Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Studentermedhjælper til Medico

Er du under uddannelse som ingeniør eller tilsvarende? Har du interesse inden for medicoteknisk udstyr? Så har vi jobbet til dig i Center for It, Medico og Telefoni (CIMT).  
 
Vi søger en udadvendt og medico-/it-interesseret studentermedhjælper, som kan assistere med administration i forbindelse med anskaffelse og vedligehold af medicoteknisk udstyr på laboratorier og dialyseafsnit i Region Hovedstaden.  
 
Du vil indgå i Laboratorie- og dialysesektionen, som anskaffer, vedligeholder, udfaser og rådgiver i forbindelse med medicoteknisk udstyr primært på laboratorier og dialyseafsnit, men også i øvrige kliniske afdelinger på Region Hovedstadens hospitaler.
 
Vi er ca. 25 teknikere, ingeniører og chefkonsulenter placeret på regionens hospitaler i hovedstadsområdet og på Bornholm.
 
Dine ansvarsområder og opgaver  
Du skal bidrage til at sikre kvaliteten af data i apparaturregistreringssystemet Medusa, støtte med administration, opfølgning og registrering af serviceaftaler og registrere servicerapporter i Medusa, herunder opfølgning hos vores mange brugere og leverandører.
 
Du skal også deltage i fortsat optimering, beskrivelse og implementering af interne procedurer, dataudtræk og -behandling i forbindelse med analyseopgaver samt ad hoc-opgaver af teknisk og administrativ karakter i samarbejde med kollegaer og kliniske brugere.  
 
Din profil  
Vi forventer, at du er under uddannelse som ingeniør eller tilsvarende, har mindst 2-3 års studietid tilbage og gerne erfaring inden for produktion, it og/eller elektroteknik. Derudover håber vi, at du har:  

  • gode almene it-færdigheder, herunder indgående erfaring med Excel og gerne kendskab til CRM systemer  
  • erfaring fra praktikophold eller arbejde i en større privat eller offentlig virksomhed  
  • kendskab til medicinsk udstyr  
  • forretningsforståelse  
Af personlige egenskaber ønsker vi, at du:  
  • er serviceminded, pålidelig og kvalitetsbevidst  
  • har udpræget sans for at sætte opgaver i system  
  • tager initiativ og arbejder selvstændigt og vedholdende  
  • er omstillingsparat i en organisation under udvikling, og hvor dine opgaver har skiftende karakter  
  • har et godt humør og en positiv tilgang til samarbejde med kollegaer, kunder og leverandører  
Vi tilbyder  
Hos os vil du blive en del af en stor arbejdsplads i hovedstadsregionen i et dynamisk og uformelt miljø i et job med høj faglighed, godt fællesskab, hvor du får kontakt til mange forskellige faggrupper. Vi giver dig gode muligheder for personlig og faglig udvikling og en fleksibel arbejdsform med frihed under ansvar.  
 
Yderligere oplysninger  
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Hans Bräuner på tlf.: 51812013 eller mail:hans.braeuner@regionh.dk.  
 
Ansættelsesforhold  
Arbejdstiden er ca. 12 timer pr. uge. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter overenskomst for administrations- og It-personale m.fl.
 
Arbejdsstedet er på Nordsjællands Hospital i Hillerød, men i perioder på Rigshospitalet og på hospitalerne i Herlev, Hvidovre.  
 
Ansøgningsfrist  
Vi ser frem til at modtage din ansøgning inden den 1. marts 2018. Vi forventer at afholde samtaler den 7. marts 2018 på Nordsjællands Hospital.  
 
 
Se, hvad regionen laver her: http://region-video.com/se-hvad-regionen-laver

 

Læs mere om os her: https://www.regionh.dk/om-region-hovedstaden/denAdministrativeRegion/CIMT/Sider/default.aspx
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her