Har du en uddannelsesmæssig baggrund indenfor økonomi, revision, finans, regnskab, erhvervsjura eller uddannet inden for Skatteforvaltningen – og kunne du tænke dig varierende arbejdsdage, med kontrolbesøg i virksomheder og sagsbehandling af afgiftssager? Så er det dig, vi mangler som kontrolmedarbejder i Afgifter 4 i Høje-Taastrup.
I Afgifter, i Skattestyrelsen, har vi ansvar for at kontrollere, at danske virksomheder betaler den rette afgift. Vi arbejder med 75 forskellige afgifter på 35 lovområder, der har stor offentlig interesse og er under konstant forandring. Der er afgifter på bl.a. emballage, spiritus, chokolade, spil, mineralolie og el. Vi står derfor overfor en stor og spændende opgave – og den vil vi gerne løse sammen med dig.
Tag med os på kontrol
Vi søger dig, der vil være specialist i kontrol og sagsbehandling. Har du ikke erfaring med afgifter, giver vi dig en grundig onboarding med en stejl læringskurve fra dag ét.
Du bliver tilknyttet et projekt, der arbejder med kontrol, revision og vejledning af virksomheder i forhold til et af de mange afgiftsområder. Sammen med dine kollegaer i projektet tager du på kontrolbesøg i virksomheder, hvorefter afgiftssagerne behandles på kontoret. Du vil derfor have en løbende dialog med både virksomheder og rådgivere, mens du indhenter materiale og udarbejder afgørelser i sagerne.
Erfaring med afgifter er en fordel, men …
Der er mange indgange til at få succes som kontrolmedarbejder i Afgifter. Du kan være nyuddannet med en teoretisk uddannelse fra fx universitetet eller interne uddannelser i Skatteforvaltningen på skatte-, moms- eller afgiftsområdet. Alternativt kan du have erfaring indenfor revision og regnskab.
Du har en struktureret arbejdsstil og løser opgaverne selvstændigt og i tæt samarbejde med kollegaer. Du er i stand til at tilegne dig komplekst stof, holde mange bolde i luften og er god til at række ud, når du har brug for sparring. I dit arbejde med sagerne evner du at gå analytisk til værks, arbejde effektivt og være vedholdende i forbindelse med længere sagsforløb. I dialogen med virksomheder og rådgivere er du desuden i stand til at udtrykke dig klart og professionelt i både skrift og tale.
Vi lægger vægt på et godt humør og en fri og uformel omgangsform i et arbejdsmiljø, hvor vi samarbejder og respekterer hinandens forskelligheder.
En fleksibel arbejdsplads med fokus på din udvikling
Som ansat i Afgifter bliver du del af en arbejdsplads, der tager hensyn til det hele menneske og vægter medarbejdertrivsel højt. Vi tilbyder en spændende og afvekslende arbejdsdag med fleksible rammer og generelt gode medarbejdervilkår.
”Som ny kollega i Afgifter 4, får du mulighed for at arbejde med et af de spændende fokusområder vi har i afdelingen i tæt samarbejde med dygtige kollegaer. Du vil få relevant læring, sparring og dermed udvikling, så du har de bedste vilkår for at være opdateret på alle væsentlige faglige områder. Vi har et hav af efteruddannelsestilbud og tilbyder derfor adgang til både intern og ekstern uddannelse siger funktionsleder Niels Fischer”
Om Afgifter
I Afgifter beskæftiger vi ca. 145 medarbejdere fordelt på 7 enheder i Danmark. Vi arbejder med en bred opgaveportefølje, idet enhederne samarbejder i projekter med fokus på kontrol, vejledning mv. inden for miljø- og energiafgifter, illegal indførsel af afgiftspligtige varer, varebaserede afgifter og tinglysningsafgiften. Vi besøger alle former for virksomheder - selvstændige erhvervsdrivende og selskaber, små som store.
Vores arbejde har stor samfundsmæssig betydning. Vi tilpasser derfor løbende vores opgaver, så de er i trit med den virkelighed, vi lever i.
Du ansættes i Afgifter 4 i Høje-Taastrup, hvor vi er 22 gode kollegaer og en engageret leder. Vi har forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og erfaringer. Fælles for os er, at vi brænder for at gå i dybden med kontrol og sagsbehandling på afgiftsområdet.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Beskriv kort og præcist dine bevæggrunde for at søge stillingen, og hvorfor din profil matcher det, vi efterlyser. Har du gode anbefalinger eller eksamensbeviser, er du også velkommen til at sende dem med som bilag.
Du skal bruge linket ”Søg stillingen” senest søndag d. 5. februar 2023. Send os din ansøgning snarest muligt da vi indkalder til samtaler løbende.
Vi indhenter straffeattest og referencer i forbindelse med ansættelsesforløbet. Tiltrædelse er 1. maj 2023 eller efter aftale.
Du er velkommen til at kontakte funktionsleder Niels Fischer på telefon 72 38 91 79, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Dit arbejdssted bliver Helgeshøj Alle 9, 2630 Taastrup.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på ofir.dk