Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Studerende søges som rådgivere til StopSpillet - en hjælpelinje rettet mod spilafhængighed

I Spillemyndigheden fører vi tilsyn med tilladelsesindehavere og sikrer rammerne om et ansvarligt og fair spilmarked i Danmark. StopSpillet er Spillemyndighedens uvildige hjælpelinje, hvor der gives råd og vejledning om spilproblematikker til både spillere, pårørende og fagpersoner.

Bring din viden i spil og få relevant erfaring med rådgivning og vejledning

Spillemyndigheden tilbyder et attraktivt studiejob som rådgiver, hvor du får mulighed for at få din social- eller psykologifaglige viden i spil gennem individuelt tilpasset rådgivning og vejledning.

På StopSpillet tilbyder vi ikke behandling, men vi arbejder både forebyggende, oplysende og vejledende. For mange, der ringer ind, vil det være første gang, de taler med nogen om deres problematik. Du får dermed en betydningsfuld rolle i at sikre, at de, der ringer til StopSpillet, modtager den bedst mulige rådgivning og hjælpes godt videre.

De primære arbejdsopgaver vil bestå af besvarelsen af hjælpelinjen, herunder:

  • Afdække opkalderens problemstilling gennem dialog og ved behov yde psykologisk førstehjælp.
  • Screene for sværhedsgraden af problematisk spil via en spilafhængighedstest.
  • Give individuelt tilpasset rådgivning og vejledning.
  • Oplyse om behandlingsmuligheder og ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).
  • Give skriftlige og telefoniske besvarelser af borgerhenvendelser vedrørende ROFUS.
  • Indsamle anonymiserede data til statistisk brug.
Herudover kan arbejdet bestå i:

  • At holde sig løbende orienteret omkring tiltag/udviklingen i spilbranchen og i særdeleshed at tilegne sig viden om forhold, der kan påvirke spilafhængighed.
  • Sparring med kolleger og tage del i den fortsatte udvikling af StopSpillet.
  • At holde oplæg om StopSpillet eksempelvis på uddannelsesinstitutioner.
  • Ad hoc-opgaver i Spillemyndigheden.
Udover arbejdet med rådgivningsvagterne afholder vi gruppesupervision og temadage med henblik på faglig udvikling og kvalitetssikring. Du vil blive en del af et team af kompetente kolleger omkring StopSpillet. Teamet udgøres af en tværfaglig faggruppe, der har det overordnede ansvar for den daglige drift af StopSpillet, samt af en gruppe studerende, der bemander hjælpelinjen på skift.

StopSpillets åbningstider er mandag-torsdag klokken 09.00-21.00 og fredag klokken 09.00-17.00. Du vil indgå i en vagtplan, hvor der cirka vil være én dag- og én aftenvagt om ugen. Dagvagterne er mandag-torsdag kl. 8.30-15.30 og fredag 8.30-13.30. Aftenvagterne er kl. 14.30-21.30 og fredag 12.30-17.30. Du har som rådgiver stor indflydelse på vagtplanen, ligesom der i teamet også er stor velvillighed til fleksibilitet med vagterne.

Stærk faglighed og dygtig formidler

Du er i gang med en videregående uddannelse, hvor du læser psykologi, uddanner dig til socialrådgiver eller

lignende. Vi ser gerne, at første halvdel af studiet er gennemført, og at du har relevant erfaring inden for dit fag.

Det er vigtigt, at du har en stor interesse i at arbejde med StopSpillets målgruppe og har lyst til at gøre en forskel for dem, der ringer ind. Der foreligger samtaleguides til brug ved de forskellige typer af opkald, hvilket kræver at du kan følge en overordnet struktur og kan sætte rammen for en samtale.

Vi lægger vægt på, at du besidder gode samtaleevner og kan formidle dit budskab klart over telefonen, ligesom det også er vigtigt, at du har gode skriftlige formidlingsevner.

Arbejdet kræver selvstændighed, men du vil modtage en grundig introduktion og oplæring, ligesom der altid vil være mulighed for sparring med både faggruppen og dine rådgiverkollegaer.

Som person er du ansvarsbevidst, imødekommende, empatisk og er naturlig nysgerrig på andre. Du skal kunne rumme de forskellige problemstillinger relateret til spilafhængighed og turde spørge ind til disse, samt bevare roen og overblikket under svære samtaler. Du agerer professionelt i din opgavehåndtering og bidrager samtidigt til en uformel og humoristisk tone med dine kollegaer.

Det er vigtigt for os, at du er stabil og aktivt tager ansvar som en del af et team, herunder når der skal lægges vagtplan og besættes vagter i forbindelse med eksempelvis sygdom og ferieperioder. Der vil naturligvis være fleksibilitet i forbindelse med eksamener. Vi er et team, der hjælper hinanden, og hvor gensidig fleksibilitet værdsættes.

Ambitiøs styrelse med højt til loftet

Spillemyndigheden er en styrelse i Skatteministeriet, hvor vi arbejder for at sikre rammerne omkring et ansvarligt, fair og velreguleret spilmarked til gavn for spillere, spiludbydere og for samfundet. Åbenhed og dialog er kendetegnende for den måde, vi arbejder på. Udviklingen og nye trends inden for spilverdenen stiller krav til vores ekspertise og evne til at agere fremsynet. De mange spændende og udfordrende arbejdsområder går hånd i hånd med vores høje faglighed. Vi vægter samarbejde, trivsel og gensidig respekt højt, og vores gode resultater bliver skabt af en kombination af arbejdsglæde, nysgerrighed og engagement.

Ansøgning og ansættelse

Ansøgning, CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link snarest muligt, dog senest fredag den 15. januar 2021, kl. 12.00.

Har du spørgsmål til indholdet af stillingen, er du velkommen til at kontakte én fra faggruppen: Stine Hald Mårtensson. 7237 6322, Dorthe Egebjerg Rieper på tlf. 7237 2213 eller Cecilie Marie Ammitzbøll Dinh på tlf. 7237 4077. Hvis du har spørgsmål om ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte kontorchef for Ansvarligt Spil og Almennyttigt Lotteri, Linda Lomborg på tlf. 7238 5761 eller på mail ll@spillemyndigheden.dk. Der afholdes ferie i perioden 23. december 2020 til og med 3. januar 2021.

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er ca. 10-15 timer ugentligt, men kan variere. Du ansættes efter gældende overenskomst med HK og Finansministeriet. Tjenestestedet er i Odense.

Da flere af vores nuværende rådgivere bliver færdiguddannede i den kommende tid, forventer vi, at der vil være tiltrædelse til de ledige stillinger henholdsvis 1. marts og 1. april 2021 eller snarest derefter.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler mandag d. 25. og tirsdag d. 26. januar 2021.

Ansættelsesområde

Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Spillemyndigheden opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Læs mere om os på spillemyndigheden.dk, stopspillet.dk eller på rofus.nu, og følg os på LinkedIn.com.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.