Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Studentermedhjælper med sans for økonomi til Selskabs- og Koncernstyringsenheden i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

Selskabs- og Koncernstyringsenhedens primære opgave er at forestå ejerskabet af selskaber under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, herunder opfølgning på selskabernes økonomiske udvikling.

Selskaberne tæller bl.a. PostNord AB, DSB, Metroselskabet I/S, Sund & Bælt Holding A/S og By & Havn I/S.

Ejerskabsvaretagelsen rummer både driftsopgaver (opfølgning på økonomi og målsætninger) og ad-hoc opgaver, der f.eks. opstår på baggrund af politisk debat eller selskabernes udvikling. I denne forbindelse er der et tværfagligt samarbejde med departementets øvrige kontorer foruden en tæt kontakt til virksomhederne.

Herudover varetager enheden opgaver vedrørende omdannelse og stiftelse af selskaber, herunder selskabsretlige spørgsmål mv. Dertil kommer vedligeholdelse og udvikling af konceptet for koncernstyring i departementet.

Hvis du vil arbejde med forskelligartede opgaver i et spændende og stærkt fagligt miljø, er et studierelevant job i Selskabs- og Koncernstyringsenheden måske noget for dig.

Stillingen
Som student vil du opleve et arbejdsmiljø med megen personlig frihed, men også med et stort individuelt ansvar. Vi tilbyder et job med god mulighed for faglige udfordringer og indflydelse på de konkrete arbejdsområder.

Du kommer især til at beskæftige dig med den løbende opfølgning på økonomien i selskaberne, såvel budgetmæssigt som regnskabsmæssigt.

Du vil derudover deltage i en række af enhedens øvrige opgaver, eksempelvis:
• Informationssøgning
• Forberedelse af kvartalsmøder med selskaberne
• Behandling af anmodninger om aktindsigt
• Besvarelse af Folketingsspørgsmål og borgerhenvendelser
• Løbende sagsbehandling og andre ad hoc opgaver

Om dig
Du har en økonomisk baggrund, eksempelvis stud.merc., stud.polit. eller lignende. Vi forestiller os, at du er i gang med 3. år på din bachelor eller lige er startet på din kandidat.

Som person er du ansvarsbevidst, har en positiv tilgang, og er villig til at prøve kræfter med mange forskelligartede opgaver. Du interesserer dig for virksomhedsøkonomi, krydsfeltet mellem det private og det offentlige samt arbejdet i en politisk styret organisation.

Om os
Enheden består af seks engagerede medarbejdere og en selskabsdirektør. Vores arbejdsmiljø er uformelt og præget af hjælpsomhed og godt humør.

I Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, generelt, er vi i fuld gang med mange store projekter. Der udføres og planlægges store vejbyggerier, jernbanenettet er i gang med en gennemgribende modernisering, og der arbejdes for fuld kraft med udbygningen af metroen i København. Vi arbejder med forbedringer af trafiksikkerheden, og vi har endvidere ansvar for færdselsloven, opførelsen og driften af statens bygninger og byggelovgivningen samt regulering af boligområdet.

Vi lægger vægt på at kunne tilbyde attraktive studiejobs. Du vil derfor komme til at møde studenter fra flere forskellige studieretninger, som fx jura, statskundskab og økonomi.

Løn- og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid aftales i forhold til den enkelte student, og ansættelsen sker i henhold til organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT. Der er gode muligheder for frihed i forbindelse med eksamenslæsning.

Yderligere oplysninger
Du er meget velkommen til at kontakte fuldmægtig Kristina Lochmann (krl@trm.dk), hvis du vil høre nærmere om jobbet. Departementets telefonnummer er 41 71 27 00.

Din ansøgning
Send din ansøgning inkl. karakterudskrift fra din uddannelse senest onsdag den 25. april 2018. Du ansøger via et link, som du finder nederst i stillingsopslaget på vores hjemmeside, http://www.trm.dk.

Vi afholder samtaler løbende.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ser mangfoldighed som en ressource og ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Departementet er medlem af Foreningen Nydansker.



Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her