bjerre Zacho på tlf. 24 83 57 17.  

Send din ansøgning via linket nedenfor. Ansøgningsfristen er søndag den 22. november 2020.  

Kandidater, der bliver indkaldt til samtale, kan forvente at få besked den 24. november 2020. Der afholdes ansættelsessamtaler torsdag den 26. november 2020.   

 

Om Steno Diabetes Center Odense :

SDCO blev oprettet som et specialiseret diabetescenter den 1. januar 2018. SDCO drives og ejes af Region Syddanmark og er støttet af en 10-årig bevilling med mulighed for forlængelse fra Novo Nordisk Fonden.  
Centret skal, i tæt samarbejde med alle regionens sygehuse samt kommuner og praktiserende læger, varetage behandlings- og udviklingsopgaver for personer med diabetes fra hele Region Syddanmark.  
SDCO er pt. under opbygning og forventes at være fuldt etableret ultimo 2023, hvor centret samtidig flytter ind i nye fysiske rammer, som bygges på nyt OUH. Indtil de nye fysiske rammer står klar, drives centret fra midlertidige rammer på Odense Universitetshospital.   

Du kan læse mere om Steno Diabetes Center Odense i 'En styrket diabetesindsats i Region Syddanmark – drejebog for etablering af SDCO’. 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.