Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Udvikler til geodætisk IT

Vi søger en udvikler med geofaglig ballast og Python-erfaring. Du skal udvikle vores geodætiske IT-systemer, så de kan understøtte samfundets stigende krav til nøjagtig realtids-stedbestemmelse, inden for bl.a. klimatilpasning og grøn omstilling.

Du bliver en del af kontoret Geografiske Referencer, der bl.a. har til opgave at varetage SDFEs myndighedsansvar for rigsfællesskabets geodætiske infrastruktur. Det omfatter udvikling og drift af de fysiske GNSS installationer i Grønland og Danmark, implementering af geografiske referencerammer med tilhørende transformationer, databearbejdning og -analyser, samarbejde med eksterne anvendere af GNSS data og meget mere.

Geodæsi er en global disciplin, så vi samarbejder gennem internationale organisationer og netværk med kolleger i mange lande. Bl.a. deltager vi i globalt samarbejde om geografisk og geodætisk open source software. Det vil derfor være en fordel, at du kender til samarbejdsformerne omkring geofaglig open source (fx projekter under organisationen OSGeo), og at du forstår nytteværdien af open source licenser.

Dine arbejdsopgaver
Du bliver en del af et kontor med 17 medarbejdere, primært geodæter, landinspektører og kort- og landmålingsteknikere, som varetager mange forskellige opgaver. Din opgave bliver primært at udvikle og vedligeholde applikationer og brugergrænseflader i vores geodætiske forretningssystem. Du vil også skulle udvikle dine kompetencer inden for analyser af geodætiske data med en stor grad af automatisering.

Vægtningen af opgaver vil afhænge af din profil, og du vil få stor indflydelse på de konkrete opgaver. Du skal have mod på en hverdag, hvor konkrete opgaver og læring går hånd i hånd, og hvor du sammen med teamet forventes at udvikle dig med opgaverne.

Om dig
Du er vant til at arbejde med open source software, Python, Linux mm., og du forstår vigtigheden af at kunne udvælge relevante teknologier, værktøjer og standarder i et tæt samarbejde med dine dygtige kollegaer. Du er udpræget holdspiller og værdsætter, at arbejdet udføres på en måde, hvor hele teamets kompetencer bringes i spil, og der samarbejdes om de løsninger, som kontoret leverer.

Vi forventer, at du:

  • Har indgående kendskab til Python
  • Har indgående kendskab til Linux
  • Kender til SQL
  • Kan udvikle løsninger der fungerer både på Windows og Linux
  • Har erfaring med Docker

Du skal være nysgerrig på nye teknologier og have et godt øje for hvordan de kan bruges i vores fagområde. Desuden skal du have mod på at understøtte og bidrage til en kultur, hvor koden ikke er færdig, før den er udstyret med automatiserede testrutiner og dokumenteret i en grad, så andre kan tage over.
Din konkrete uddannelse er ikke afgørende, men vi forestiller os, at stillingen kan være interessant for dig, som har geofaglig forståelse og en uddannelse som f.eks. (geo)fysiker, ingeniør, matematiker, datalog eller lign.

Vi tilbyder
Kontoret er præget af teamånd, videndeling og samarbejde. Vi har en uformel omgangstone præget af humor og ”højt til loftet”. Ledelsesmæssigt lægger vi vægt på en åben dialog, fokus på ejerskab og engagement i forhold til opgaverne samt en god balance mellem arbejde og fritid. Du får gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante organisation med mulighed for forhandling af tillæg. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Ansættelsesdato 1. maj 2021.

Ønsker du yderligere oplysninger, kan du kontakte kontorchef Søren Fauerholm Christensen på telefon 2279 1876 eller specialkonsulent Kristian Evers på telefon 4078 1672.

Ansøgning sendes online via linket ”Søg stillingen”. Vi skal have dine oplysninger, dokumentation for uddannelse, ansøgning og CV senest den 26. februar 2021. Samtaler forventes afholdt den 8. og 12. marts.

Om styrelsen
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering er den drivende kraft i arbejdet med at udnytte data effektivt og innovativt til gavn for samfundet. Vi arbejder med de mest relevante data om vores land og sikrer, at de er let tilgængelige og kan kombineres på tværs. Styrelsen er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der står i spidsen for arbejdet med at reducere drivhusgas-udledningen med 70 pct. i 2030 og arbejder for, at denne reduktion understøttes af data.

Ministeriet ønsker at fremme mangfoldighed, hvorfor alle uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Viden om data der effektiviserer og skaber vækst
Vi skaber effektiviseringer i den offentlige sektor og vækst i samfundet gennem udbygning af den nationale datainfrastruktur og anvendelse af data, hvor nytten er størst. Vi har fokus på, at data er let tilgængelige via en sikker distribution, og at data kan deles og anvendes af mange på tværs af den offentlige og private sektor. Vi lægger i vores arbejde stor vægt på fællesoffentlige samarbejder og udviklingen af tværoffentlige digitale sammenhænge for data.

Læs mere på www.sdfe.dk
Følg os på LinkedIn.

 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.