Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Ungehuset Emdrup søger sosu-assistenter/hjælpere eller lign.

Brænder du for arbejdet med psykisk sårbare unge, har du sundhedsfaglig baggrund, og kan du motivere og engagere, selvom du møder modstand?
Så er du måske netop én af de medarbejdere, vi leder efter til Ungehuset Emdrup.

På Ungehuset Emdrup ønsker vi at styrke tværfagligheden. Da den nuværende personalegruppe primært består af socialpædagoger, leder vi efter 2-3 nye kollegaer, der med afsæt i det sundhedsfaglige felt kan kombinere viden om somatiske og psykiatriske sygdomme, herunder medicingivning og effekt med socialpædagogisk arbejde i hverdagen.

Vi forestiller os derfor, at du fx er uddannet sosu-hjælper eller -assistent eller på anden måde har sygepleje/sundhedsfaglig baggrund. Du skal have et ønske om at indgå i socialpædagogisk arbejde med fokus på rehabilitering, hverdagslivstræning og støtte og omsorg.

Om målgruppen
Ungehuset Emdrup er en behandlingsinstitution for unge med svære psykosociale og psykiatriske vanskeligheder. De unge er mellem 13-18 år, men nogle kan dog være i efterværn op til det 23 år. Gældende for dem alle er, at deres udfordringer er komplekse, selvom de kognitivt befinder sig indenfor normalområdet. Målgruppen er unge, som:

  • lider af psykoser, skizofreni, bipolare lidelser, autismespektrum-forstyrrelser samt personlighedsforstyrrelser
  • har sidevanskeligheder som angst, depression, OCD, spiseforstyrrelse eller ADHD
  • har adfærdsmæssige vanskeligheder, der kan vise sig ved selvskadende og udadreagerende adfærd, selvmordstrusler eller -forsøg, affektlabilitet og et mindre brug af rusmidler, der ses som sekundær følge af deres psykiske og psykosociale vanskeligheder

Mange af de unge modtager medicin for deres psykiatriske vanskeligheder og diagnoser og har derfor brug for personale, der har blik for, at årsagen til den unges adfærd kan skyldes forskellige ting: Fx forværring af psykiatriske symptomer, bivirkninger af medicin, almindelige teenageudsving eller andre faktorer.

Om Ungehuset Emdrup
Ungehuset Emdrup har plads til i alt 20 unge og består af to døgnafdelinger: Upstairs og Kollegiet. Personalemæssigt består Ungehuset af ca. 40 medarbejdere, fordelt på fast personale, faste afløsere og vikarer. Personalegruppen er meget engageret og består primært af socialpædagoger. Derudover er der ansat en sundheds- og medicinansvarlig medarbejder, en socialrådgiver, en psykolog, to afdelingsledere og en institutionsleder.

Fokus på begge afdelinger er at forberede og støtte de unge til deltagelse i almenfællesskaber udenfor institutionen, så de får chance for at leve selvstændige og meningsfulde liv på samme vilkår som deres jævnaldrende. Det gør vi bl.a. gennem botræning, hverdagslivstræning, arbejdstræning, uddannelsesstøtte, og ved at hjælpe den enkelte med at få skabt struktur og overblik over sin hverdag.

Vores afsæt er miljøterapeutisk, hvilket vil sige at vi opfatter alle døgnets timer som potentielle behandlingsplatforme. Vi arbejder med Kognitiv Adfærdsterapi (KAT) og tilbyder de unge flere ugentlige KAT-samtaler, hvor vi støtter dem i at lære at forstå og håndtere deres vanskeligheder. Når de unge er i affekt, møder vi dem med Low Arousal, hvilket vil sige at vi rummer deres følelser, forholder os roligt og flytter os fra situationen, når der er behov og/eller mulighed for det.

Vi arbejder desuden professionelt med dokumentation i dagligdagen. Her benytter vi en særligt udviklet metode, som vi kalder procesbaseret dokumentation. Ved brug af redskabet sætter vi sammen med den unge enkle, tydelige og handlingsrettede mål for behandlingsarbejdet. Vi dokumenterer løbende og evaluerer og justerer målene hver 8. uge, så behandlingen hele tiden befinder sig indenfor den unges nærmeste udviklingszone.

Dine opgaver
Du vil blive ansat på afdelingen Upstairs. Her skal du primært arbejde i den unges hjem her på institutionen. Arbejdet kan dog også foregå udenfor institutionen. Du vil bl.a. skulle ledsage den unge til aftaler med læge, psykiatri, skole m.m., og du vil fra tid til anden skulle deltage i netværks- og samarbejdsmøder om og med den unge. Du skal derfor have stærke samarbejdsevner, være omstillingsparat og fleksibel.

I stillingen indgår både dag-, aften- og weekendvagter.

Som medarbejder på Ungehuset Emdrup vil det bl.a. være din opgave at:

  • være til stede for de unge i miljøet, når de har behov for støtte, omsorg, dialog, realitetskorrigering m.m.
  • være primær kontaktperson for 1-2 unge – hvilket vil sige, at du skal afholde KAT-samtaler, have styr på den unges aftaler og dagsaktiviteter, sørge for at den unge er i trivsel og udvikling m.m. 
  • have løbende dialog med forældre, netværk og samarbejdspartnere – primært for dine egne kontaktunge, men også for de andre unge ved behov
  • dokumentere den unges adfærd og udvikling løbende
  • observere tidlige ændringer i de unges mentale og fysiske helbred
  • give medicin efter gældende lovgivning om medicinhåndtering og dokumentation
  • have en motiverende og insisterende tilgang til de unge, da det er dit og dine kollegaers ansvar at de unge har meningsfulde hverdags- og fritidsaktiviteter
  • kunne håndtere afslag, modstand og regrediering uden at miste troen på den unge

Vores forventninger til dig
For at komme i betragtning til stillingen, forventer vi at du:

  • har erfaring med målgruppen og brænder for at gøre en forskel
  • har en sundhedsfaglig baggrund, fx som sosu-assistent eller -hjælper og har lyst til at arbejde med specialpædagogisk behandling med et særligt blik på også de unges sundhedsfaglige profiler og behov
  • er vant til at have blik for årsager, symptomer og behandling af fysiske såvel som psykiske sygdomme
  • er psykisk robust og derfor både kan stå i situationer, hvor det kan være nødvendigt at benytte magt for at få situationen under kontrol, og i situationer hvor den unge er så meget i affekt, at det kan komme til udtryk som trusler rettet mod personalet eller andre
  • kan arbejde rehabiliterende med fokus på den unges kompetencer
  • er fleksibel, positiv og har lyst til at indgå i den løbende udvikling af institutionen
  • er i stand til at arbejde metodisk og udviklingsorienteret
  • har kendskab til Low Arousal og Mental Parathed
  • har erfaring med at arbejde i dokumentationssystemer
  • har kørekort

Derudover vil det være en fordel, hvis du:

  • har direkte erfaring fra psykiatrien
  • har en særlig fritidsinteresse eller hobby, du kan benytte i dialog og aktivitet med de unge

Hvad tilbyder vi?
Som medarbejder hos os bliver du en del af en institution med høj faglighed, godt kollegaskab og tillidsbaseret ledelse. Vi vægter en sund arbejdskultur med respekt og rummelighed som nøgleord. Vi vil kunne tilbyde dig:

  • et drivkraftigt og udviklende arbejdsmiljø
  • mulighed for løbende kurser og uddannelser og personlig udvikling
  • et spændende arbejde med mange opgaver og tværfagligt samarbejde
  • ekstern supervision
  • behandlingsmæssig sparring med kollegaer og intern psykolog

Løn og ansættelse
Løn efter overenskomst og principperne i Ny Løn. Stillingen ønskes besat snarest muligt eller senest den 1. februar 2021.

Arbejdstiderne er skiftende, hvor du har døgnvagter, aftenvagter og mellemvagter.

Center for Socialpædagogik og Psykiatri anvender børne- og straffeattest samt udvidede referencer, som led i rekrutteringen.

Vil du vide mere?
Hvis du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Mie Kristiansen på 4014 8970 eller afdelingsleder Laura Rømer Weirsøe på 5162 2934 i hverdagene mellem 9.00-14.00.

Vi anbefaler desuden, at du orienterer dig og læser mere om vores institution, centret og vores tilbud og indsatser på www.csp.kk.dk.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via nedenstående link senest fredag den 15. januar 2021

Samtaler afholdes i løbet af uge 3.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.