Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Trusselsanalytiker til Center for Cybersikkerhed

Vil du være med til at beskytte Danmark mod cybertrusler?

Center for Cybersikkerhed søger en trusselsanalytiker til trusselsvurderingsenheden. Som vores nye trusselsanalytiker vil du komme til at have et særligt fokus på at vurdere og formidle cybertrusler mod energisektoren. Du vil indgå i en enhed, der har ansvaret for at vurdere cybertrusler mod de samfundsvigtige sektorer i Danmark, som f.eks. energisektoren og finanssektoren. Vi analyserer og opdaterer løbende trusselsbilledet for danske myndigheder og virksomheder, så de effektivt kan imødegå cybertruslerne.


Om os Du ansættes formelt hos Energistyrelsen, men har tjenestested og daglig gang hos Center for Cybersikkerhed, som er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Som led i en ambitiøs udviklingsdagsorden har FE en målsætning om at blive en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige efterretningstjenester.

FE har tre hovedopgaver:

  • Vi er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste.
  • Vi leder og kontrollerer den militære sikkerhedstjeneste og er national sikkerhedsmyndighed inden for Forsvarsministeriets område.
  • Vi varetager funktionen som national it-sikkerhedsmyndighed, netsikkerhedstjeneste og myndighed for informationssikkerhed og beredskab i telesektoren.
Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og det er hos os, at vi samler, opbygger og deler den afgørende viden, som kan forebygge det næste angreb.

Som en del af Center for Cybersikkerhed er du med i fronten af Danmarks cyberforsvar. Det er en spændende opgave, som stiller store krav til vores medarbejdere, da truslen konstant udvikler sig. Hvis du er dedikeret og har lyst til at udvikle dig, kan Center for Cybersikkerhed tilbyde en spændende og alsidig arbejdsplads, som løser en meningsfuld opgave for Danmark.

Om stillingen Du vil blive en del af omdrejningspunktet i sektionens analytiske og skriftlige produktion.

Trusselsvurderingerne udarbejdes i tæt samarbejde med resten af Forsvarets Efterretningstjeneste samt de samfundsvigtige sektorer. Du vil gennem dine arbejdsopgaver få et unikt indblik i en trussel, der er kommet for at blive, men som samtidig er under konstant udvikling.

Dine hovedopgaver vil være at analysere og vurdere truslen fra cyberangreb mod den danske energisektor og Danmark, samt skrive trusselsvurderinger på baggrund af lukkede og åbne kilder. Energisektoren er kritisk for Danmarks funktion, stabilitet og velfærd, og det er derfor vigtigt, at sektoren kan imødegå cybertrusler effektivt. Du vil også skulle støtte kolleger, bl.a. ved at indsamle og analysere oplysninger og redigere kollegers trusselsvurderinger.

Derudover vil du opbygge og bevare tæt kontakt til relevante aktører i energisektoren, herunder specielt Energistyrelsen som er sektoransvarligmyndighed på energiområdet, men også EnergiCERT, el-, gas-, fjernvarme- og olievirksomheder mm. og i samarbejde med sektoren indsamle information om aktuelle hændelser i sektoren. Du kommer derfor til at arbejde i et miljø, hvor flere vigtige politiske dagsordener mødes.

Om dig Du skal have en relevant akademisk uddannelse eller tilsvarende.

Du lever desuden op til flere af nedenstående kriterier:

  • Du har stærke analytiske evner og kan overskue store mængder information og komplekse problemstillinger med en naturlig kritisk sans.
  • Du har særdeles gode formidlingsevner skriftligt og mundtligt, bl.a. med henblik på at kunne formidle trusselsvurderinger til en bredere kreds.
  • Du har veludviklede samarbejdsevner og har lyst til at indgå i et team, hvor faglig sparring på tværs er en vigtig del af hverdagen.
  • Du kan sætte dig ind i tekniske forhold af betydning for analysen af cybertrusler, men du behø-ver ikke have stor teknisk indsigt på forhånd.
  • Du er selvkørende, systematisk og vedholdende.
  • Du behersker engelsk såvel skriftligt som mundtligt på forhandlingsniveau.
  • Du er interesseret i energisektoren og dens betydning for samfundet.
  • Kendskab til efterretningskredsløbet og efterretningsvirksomhed er en fordel, men ikke krav.
Nyuddannede med relevant erfaring er også velkomne til at søge.

Løn og ansættelsesvilkår Du ansættes formelt hos Energistyrelsen, men har tjenestested og daglig gang hos Center for Cybersikkerhed, Forsvarets Efterretningstjeneste, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø. Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse på 3 år med mulighed for forlængelse.

Tjenesten hos Center for Cybersikkerhed vil ske i form af en indstationering i hele ansættelsesperioden.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Vi forestiller os, at du ansættes som enten fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af dine kvalifikationer og kompetencer. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som Energistyrelsen betaler.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Du kan læse om Energistyrelsen her: Læs hele vores kernefortælling og få indblik i vores værdier.

Som medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Sådan søger du stillingen Du søger via www.ens.dk/job. Benyt funktionen "Søg stillingen" på stillingsopslaget. Din motive-rede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 17. januar 2021. Samtaler forventes afholdt i ugerne 4-5, nærmere bestemt på datoerne 28. januar 2021, 1. februar, 3. februar eller 4. februar 2021.

Kandidater til stillingen skal være indstillet på at skulle gennemføre tests i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2224, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk , hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.