Underviser til smedeuddannelserne
Er du en dygtig, erfaren klejnsmed med styr på teknikker, materialer og et sikkert blik på den teori, der ligger bag? Og kan du begejstre andre for dit fag?
Så er jobbet som underviser på Syddansk Erhvervsskole sikkert interessant for dig!
Vi søger underviser primært til grundforløb og i mindre omfang også til hovedforløb på smedeuddannelserne i Vejle, hvor du i samarbejde med dine kolleger i teamet skal uddanne fremtidens dygtige svende på erhvervsuddannelsen og EUX-elever, der gennemfører smedeuddannelsen kombineret med fag på gymnasialt niveau.
Jobbet
Du kommer til at undervise i de faglige discipliner på smedeuddannelsernes grundforløb og hovedforløb. Vi arbejder i kreative lærerteam på et højt fagligt niveau i en hverdag med spændende faglige og pædagogiske udfordringer. Du bliver kontaktlærer for elever på holdene. Det indebærer løbende opfølgningssamtaler, hvor vi vægter den faglige og sociale dimension og at eleverne tager ansvar.
Vi lægger vægt på at styrke elevernes kompetencer i en tid, hvor teknologisk udvikling og store krav til kvalitet og produktivitet i virksomhederne spiller en afgørende rolle. Uddannelserne har et højt fagligt indhold og mulighed for at erhverve certifikat.
Underviserjobbet indebærer, at du differentierer undervisningen på forskellige niveauer, udfordrer eleverne både fagligt og personligt og indgår i fagligt og pædagogisk team, der udvikler, planlægger og gennemfører forløbene. De digitale medier spiller en vigtig rolle i vores formidling og visualisering på alle forløb.
Ansøgerprofil
Du er faglært inden for smedeområdet og har mindst 5 års relevant erhvervserfaring. Måske har du suppleret med fag på relevant, videregående uddannelse f.eks. maskintekniker, teknonom eller produktionsteknolog og vi forventer, at du er fortrolig med it på området. Det er væsentligt, at du kan undervise i forskellige svejseprocesser: Lysbuesvejsning, MAG, TIG og gassvejsning i sort stål. Det er en fordel, hvis du har kendskab til Inventor og/eller AutoCAD og kan undervise i tegningslæsning, pladebearbejdning og arbejdsmiljø.
Ud over dine faglige styrker er det naturligvis vigtigt, at du er udadvendt og har lyst til at arbejde med både voksne og unge elever. Du kan identificere dig med lærerprofessionen og har en engageret, uhøjtidelig og seriøs indstilling til arbejdet og samspillet med kolleger og elever. Det er en fordel, hvis du har undervisningserfaring evt. fra anden underviserstilling eller frivilligt arbejde.
For den rette ansøger, der måske mangler visse formelle forudsætninger, udarbejder vi sammen en plan for din videreuddannelse efter ansættelsen.
Om ansættelsen
Stillingen er på fuldtid med løn, pension og ansættelse i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse i tjenestemandslignende stilling. Aflønning sker på basisløntrin 1-7 i henhold til central aftale. Begyndelsesløn forhandles i henhold til lokal aftale efter en vurdering af blandt andet tidligere undervisningserfaring.
Hvis du ikke allerede har tilstrækkelige, pædagogiske forudsætninger, skal du senest efter 4 års ansættelse have erhvervet diplomuddannelse i erhvervspædagogik eller voksenunderviseruddannelsen efter skolens vurdering. Den pædagogiske diplomuddannelse indgår i ansættelsen.
Tiltrædelse efter aftale. Arbejdssted er i Vejle. Skolen er røgfri arbejdsplads. Alle interesserede med relevant ansøgerprofil opfordres til at søge. Send din ansøgning med dokumentation for uddannelser via www.sde.dk/om-os/ledige-stillinger/ så vi har den senest søndag den 28. februar 2021. Ansættelsessamtaler finder sted i uge 9 og 10. Hvis du bliver inviteret til anden samtalerunde, skal du være indstillet på at medvirke i test.
Yderligere oplysninger
Du er meget velkommen til at ringe til afdelingsleder Per Sørensen på telefon 5114 1231 for at høre mere om stillingen og dine muligheder på skolen.