Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Studentermedhjælpere søges til Økonomikontoret og Koncerndigitaliseringsenheden i Justitsministeriets departement

Justitsministeriet søger studentermedhjælpere til Økonomikontoret og Koncerndigitaliseringsenheden. Som student i Økonomikontoret vil du komme til at arbejde helt tæt på de politiske og administrative beslutningsprocesser på retsområdet ud fra en styrings- og ressourceorienteret tilgang, mens du som student i Koncerndigitaliseringsenheden vil komme til at arbejde med digitalisering, informationssikkerhed og store projekter på politisk og strategisk niveau.

Om Økonomikontoret

Justitsministeriets Økonomikontor har til opgave at skabe det økonomiske beslutningsgrundlag for, at regeringens retspolitiske mål kan realiseres. Økonomikontoret beskæftiger sig således med sager om økonomi, policy, ressourcer og strategi inden for Justitsministeriets område, herunder politi og anklagemyndighed, kriminalforsorgen og domstolene.

Kontorets opgaver omfatter bl.a.:

  • koordinering af finanslovsarbejdet, herunder politiske forhandlinger,
  • udvikling og implementering af nye initiativer på et af de største driftsområder i staten,
  • ministerbetjening og varetagelse af sager til regeringens Økonomiudvalg og Koordinationsudvalg, og
  • analyser i relation til flerårsaftaler, finanslovsforhandlinger og udviklingsprojekter.
Om Koncerndigitaliseringsenheden

Justitsministeriets Koncerndigitaliseringsenhed har til opgave at understøtte den tværgående digitalisering i Justitsministeriets koncern. Koncerndigitaliseringsenheden er således i tæt dialog med alle Justitsministeriets myndigheder og beskæftiger sig med politiske, strategiske og økonomiske sager vedrørende digitalisering og informationssikkerhed.

Kontorets opgaver omfatter bl.a.:

  • udvikling og koordinering af tværgående digitaliseringsinitiativer i Justitsministeriets koncern,
  • cyber- og informationssikkerhed,
  • koordinering og opfølgning på ministerområdets arbejde med tværministeriel og tværoffentlig digitalisering,
  • koncernudviklingstiltag inden for it-området, herunder i forbindelse med myndighedernes økonomiaftaler,
  • minister- og folketingsbetjening på it-området.
Vi tilbyder

et studierelevant job i et spændende og fagligt stærkt miljø, hvor opgaverne er mange og alsidige, og hvor vi lægger vægt på, at opgaveløsningen er af høj kvalitet og leveres til tiden. Som student i Økonomikontoret eller Koncerndigitaliseringsenheden vil du få et indgående kendskab til centraladministrationens arbejde og den politiske beslutningsproces og styring. Du vil blive inddraget i løsningen af kontorernes centrale opgaver.

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid vil udgøre 15 timer. Ansættelse og aflønning vil ske i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).

Vi søger

studerende med samfundsvidenskabelig baggrund (cand.oecon., cand.polit., cand.scient.pol., cand.merc. eller lignende). For stillingen i Koncerndigitaliseringsenheden kan du også have en anden baggrund, men det er afgørende, at du har interesse for data og digitalisering. Du skal have bestået 1. år på grunduddannelsen og udvise en stærk analytisk sans. I Økonomikontoret er det desuden væsentligt at have flair for at arbejde med tal. Du skal kunne levere produkter af høj faglig kvalitet, være grundig og have en proaktiv indstilling til de opgaver, du stilles overfor. Du skal endvidere være god til at formidle problemstillinger og løsninger i et klart og tydeligt sprog – både mundtligt og skriftligt. Og så skal du have lyst til at arbejde i et politisk og udviklende miljø, hvor der ofte arbejdes med korte deadlines.

Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt.

Du kan søge

stillingerne elektronisk, og din ansøgning skal være modtaget senest den 15. april 2021.

Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter og eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere. Du skal skrive i ansøgningen, hvilken af stillingerne du søger. Hvis du søger begge stillinger, så angiv dem gerne i prioriteret rækkefølge.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingerne.

Stillingerne ønskes besat snarest muligt.

Du er velkommen til at kontakte souschef Emil Jexner Hamberg på telefon 20 36 22 67, hvis du har spørgsmål til stillingen i Økonomikontoret. Hvis du har spørgsmål til stillingen i Koncerndigitaliseringsenheden, kan du kontakte enhedschef Emil Sølver Rehling på telefon 24 76 38 18. Du kan desuden få yderligere information om Justitsministeriet på vores hjemmeside www.justitsministeriet.dk.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.