Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Underviser med erfaring inden for ledelse og organisationsudvikling

Brænder du for at inspirere og kompetenceudvikle ledere til gavn for både den enkelte og organisationen? Ved du, hvad der skal til for at rykke ledere i deres udvikling? Har du lyst til at gå i dialog med aftagere om deres udviklingsbehov og efterfølgende designe de læringsforløb, der gør en forskel? Hos os får du mulighed for at gøre en forskel for velfærden i det offentlige og samtidig opbygge et spændende netværk. Vi søger specifikt dig, der har kendskab til og ledelseserfaring fra sundhedsvæsenet.

På Absalon er en af vores ambitioner at levere engagerende undervisning, der fører til anvendelsesorienteret ledelsesudvikling. Vi ved, at netop det har stor betydning for, at vores studerende på Diplomuddannelsen i ledelse får et værdifuldt udbytte, som kan kvalificere deres egen ledelsespraksis. Derfor er vi også meget optagede af at finde dygtige undervisere, der er fagligt vidende og didaktisk alsidige, men som også ved, hvad de snakker om, fordi de selv har stået i ledelsesdilemmaerne.

På Diplomuddannelsen i ledelse har vi ca. 900 studerende årligt - de fleste af dem er ledere i det offentlige. Derudover løser vi en række skræddersyede opgaver for kommuner og andre organisationer i Region Sjælland.

Din profil
Vi har brug for dig, som er didaktisk dygtig og ved, hvordan du skaber ledelsesudvikling, der gør en forskel for regionens ledere og deres organisationer. Derudover skal du kunne genkende sig selv i nedenstående.

Du har en stærk faglig profil og erfaring fra praksis. Du bidrager til vores vidensmiljø med din erfaring, og du er nysgerrig i forhold til den nyeste forskningsbaserede viden, som du formidler til de studerende og praksisfeltet. Du får mulighed for at indgå i teamets forsknings- og praksisbaserede videnskredsløb. Du har erfaring som leder i den offentlige sektor, og gerne med personaleansvar.

Du er i stand til at planlægge, udvikle og gennemføre undervisning. Du arbejder systematisk og struktureret, og med din stærke praksiserfaring formår du at koble teori og praksis i din undervisning. Du er glad for at undervise, planlægge, eksaminere og vejlede de studerende i tæt samarbejde med resten af teamet.

Du er en god formidler med undervisningserfaring. Det er helt naturligt for dig at tilpasse og differentiere din undervisning, så dine budskaber når ud til målgruppen bestående af ledere.

Vi forventer at du har:

  • erfaring med kundedialog og projektledelse.
  • en relevant kandidatuddannelse og gerne en masteruddannelse eller en ph.d.

Det er desuden en fordel, hvis du har kvalifikationer og erfaringer inden for et eller flere af følgende områder:
  • Distanceledelse og/eller virtuel ledelse.
  • Projektledelse, jura, økonomi og/eller strategi.
  • Arbejdsmiljø, trivsel og psykisk arbejdsmiljø.

Alt efter dine kvalifikationer vil du blive ansat som adjunkt eller lektor.

På Absalon er adjunkturet en 4-årig uddannelsesstilling. Det understøtter vi gennem Absalons lektorkvalificeringsforløb, som alle nyansatte adjunkter deltager i, og alle får tilknyttet en vejleder. For at blive ansat som lektor forudsætter det en positiv lektorbedømmelse inden for stillingstrukturens anvendelsesområde.

Du har mulighed for at søge merit på baggrund af tidligere erhvervede kompetencer og kvalifikationer. Dette vil blive drøftet i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Du kan læse mere om rammerne for ansættelse som adjunkt eller lektor i vores stillingsstruktur her https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=183358.

Hvis du er lektorbedømt eller har fået merit efter 2003-stillingsstrukturen (CVU-stillingsstrukturen), skal du sammen med din ansøgning vedlægge en anmodning om lektorbedømmelse i henhold til kap. 5 i Bekendtgørelse om lektorkvalificering mv. Du kan læse mere her https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/673. Anmodningen skal være på maksimalt 8 sider sammen med en redegørelse for dine kompetencer med henvisning til kriterium b i bekendtgørelsens bilag 1, der vedrører kompetence til at arbejde med forskning og udvikling. I forbindelse med eventuel ansættelse igangsættes en bedømmelsesproces.

Dine arbejdsopgaver
Dine opgaver vil bestå af følgende:

Undervisning, som er en stor del af hverdagen. Din opgaveportefølje som underviser består i at tilrettelægge, udvikle, gennemføre, evaluere og justere undervisning - både selvstændigt og i tæt samarbejde med teamet af undervisere. Derudover vil du også få en rolle i forhold til udvikling af vores digitale læringsformer. Alt efter dine kvalifikationer vil du kunne deltage i forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Styrkelse af vores profil inden for sundhedsledelse og ledelse af sygehusområdet.
Et konkret eksempel på en opgave er, at Absalon og Regionen fremadrettet vil være i tæt dialog om kompetenceudvikling til ledere, der understøtter Region Sjællands strategi og igangværende ledelsesudvikling ”Ledelse på forkant”.

Ledelsesudviklingen udbydes og sælges som EVU-forløb, bl.a. i form af:
  1. særligt tilpassede ledelsesmoduler, som en overbygning til Region Sjællands igangværende ledelsesudviklingsforløb ”Ledelse på forkant”.
  2. tilbud om at ledere deltager på Absalons åbne lederuddannelse med fokus på udvikling af egen ledelsespraksis, evt. med valgfagsudbud, som understøtter Region Sjællands strategiske indsatser. Et særligt oplagt fokus kan være virtuel ledelse og etisk ledelse.

Udover at bruge din erfaring fra sundhedsområdet til at styrke vores profilering inden for faglig sundhedsledelse, kommer du også til at varetage projektledelse, herunder lave kalkulationer, tilbud, præsentationer og kontraktoplæg.

Dit ansættelsessted er Roskilde, men du skal være forberedt på at undervise i hele regionen.

Dine kolleger
Center for Ledelse og Oplevelsesdesign er et af syv faglige centre. Du bliver en del af det team, som refererer til uddannelseslederen for Diplomuddannelsen i ledelse. I alt er vi 1 uddannelsesleder, 1 docent, 8 adjunkter/lektorer, en række eksterne undervisere og 2 konsulenter.

Dine passionerede og erfarne kollegaer samarbejder alle om udviklingen af et integreret undervisnings-, konsulentydelses- og forskningsmiljø omkring offentlig ledelse og organisationsudvikling. Flere af dem forsker i vilkår og mulighederne for offentlig ledelse.

Vi afholder fælles teammøder og faglige værksteder hver 14. dag. De dage værner vi om for at sikre rum og plads til at arbejde sammen og være fælles om planlægning, informationer, vidensdeling, drift og udvikling. Du skal derfor holde af at lytte, indgå i dialoger, tænke “ud af boksen” og have modet til at udfordre andre fagligt og på en respektfuld måde.

Sådan ansøger du
  • Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
  • Stillingen er på fuld tid og vi vil gerne have at du begynder senest den 1. august 2021.
  • Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, kan du kontakte uddannelsesleder: Lene Juul på mail: lejl@pha.dk.
  • Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne side senest den 2.maj 2021.
  • Vi afholder første runde samtaler den 27. maj og anden runde den 4. eller den 7. juni 2021.

Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution med 13 forskellige professionsbacheloruddannelser fordelt på i alt otte byer i regionen. Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads. Vi er 750 medarbejdere, og vi har 8.300 studerende på vores uddannelser og 3.500 i efter- og videreuddannelse.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.