Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Tilsynskonsulenter til Socialtilsyn Øst

Socialtilsyn Øst søger to tilsynskonsulenter til det specialiserede socialområde pr. 1. april 2018 eller snarest derefter
 
Socialtilsyn Øst skal fra den 1. april 2018 eller snarest derefter ansætte to tilsynskonsulenter på fuld tid, som skal føre tilsyn med sociale døgn- og behandlingstilbud for børn, unge og voksne. Den ene af tilsynskonsulenterne skal derudover understøtte socialtilsynets tilkøbsfunktion.
 
Socialtilsyn Øst godkender og fører driftsorienteret tilsyn med såvel private, som offentlige tilbud inden for det specialiserede socialområde – ca. 1200 plejefamilier og 380 sociale tilbud.  Grundlaget for socialtilsynets arbejde er tilsynsreformen fra 2013 udmøntet i lov om socialtilsyn. Vi dækker det geografiske område Region Sjælland og Hjørring Kommune – i alt 17 kommuner og én region. Den ene af de 2 tilsynskonsulenter vil i første omgang primært have ansvar for tilsyn på vores tilkøbsområde, som også dækker sundhedsfaglige områder som plejecentre og hjemmepleje.
 
Socialtilsyn Øst har hovedkontor i Holbæk, men har derudover en filial i Nykøbing Falster.
 
Du kan læse om socialtilsynenes tilsynspolitik på http://www.socialtilsynost.dk/
Socialtilsynene skal sikre, at tilsynet med de sociale tilbud bliver varetaget systematisk, ensartet, uvildigt og fagligt kompetent.
 
Stillingsprofil
Vi søger tilsynskonsulenter med socialfaglig baggrund (socialrådgiver, socialpædagog, pædagog, socialformidler) eller anden relevant socialfaglig uddannelse.
I forhold til opgaverne på tilkøbsområdet er det vigtigt, at du har viden og erfaring indenfor sundhedslovgivningen. Du er uddannet indenfor sundheds- og/eller socialområdet, og du har f.eks. erfaring indenfor opholdssted/botilbud, dagtilbud, plejecentre og lignende.
 
Som tilsynskonsulent vil du, i et tværprofessionelt samarbejde med dygtige kolleger, have fokus på at analysere, vurdere og beskrive den faglige kvalitet i botilbud for borgere med specielle behov. Du skal som myndighedsperson uproblematisk kunne agere i et arbejdsfelt, hvor kontrol, kvalitetssikring og kvalitetsudvikling går hånd i hånd i vores myndighedsopgave. Det forudsættes, at du har viden om og erfaring med sundhedsfaglige teorier og metoder.  
 
Personlige kompetencer
Som tilsynskonsulent i Socialtilsyn Øst skal du have en anerkendende og nysgerrig tilgang til dine omgivelser, både internt i organisationen og i kontakten med socialtilsynets mange samarbejdspartnere. Du skal have lyst og evne til at kunne manøvrere i et arbejdsfelt, som til tider er uforudsigeligt og travlt, hvor overblik og systematik er nødvendige kompetencer.

Herudover vægtes det, at du er: 

  • Udadvendt, dialogorienteret og engageret
  • Bevidst om egne styrker og svagheder
  • Selvstændig, effektiv og har gode samarbejdsevner
  • Omstillingsparat og brænder for at sikre og højne kvaliteten for samfundets sårbare og udsatte mennesker
  • Positiv med en god portion humor  
Faglige kompetencer
Myndighedserfaring, tilsynserfaring og høj faglighed inden for det specialiserede socialområde vil blive tillagt stor vægt. Der vil også blive lagt vægt på relevant videreuddannelse på diplom-, master- eller kandidatniveau. Som tilsynskonsulent skal du have færdigheder i at vurdere kvaliteten i tilbuddet med baggrund i: 
  • Viden om og gerne praksiserfaring med målgrupperne inden for det pågældende område, hvor der herigennem opnås et særligt blik for de dilemmaer og de udfordringer, som er en del af det praksisfelt, der føres tilsyn med. Du skal på baggrund af risikovurdering kunne prioritere særlige fokuspunkter/temaer for tilsyn
  • Viden om metoder og tilgange i forhold til forskellige målgrupper
  • Viden om ledelse og organisation i forhold til tilbuddenes drift
  • Viden om lovgrundlag for drift af sociale tilbud
  • Opmærksomhed på juridiske og økonomiske aspekter f.eks. selskabsformer og budget  
Udover at føre tilsyn med tilbuddene skal du være med til at behandle ansøgninger om godkendelse, vurdere tilbuddenes økonomiske drift og træffe afgørelser om f.eks. påbud og skærpet tilsyn.
Du skal kunne omsætte den tilsynsfaglige analyse i et klart og tydeligt skriftligt sprog i den tilsynsrapport som tilsynsarbejdet altid munder ud i. Det er en klar fordel, hvis du har tilsynserfaring og erfaring med myndighedsarbejde, herunder at træffe og skrive myndighedsafgørelser.
 
Vi tilbyder
  • Et super vigtigt og motiverende arbejde
  • At du bliver en del af en organisation, hvor du - sammen med ca. 65 andre dygtige kolleger - skal udvikle fagligheden samt præge og udvikle kulturen i vores organisation
  • Et stærkt tværprofessionelt samarbejde, hvor der er et solidt fagligt fællesskab om opgaveløsningen
  • En arbejdsplads, hvor der er frihed under ansvar
  • En familievenlig arbejdsplads
  • Fleksibel arbejdstid inden for enkle rammer, mulighed for hjemmearbejdsdag, frugtordning, gratis kaffe mv.
  • At du bliver en del af en inspirerende og uhøjtidelig arbejdsplads, der arbejder på at implementere Holbæk kommunes personalepolitik, http://www.holbaek.dk/om-kommunen/job-i-kommunen/personalepolitik/ 
Løn og ansættelsesforhold
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.
Socialtilsyn Øst indhenter børneattest inden ansættelse. Straffeattest skal vises.
 
Jobbet forudsætter, at du har kørekort. 
 
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Inge Sewerin tlf. 72 36 29 92 eller afdelingsleder Anne Mette Markhus tlf. 72 36 29 93 for yderligere oplysninger. Hvis du har specifikke spørgsmål til stillingen på tilkøbsområdet, kan du kontakte Leif Christensen tlf. 72 36 29 67.
 
Ansøgningsfrist søndag den 4. marts 2018. Kandidater til ansættelsessamtale udvælges den 6. marts 2018 og orienteres herefter via mail.
Ansættelsessamtaler foregår den 12. marts 2018.
 
Du kan læse mere om os på vores hjemmeside http://www.socialtilsynost.dk/
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her