Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Vil du være med til at skabe et fyrtårn for østersturismen på Mors?

Mors har de sidste mange år været centrum for skaldyr i Danmark. De unikke skaldyr er et væsentligt aktiv i markedsføringen af Mors og Nykøbing som Danmarks Skaldyrshovedstad.
 
Status som Skaldyrshovedstad skyldes bl.a. følgende forhold:
 

   • På Mors ligger Dansk Skaldyrcenter (DSC). Det er en del af DTU Aqua, Danmarks Tekniske Universitet og opgaven er at sætte fokus på Limfjordens skaldyr i såvel dansk som international sammenhæng. DSC arbejder med alle aspekter af produktion i de kystnære farvande, men med særlig fokus på skaldyr: forskning, udvikling, nye metoder, formidling og produktion. DSC har i forbindelse med finansloven modtaget et betydeligt beløb til etablering af et storskala Klækkeri, der forventes at blive en både forskningsmæssigt og erhvervsmæssigt magnet. 
 
   • Der er en stor industri på Mors, i forbindelse med både fangst og forarbejdning af skaldyr på Mors. 
 
   • Der afholdes hvert år Skaldyrsfestival første weekend i juni på havnen i Nykøbing Mors. Der er masser af spændende oplevelser, der især står i gastronomiens tegn. Der er arrangementer for både børn og voksne, hvor alle sanser forkæles. 
 
   • Østers- og Muslingepremieren i oktober er ligeledes en årligt tilbagevendende begivenhed i Nykøbing Mors. Her kan man smage sæsonens første Limfjordsøsters, gætte på hvem der vinder DM i champagnesabling og østersåbning, få inspiration til nye smagsvarianter og nyde stemningen.  
 
   • Dertil et væld af eksisterende skaldyrs-turismetilbud i området. 

Interessen for Skaldyr vokser både på verdensplan og på nationalt plan, og Morsø Kommune ønsker at sætte endnu mere fokus på skaldyrsturismen og ikke mindst den internationale turisme, da der heri er et betydeligt potentiale, som pt. ikke udnyttes nok. Morsø Kommune vil derfor skabe en storstilet turismeindsats, der skal sammenkoble de allerede eksisterende turismetiltag, der findes i forbindelse med Skaldyrsturisme i Limfjordsområdet samt iværksætte indsatser, der kan forøge udbuddet af tilbud i forbindelse hermed. Ønsket er at gøre området så attraktivt, så det bliver en betydelig national og international aktør i forbindelse med denne særlige del af turismeområdet. Arbejdstitlen for dette er pt. ”modtagercenter” og tanken er at skabe en indsats, hvor man som turist kan blive præsenteret for oplevelser forbundet med Limfjordens unikke skaldyr.
 
Arbejdet med design og planlægning omkring ”modtagecenteret” for østersturisme vil i højeste grad være inddragende og vil involvere en lange række aktører, som
har deres erhvervs- og turismeindsats i og omkring Limfjorden, som for eksempel turistkontorer, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, eksisterende events, spise- og overnatningssteder samt andre turismeaktører. Derudover skal det kommende storskala klækkeri på Dansk Skaldyrscenter inddrages.

”Modtagecentret” skal supplere og være indgangen til de mange oplevelser fra ”fjord til bord”, som allerede eksisterer i dag, og skal også skabe udvikling af nye tiltag indenfor østersturisme. Samarbejdet omkring centrets etablering og drift forventes at åbne op for en lang række nye oplevelser og events for turister i området omkring Limfjorden.
 
Stillingen

   • Ideudvikling om nyt ”modtagecenter”, som kan tiltrække både nationale og internationale turister.
   • Sammenkoble allerede eksisterende indsatser i et nyt og stærkere brand ”Danmarks Skaldyrshovedstad”. 
   • Ansøgning om midler til udvikling af modtagecenteret.
   • Udvikling af nye tiltag inden for østers- og skaldyrsturisme.
   • Leder af centeret. 

Vi forventer, at du:

   • Mestrer kunsten at inspirere og udfordre, sætte rammer og vise vejen til virkeliggørelsen af de mange gode ideer, der vil myldre frem.
   • Har lysten til at samarbejde med rigtig mange forskellige mennesker – både professionelle og amatører - inden for turismeområdet og på tværs af fagområder.
   • Er iderig.
   • Har erfaring med at koordinere større turismeprojekter.
   • Her relevant uddannelse indenfor turismeområdet.
   • Har erfaring med fondsansøgninger og lignende.
   • Kan gennemføre en stram budgetstyring.
   • Befinder dig godt og naturligt i samarbejdssituationer med interessenter, der kan have forskellige interesser.
   • Har erfaring i markedsføring indenfor turismeområdet.

Stillingen er placeret i Center for Kultur, Fritid og Turisme i Morsø Kommune, der er en helt ny afdeling organisatorisk placeret i Børn og Kultur i Morsø Kommune, hvor tværgående samarbejder og projekter vægtes højt.

Der er tale om en tværgående stilling, hvor du får et tæt samspil med dine kollegaer i Center for Kultur, Fritid og Turisme samt en lang række eksterne samarbejdspartnere.

Vi tilbyder
En ansvarsfuld og afvekslende stilling med stor medindflydelse i en dynamisk afdeling med et højt aktivitetsniveau og en uformel omgangstone. Den ugentlige arbejdstid er på 37 timer med mulighed for fleksibilitet.

Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst indgået mellem Kommunernes Landsforening og relevant faglig organisation samt principperne for Ny Løn.

Ansøgningsfrist 9. februar 2018.
Samtaler forventes gennemført 22. februar 2018.

Yderligere oplysninger
Du kan få yderligere oplysninger ved henvendelse til direktør Peder Hanghøj, Børn og Kultur, på tlf. 9970 7041.

Tiltrædelsesdato: Senest 1. april 2018, men meget gerne før.

----------------
Sammen er vi bedst
Det er vores motto i Morsø Kommune og for livet på Limfjordens største ø, Mors. Det indebærer også, at vi i alle livets aspekter har kort fra tanke til handling. Vi er en kommune med ca. 20.600 indbyggere og 1.700 medarbejdere.  

Her arbejder vi dedikeret for at finde innovative løsninger og på at sætte borgere og virksomheder i centrum.  Vi har natur i verdensklasse, som verdensarvskandidaten Hanklit og molerlagunen i Ejerslev. Kulturmødet Mors samler hvert år mere end 20.000 kulturelskere fra hele landet, og placerer Mors, som Danmarks midtpunkt, når det kommer til at diskutere - samt opleve kunst og kultur.

Vi skaber smagfulde oplevelser til Skaldyrsfestivalen, forkæler smagsløgene til Østers- og Muslingepremieren og nyder at være Danmarks Skaldyrshovedstad.  Vi samarbejder tæt og tværfagligt for at gøre Mors til et endnu mere attraktivt sted at bo, gæste og arbejde. 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her