Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Student til enhed for Data, Infrastruktur, Cybersikkerhed og Digitale indsatser i Sundheds- og Ældreministeriet

Vil du udfordres i en hverdag tæt på den politiske dagsorden? Vil du være med til at drive digitale forandringer, arbejde for klog og sikker brug af data og få indblik i investeringerne i de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier? Er du både analytisk stærk og hjælpsom med blik for, hvad der skal til for at få en opgave løst – og vil du gøre en forskel og udfordre din faglighed?

Vi søger en student til at hjælpe os i hverdagen med at understøtte vores arbejde og være med til at udvikle løsninger, der kan gøre en positiv forskel for alle danskere, som er i kontakt med sundhedsvæsenet. Det omhandler ministerbetjening i arbejdet med digitale projekter, som går på tværs af hele sundhedsvæsenet, brugen af sundhedsdata og tilsyn med byggeriet af de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier. Derudover er der også mere praktiske opgaver bl.a. i forbindelse med afholdelse af møder og arrangementer.

Om os
Du bliver en del af en enhed i Sundheds- og Ældreministeriets departement med i alt ca. 20 medarbejdere. I enheden koordinerer og udvikler vi ministeriets arbejde med brugen af data og digitale indsatser i sundhedsvæsenet, ligesom vi fører tilsyn med de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier og arbejder med cyber- og informationssikkerhed i sundhedsvæsenet. Vi koordinerer dermed en række programmer og større investeringer i sundhedsvæsenets fysiske og digitale infrastruktur.

Vi bidrager altså til omstilling og modernisering af vores sundhedsvæsen, hvor nye teknologier og data kan understøtte et sikkert og sammenhængende sundhedsvæsen, bedre kvalitet for patienterne og sikre, at samfundet får mest mulig velfærd for pengene.

Vi indgår også i de politiske forhandlingsprocesser på ministerområdet, fx økonomiaftaler med regioner og kommuner og finanslovsforhandlinger. Desuden arbejder vi i enheden tæt sammen med resten af Sundheds- og Ældreministeriets koncern og med en stribe interessenter på feltet, herunder særligt Danske Regioner og KL. Samarbejdet er grundlaget for enhedens arbejde med at skabe et solidt grundlag for politikudvikling og -udmøntning på området.

Dine arbejdsopgaver
Du skal hjælpe med administrative opgaver, kommunikationsopgaver, udarbejdelse af faglige notater og besvarelse af borgerbreve. Du skal blandt andet bidrage til at koordinere rapporter og bestillinger, forberede og tage referat af møder, besvare henvendelser fra borgere og organisationer samt håndtere diverse praktiske ad hoc opgaver. Du vil få fagligt og praktisk kendskab til digitalisering gennem opgaver om anvendelse af data og digitalisering i sundhedsvæsenet.

Vi har en varieret arbejdsdag og opgaver med både korte og lange frister. Du skal være indstillet på at levere på begge typer opgaver. Vi sætter stor pris på, at du er initiativrig og bruger dine egne erfaringer til at komme med ideer til, hvordan en given opgave kan løses. Til gengæld lover vi dig en stejl læringskurve og et stort ansvar.

Din uddannelse og dine kvalifikationer
Du er i gang med en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, fx stud.scient.pol., stud.polit./oecon. eller lignende, og du ønsker at opnå erfaring med at arbejde i et departement.

Vi forventer, at du
• er fagligt og analytisk stærk
• er serviceminded og med på at hjælpe med stort og småt
• vil bidrage med nye tanker og ideer
• arbejder selvstændigt, tager ansvar og initiativ
• har gode skriftlige evner og blik for detaljen
• er en holdspiller, er engageret og har et godt humør.

Om ansættelsen
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.

Der er tale om en deltidsstilling på 15 timer om ugen, der tilrettelægges fleksibelt i forhold til undervisning og dine eksamensperioder.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte kontorchef Nanna Skovgaard på tlf. 22 22 82 20.

Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen”, og send os din ansøgning med CV samt relevant dokumentation (indskrivningsbevis samt opnåede karakterer). Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 28.




Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.