Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

To jurister til Børn og Forældre i Odense

Familieretshuset søger to jurister til Børn og Forældre i Odense

Kort om Familieretshuset
I Familieretshuset, løser vi alle opgaver for brudte familier i et nyt, enstrenget familieretligt system. Forældrenes ansøgninger bliver screenet og visiteret til det forløb, som passer til den enkelte families behov. Vi har øget fokus på at styrke forældrenes samarbejde om barnets trivsel med en konflikthåndterende tilgang. Barnets trivsel er det bærende hensyn, og der er derfor oprettet en særlig børneenhed med en kontaktperson til barnet.

Brænder du for at gøre en positiv forskel og har du lyst til at arbejde med sager om bopæl, forældremyndighed og samvær? Har du lyst til at arbejde med juraen i samspil med mægling og konflikthåndtering? Så læs videre.

Om stillingen
Som jurist skal du behandle sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Hverdagen er en blanding af møder med skilte forældre og skriftlig sagsbehandling. Selvom din arbejdsdag bliver struktureret, er den på ingen måde forudsigelig.

Forældrenes og børnenes situation er ofte præget af sociale problemstillinger og konflikt. Du skal derfor være empatisk, god til at kommunikere i øjenhøjde og kunne håndtere konfliktsituationer.

Forældre mødes i en del af sagerne tværfagligt af børnesagkyndige (fx psykologer og socialrådgivere) og jurister.

Du skal have lyst til at arbejde tværfagligt og til at være en god juridisk sparringspartner for de børnesagkyndige, som du har et tæt samarbejde med.

Kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at du er en dygtig jurist, og at du er indstillet på at arbejde i et dynamisk miljø, hvor vi altid har opgaver, der skal løses.

Du skal være personlig robust og konstruktiv i situationer præget af følelser, krisereaktioner og til tider højt konfliktniveau.

Det er ligeledes afgørende, at du er god til at formulere dig klart og præcist.

Kendskab til det familieretlige område eller det sociale område er en fordel, men ikke en betingelse, da vi ved ansættelsen tilrettelægger et nærmere tilpasset oplæringsforløb for dig.

Vi tilbyder

  • en mulighed for at bruge dig selv og dine juridiske kompetencer til at gøre en forskel for børn og forældre som står i en svær situation
  • et spændende og alsidigt arbejde i et dynamisk kontor præget af høj faglighed
  • et arbejdsliv, hvor ikke to dage er ens
  • grundig oplæring og løbende sparring med dygtige, engagerede og hjælpsomme kolleger
  • et arbejde i et effektivt kontor, hvor tværfagligt samarbejde vægtes højt
  • en arbejdsplads hvor vi sætter pris på humor og en uhøjtidelig omgangstone
  • flekstid som kan anvendes under hensyntagen til arbejdets tilrettelæggelse
Ansættelsesvilkår
Ansættelsesområdet vil være Social- og Indenrigsministeriet med tilhørende institutioner. Du vil blive omfattet af overenskomsten for akademikere i staten.

Stillingerne er vikariater på foreløbigt 12 måneder eventuelt med mulighed for fastansættelse. Stillingerne er til besættelse 1. december 2020.

Arbejdsstedet er i Odense.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingerne er du meget velkommen til at kontakte funktionsleder Cecilie Konrad tlf.: 93599992.

Du kan læse mere om Familieretshusets arbejdsopgaver på Familieretshuset.dk.

Onboarding
Familieretshuset tager oplæring af nye medarbejdere seriøst og erfarne og fagligt kompetente kolleger vil have fokus på, at give dig en flyvende start med fokus på både teori og praksis med afsæt i konkret sagsarbejde og opgaveløsning.

Ansøgning
Hvis du er interesseret i en af de ledige stillinger, beder vi dig sende ansøgning, cv samt anden relevant dokumentation elektronisk via stillingsopslaget på Familieretshusets hjemmeside senest søndag den 18. oktober 2020.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler mandag den 26. oktober 2020.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.








Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.