Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Struktureret administrativ medarbejder til administration af efter- og videreuddannelse på Politiskolen

Brøndby, Rigspolitiet, Politiskolen

Vil du arbejde med administration, koordinering og logistik i forbindelse med efter- og videreuddannelse af politifolk og andre ansatte i politiet? Arbejder du struktureret og selvstændigt, og trives du i et job med en bred kontaktflade i et hektisk miljø? Så er denne mulighed måske noget for dig.

Uddannelsesadministration og ressourcestyring
Sektionen Administration og Ressourcestyring hører under Politiskolen i Rigspolitiet og beskæftiger ca. 25 medarbejdere med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde - flest administrative medarbejdere, men også akademikere og polititjenestemænd. Vi løser mange forskelligartede opgaver, hvor vi understøtter ledelsen og resten af Politiskolens medarbejdere samt uddannelsesmedarbejdere i politikredsene.

Vi leverer administrativ støtte til alle Politiskolens uddannelsesaktiviteter – lige fra administration af uddannelsestilmelding og kompetenceregistrering af den enkelte medarbejder til håndtering af bl.a. våbendepot og uniformer. Fra politisk side er der stort fokus på et øget optag af politistuderende samt de nye politikadetter, ligesom der skal etableres et nyt uddannelsescenter i Vejle. Samtidig er der fokus på løbende at sikre og højne uddannelsernes kvalitet og at leve op til stadig nye krav. Det betyder, at Politiskolen står over for en begivenhedsrig tid med spændende forandringer.

Administration og koordinering af efter- og videreuddannelse
Du arbejder med at sikre driften af politiets efter- og videreuddannelse og sørger for, at administrationen og koordineringen af uddannelsesaktiviteterne sker gnidningsfrit. Du har løbende kontakt til instituttets uddannelsesansvarlige på Politiskolen og til politikredsene for at afdække uddannelsesbehov og sikre, at de ydre rammer for efter- og videreuddannelse er på plads. Vi har mere end 100 efter- og videreuddannelser for politifolk og andre ansatte, eksempelvis indsatsleder-, vagtchef- og efterforskningsuddannelser.

Du har styr på koordinering og logistik, herunder booking af konferencefaciliteter, kontakt med instruktører, figuranter eller andet personale, klargøring af materiale, overblik over tilmeldte, og løbende samler du op på løse ender.

Som en del af et team på 5-6 medarbejdere, der alle brænder for uddannelsesadministration, hjælper du til med den daglige drift i teamet, hvor vi bl.a. passer telefoner og fælles mail med diverse henvendelser, opdaterer politiets uddannelsessystem, vedligeholder vores instruktørdatabase, rådgiver og sparrer med relevante samarbejdspartnere samt løser administrative ad hoc opgaver.

Struktureret administrator med stort overblik
Du er kontoruddannet og har minimum et par års erfaring fra en anden administrativ funktion. Det er en fordel, hvis du har erfaring med kursus- eller uddannelsesadministration fra en lignende stilling i en offentlig institution. Du har flair for at sætte dig ind i nye it-systemer og har muligvis erfaring med et system til kursus- eller uddannelsesadministration. Du er vant til at arbejde i excel og har gerne kendskab til SAP.

Du arbejder struktureret med dine opgaver og evner at sætte store datamængder i system. Din strukturerede og selvstændige tilgang gør, at du har overblik, samt at deadlines overholdes, så alle involverede parter i uddannelsesaktiviteterne er klædt godt på til forløbet. Du har let til smil, og din servicemindede tilgang betyder, at samarbejdspartnere og deltagere på uddannelsesforløbene føler sig velkomne med henvendelser og spørgsmål. Du indgår i et travlt og hektisk miljø, hvor vi administrerer og koordinerer mange uddannelsesaktiviteter på én gang. Derfor er det vigtigt, at du med et løsningsorienteret mindset kan jonglere med mange opgaver sideløbende uden at miste overblikket.

Du har en bred berøringsflade i organisationen, og du er derfor i stand til at tilpasse din kommunikation og ageren til den givne kontekst. Du trives med en uforudsigelig hverdag i en politisk styret organisation og evner at holde fokus på trods af mange varierende opgaver, telefonopkald og personlige henvendelser.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Brøndbyøster Boulevard 30, 2605 Brøndby.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lotte Holdgaard Byman på 2555 1156. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du oploade dit eksamensbevis. Du skal oploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.

Vi forventer at holde samtaler tirsdag den 27. februar 2018.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her