Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Turnusingeniør til Spor

I sommeren 2018 ansætter vi vores nye hold af turnusingeniører – måske du er en af dem? Som turnusingeniør bliver du en del af vores stærke, ingeniørfaglige miljø med rig mulighed for at opbygge et netværk blandt de dygtigste eksperter i jernbanebranchen. Du får chancen for at deltage i spændende projekter og løse udfordrende, tværgående opgaver.

Kompleksiteten i dine opgaver og ansvarsområder stiger løbende, så du hele tiden bliver udfordret på din faglige kunnen. Sideløbende deltager du i en række interne jernbanefaglige kurser og får mulighed for at deltage i eksterne specialist- eller kandidatkurser.

Turnusforløbet er 1-årigt og starter 1. september 2018.

Vi udvikler og specialiserer dig

Som turnusingeniør i Spor designes dit forløb således, at din tid deles imellem vores to enheder Ringsted-Femern programmet og Teknik. Dine turnusværter følger dig hele vejen igennem forløbet.

I Ringsted-Femern programmet vil du prøve kræfter med rollen som byggeleder. Byggelederen er Banedanmarks repræsentant på byggepladsen og samarbejder tæt med vores entreprenører. Du vil få mulighed at prøve kræfter med både total- og hovedentrepriser på henholdsvis anlægsentreprise og sporentreprise. Denne del af arbejdet vil foregå med udgangspunkt fra vores byggepladskontor i Vordingborg.

I Teknik vil du arbejde med opgaver, hvor du får et indgående kendskab til regler og normer, især på sporområdet. Derudover vil du udføre analysearbejde og assistere med udviklingsprojekter.

Med turnusforløbet i de to enheder vil du få et godt indblik i forskellige tekniske løsninger og problemstillinger samt vigtigheden af et godt samarbejde mellem drift og anlæg og fokus på helheden i projekterne.

Ingeniør og fuld af gå-på-mod

Du er uddannet ingeniør – eller afslutter snart din ingeniøruddannelse. Det kan f.eks. være med retning inden for byggeteknologi, byggeri og infrastruktur eller lignende. Du behøver ikke have jernbaneerfaring - det vigtigste for os er, at du har en stor interesse for feltet, og at du aktivt gør dig tanker om, hvad du ønsker at få ud af dit forløb.

Du har drive og gå-på-mod, og du er ikke bange for ret hurtigt at få selvstændigt ansvar for dine opgaver. Din indlæringskurve bliver stejl, og dét skal du synes er spændende. Derudover skal du være åben for de muligheder turnusforløbet giver, og have lysten til at komme ud i den ”virkelige” verden og f.eks. se de forskellige ”gule” vedligeholdelsesmaskiner.

Karrieremuligheder i Banedanmark

Når du er færdig som turnusingeniør har du gode muligheder for at søge stillinger hos os som fagspecialist, teknisk projektleder eller byggeleder. Bemærk dog, at vi ikke kan garantere fastansættelse efter endt turnusforløb.

Som ansat i Banedanmark løser du opgaver, der berører mange menneskers hverdag, og som har stor betydning for samfundet. Vi har ambitiøse mål, faglige udfordringer og høje forventninger. Vi giver dig rum til aktivt at involvere dig i at skabe resultater. Det er nemlig en forudsætning for, at vi når de ambitiøse mål i vores strategi Fremtidens Jernbane. Banedanmark er en røgfri arbejdsplads. Læs mere om os på www.banedanmark.dk.

Løn
Du ansættes efter gældende overenskomst, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om jobbet som turnusingeniør i Spor, så kontakt turnusvært i Ringsted-Femern programmet, Pernille Palstrøm, eller turnusvært i Teknik, Tom Elnar Thøgersen.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen”og følger instruktionerne.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her