Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Vi vil være Danmarks førende specialtilbud. Er du pædagog, er det måske dig vi har brug for på holdet.

Fenrishus er i en rivende udvikling, og vi søger derfor en pædagog til vores døgnafdeling 0-18 år. Stillingen er pr. 1. juni 2021 eller efter aftale. Har du en stærk faglig og personlig profil, mod på faglige udfordringer og udvikling og vægter tværfagligt samarbejde højt, er dette job måske noget for dig.

Lidt om Fenrishus:
Fenrishus er en afdeling under Specialområde Børn og Unge (SBU) og ligger på Fenrisvej i Aarhus. Børnene og de unge er i alderen 0-25 år, med komplekse, massive og varige psykiske og fysiske handicap. Alle børnene og de unge er kørestolsbrugere.
På Fenrishus arbejder pædagoger, sygeplejersker, assistenter og terapeuter i et stærkt tværfagligt miljø.

Vi arbejder systematisk med individuelt tilpassede delmål. Delmål udarbejdes ud fra de mål, som er fastsat i den kommunale handleplan, samt vi kvalitetssikrer indsatsen gennem Socialtilsynets kvalitetsmodel.
Vi arbejder pædagogisk gennem delmål, sansemotorik, aktiviteter og lejringer. Vi arbejder ud fra en individuel tilgang til børnene, hvor børnenes færdigheder, kompetencer og behov er i centrum. Det pædagogiske arbejde tager udspring i Neuroaffektiv Udviklingspsykologi (NAU), og derigennem er vores fokus at skabe relationer og indgå i samspil med børnene og de unge, da det er gennem samspil, at deres udviklingsmuligheder understøttes.
Vi makro- og mikroregulerer børnene og de unge gennem dagsstrukturer, delmål og individuelle kommunikationsformer, samt øvrige pædagogiske og sundhedsfaglige tilgange og metoder.

Gennem observationer og plejemæssige sundhedsfaglige tiltag, sikrer vi, at børnene og de unges helbred er det bedst mulige. Da alle børn og unge på Fenrishus har diagnoser af livstruende karakter, og deraf kortere forventet levetid, arbejdes også ud fra den palliative tilgang, hvilket kort fortalt indebærer fokus på lindring af lidelse samt livskvalitet for det enkelte barn/unge og dennes familie.
Vi behandler, i samarbejde med speciallæge i pædiatri, de komplikationer barnet og den unge har eller får, som følge af sit handicap.
Indsatsen foregår i et tæt samarbejde med børnenes forældre/værger.

Vi tilbyder:

  • et arbejde med børn og unge, der har komplekse problemstillinger, hvor fokus er på ressourcer, behov og livskvalitet
  • en spændende arbejdsplads i et stærkt fagligt og udviklende miljø, hvor respekt, tværfagligt samarbejde, nysgerrighed, nærvær og åbenhed er nøgleordene
  • at dine idéer til udvikling af afdelingen tages seriøst af ledelsen
  • et selvstændigt arbejde med mulighed for personlig og faglig udvikling
  • et meningsfyldt arbejde, med gode kolleger og dage der ikke er ens
  • et arbejde, hvor du kan gøre en forskel – hver dag
  • Individuelt introduktionsprogram og oplæring

Forventninger til dig:
Vi søger en pædagog, der har lyst til at være en del af en afdeling i udvikling og som kan håndtere udfordrende situationer, samtidig med at skabe tryghed og udvise omsorg for både barn, ung, forældre og kolleger.

Du vil komme til at samarbejde med de øvrige faggrupper i tværfaglige teams, hvor samarbejdet bygger på gensidig dialog, nysgerrighed og åbenhed.

Som pædagog på Fenrishus arbejder du professionelt med børn med komplekse problemstillinger. Det er et arbejde som kræver stor faglig dygtighed og respekt for det enkelte menneske. I perioder hvor børnene er særligt syge, vil det pædagogiske arbejde ikke nødvendigvis fokusere på udvikling eller vedligehold af færdigheder, men overvejende fokusere på at skabe livskvalitet for det enkelte barn igennem nærvær, omsorg, tilpassede aktiviteter og lindring.

Du skal være i stand til at indgå i et tæt samarbejde med forældre og værger. Vi ønsker en åben og aktiv kollega, som vil medvirke til, at afdelingen er et trygt sted at være for børn/unge og deres forældre og værger, og samtidig er en god arbejdsplads for medarbejderne.

Har du erfaring inden for området er det en fordel, men ingen betingelse.

Om os:
Specialområde Børn og Unge (SBU) er ét af de i alt otte specialområder inden for Region Midtjyllands specialiserede socialområde.

SBUs målgruppe er karakteriseret ved både normalt- og ikke normalt begavede børn og unge med komplekse problemstillinger såsom gennemgribende udviklingsforstyrrelser, tilknytningsforstyrrelser, adfærdsforstyrrelser, opmærksomhedsforstyrrelser, specifikke indlæringsvanskeligheder, tvangspræget adfærd og/eller hjerneskader.

Yderligere oplysninger:
Du skal forvente at arbejde i skiftende vagter dag/aften og hver anden weekend. Der kan forekomme enkelte nattevagter.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem den
forhandlingsberettigede organisation og Region Midtjylland.

Det forventes, at du har kørekort.

Tiltrædelse ønskes 1. juni 2021 eller efter aftale.

Ansøgningsfristen er mandag den 19. april 2021.

Der vil blive afholdt samtaler i uge 16.

Er du interesseret i at vide mere om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte  afdelingsleder Ulla Monrad Jensen på tlf. 23438525 eller søge oplysninger på vores hjemmeside: www.sbu.rm.dk.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.


 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.