Teknisk medarbejder

Teknisk Medarbejder til CGB Eloxering
 
Vil du være en del af CGB Eloxering ApS’ team? Vi er en mindre produktionsvirksomhed indenfor overfladebehandling. Vi laver eloxering, kemisk polering og indfarvning af aluminium. Uanset hvilken behandling leverer vi høj kvalitet – på et niveau blandt de bedste i verden.
 
 
Jobbet består af…
Koordinering og deltagelse i de daglige opgaver sammen med dine 4 kolleger. Jobbet er meget afvekslende og består bl.a. af at montere de emner, som skal behandles, kontrollere kvaliteten, pakke og afsende. På kundesiden tager du del i kundekontakt, sparring med kunden og ordremodtagelse. Herudover er der løbende en del håndværkspræget arbejde med at vedligeholde produktionsapparatet, fx fylde vand på, rengøre og udskifte sliddele. På sigt ønsker vi, at du kan tage del i at køre vores fuldautomatiske produktionsanlæg.
 
Om end de enkelte arbejdsopgaver bliver udført selvstændigt, er det vigtigt løbende at koordinere opgaverne og samarbejde med teamet.
 
En stor del af arbejdet foregår stående, men der er ingen tunge løft.
 
Dine vigtigste faglige kvalifikationer er ….
At du er praktisk og fingernem og vant til at bruge værktøjer. Du skal have erfaring med at arbejde med Office-pakken og generelt have fornemmelse for IT, da vi arbejder henimod mere digitalisering.
 
Dine vigtigste personlige kvalifikationer er ….
At du har sans for orden og at organisere dine opgaver, er omhyggelig og god til at arbejde fokuseret samtidig med, at du kan håndtere at have flere opgaver i gang samtidig.
 
Du er teamorienteret og god til at have kontakt til og kommunikere med mange forskellige typer mennesker.
 
Du skal kunne formulere dig skriftligt, og da vi har en del udenlandske kunder skal du være habil til engelsk.
 
Vi tilbyder dig ….
En arbejdsplads med god stemning og humor. Vi er et dynamisk team bestående af 5 m/k i forskellige aldre. Og selv om vi til tider har travlt, så lægger vi vægt på at hjælpe og tage os af hinanden. Vi har en engageret og synlig ledelse, som prioriterer medarbejdere og trivsel, og som fx giver medarbejderne mulighed for på skift at tage med til eksterne arrangementer.
 
Vores arbejdstider er mandag til torsdag fra kl. 7 til 16 og fredag fra kl. 7 til 12. Du har fri hver 3 fredag.
 
Vi følger industriens overenskomst, bortset fra, at vi giver en bedre startløn, svarende til 150 kr. i timen, og efter 3 måneders ansættelse tilbyder en sundhedsforsikring.
 
Send os din ansøgning ….
Senest den 29. januar 2017, hvis dette lyder som en stilling og en virksomhed efter din smag. Send ansøgningen til kirsten@cgb.dk
Vi gennemfører 1. interview på vores lokaliteter i Skævinge, og hvis du bliver én af vores spidskandidater, skal du dernæst gennemføre en personprofiltest. Selve testen udfører du på nettet og tilbagemeldingen bliver gennemført hos vores samarbejdspartner Stein-Beck i Charlottenlund. Vi forventer at interview og tests bliver gennemført i løbet af januar.
 
For yderligere information er du velkommen at kontakte Kirsten Bjerg på tlf. 4821 0925 enten inden den 20. december eller efter den 3. januar.
 
Om CGB Eloxering ApS
CGB Eloxering ApS, som ligger i Skævinge i Nordsjælland, blev grundlagt i 1988 af Claus Gregers Bjerg. CGB er en moderne mindre eloxeringsvirksomhed som igennem mange år har specialiseret sig inden for overfladebehandling af aluminium.
Igennem årene har udvikling, kvalitetssikring, procesteknikker/optimering og miljøudvikling været CGB’s kerneværdier. CGB er leverandør af overfladebehandling til et bredt spektrum af industrielle og forskningsbaserede kunder, heriblandt ikke mindst virksomheder der leverer udstyr til sundhedssektoren.

Se mere om CGB Eloxering på www.cgb.dk
 


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her