Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Tandklinikassistent til Regional Specialtandpleje i Odder og Viborg

En stilling som tandklinikassistent ved Hospitalsenhed Midt, Regional Specialtandpleje med tjenestested på Regionshospitalet Viborg og tandklinikken i Odder, er ledig til besættelse pr. 1. august 2018 eller snarest derefter.
 
Stillingen er en deltidsstilling på 30 timer om ugen fordelt på 4 dage (mandag – torsdag). 
Arbejdstiden fordeles med 2 dage i Odder (mandag og onsdag) og 2 dage i Viborg (tirsdag og torsdag).

Om stillingen
Vi søger en tandklinikassistent, som både kan arbejde selvstændigt, men også har lyst til at arbejde med mange kolleger, i et godt tværfagligt arbejdsmiljø og anderledes faglige udfordringer. Dagene på klinikken i Odder vil udgøre et lille team af dig og en tandlæge, samt en tandplejer en gang i mellem, hvorfor du skal være dygtig til, at overskue og varetage alle facetter inden for dit fag. Derimod vil du i Viborg være en del af et større team, med 6 tandlæger, 1 tandplejer og 7 klinikassistenter.
 
Arbejdsopgaverne består i assistance ved stolen, afpudsning m.m.,  lettere teknikarbejde og andre opgaver som telefonbetjening, journalskrivning, indkald m.m. Basalt kendskab til IT er en nødvendighed. Vi forventer, at du ud over solide kliniske færdigheder også besidder et godt humør og har lyst til at møde vores patienter med åbenhed og empati. Erfaring fra privat praksis vil være en fordel, da specialtandplejen udfører alle typer af behandlinger, men ikke et krav.
 
Vores patientgruppe består af borgere med nedsat psykisk og/eller fysisk funktionsevne samt børn, som har behov for behandling i generel anæstesi pga. store behandlingsbehov. Det er derfor nødvendigt, at du er rummelig og besidder gode kommunikative evner, så du kan kommunikere både med vores specielle patientgruppe samt andre fagfolk. 
 
Der bliver tilrettelagt et individuelt introduktionsprogram.

Der kan rekvireres en stillingsbeskrivelse her.
 
Om afdelingen
Afdelingen er landets største specialtandpleje etableret i 2007. Vi er 29 medarbejdere heraf 11 tandklinikassistenter. Vi har 9 moderne tandklinikker og 3 operationsstuer med fast anæstesipersonale.  
 
Afdelingen er organiseret med centralklinik på Regionshospitalet i Viborg samt yderligere 5 klinikafsnit (Regionshospitalerne Randers og Holstebro, Vitapark i Odder, Sølund i Skanderborg samt Sødisbakke i Mariager). Der udføres tandbehandling i generel anæstesi på Regionshospitalerne i Viborg og Randers. Sekretariatet i Viborg er et fællessekretariat for de kliniske enheder, som er sammenkædet med fælles elektronisk journal (Al-dente) samt fælles røntgensystem (Digora) herunder mulighed for CBCT. På årsplan tilbyder vi regelmæssig tandpleje til ca. 1.600 patienter og udfører ca. 800 patientbehandlinger under anvendelse af generel anæstesi.
 
Vi er en dynamisk hospitalsafdeling præget af tætte og gode samarbejdsrelationer med privat praksis og kommunal tandpleje. Vi tror på gode, personlige relationer, et stærkt engagement og ordentlighed. Vi arbejder med kontinuerlig kompetenceudvikling af alle vores medarbejdere.
 
Du kan læse mere om afdelingen på: www.specialtandpleje.dk
 
Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.250 ansatte samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.
 
De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.
 
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk  
 
Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
 
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
 
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Regional Specialtandpleje.
 
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overtandlæge Pernille Jacobsen. tlf.7844 6701
 
Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal sendes elektronisk og være os i hænde senest tirsdag den 15. maj 2018.
 
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted mandag den 28. maj 2018 på tandklinikken i Odder efter kl. 15.00.


Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale
 

 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her