VIP-seniorrådgiver Jylland/Fyn

Som VIP-seniorrådgiver hos Willis Towers Watson bliver du en del af en spændende virksomhed med et godt arbejdsmiljø og får mulighed for selvstændigt at varetage en bred vifte af rådgivningsopgaver.

I Willis Towers Watson bestræber vi os på at tilpasse løsninger til vores kunders behov samt at yde en service og rådgivning, som skaber værdi for kundens medarbejdere.

Jobbet
Vi søger en VIP-seniorrådgiver til individuel rådgivning af beslutningstagere og direktionsmedlemmer hos vores kunder og rådgivning af 57+-segmentet i Jylland og på Fyn.

Som VIP-rådgiver får du din egen portefølje af beslutningstagere fra det øverste ledelseslag hos vores største kunder, som du har ansvaret for proaktivt at kontakte og rådgive samt servicere via face2face-møder, e-mail og telefon.

Jobbet indeholder hele forløbet fra mødebooking over forberedelse og gennemførelse af nytegnings-, implementerings- og servicemøder til efterbehandling og opsamling efterfølgende. Den pågældende medarbejdergruppe forventer fyldestgørende svar og har ofte en sammensat økonomi, der stiller høje krav til dine faglige kompetencer. Du skal kort sagt kunne favne både bredt og dybt.

Som seniorrådgiver rådgiver du det segment, der nærmer sig pensionisttilværelsen. Du skaber overblik over den samlede økonomi og rådgiver om den optimale anvendelse af pensionsmidlerne. Seniorrådgivning foretages altid på et af vores lokale kontorer.

Den overordnede ramme for vores rådgivning er altid uvildighed, hvilket blandt andet betyder, at du ikke måles på eller belønnes for omfanget af præmiekroner og depotoverførelser, men i stedet måles på den enkelte medarbejders tilfredshed med din rådgivning.

Personprofil

  • Fagligt stærk på pensionsområdet – minimum svarende til niveau 5 på FOAK

  • Erfaring i rådgivning om virksomhedsskatteordning og formuepleje

  • Gerne med en baggrund i både bank og forsikring

  • Lyst til proaktiv rådgivning

  • Trives i en hektisk hverdag med varierende opgaver

  • Motiveres af uvildighed og et fokus på den enkelte medarbejders behov og ønsker

  • Stor selvstændighed og høj grad af struktur

Det tilbyder vi

Hos os vil du opleve en positiv ånd og en uformel omgangstone, hvor vi arbejder ud fra et værdisæt, der blandt andet bygger på respekt, teamwork og integritet. Vi kan tilbyde dig et attraktivt ansættelsesforhold med mulighed for faglig og personlig udvikling, løn efter kvalifikationer og en omfattende benefitpakke – herunder en optimal pensionsordning og spændende forebyggende sundhedsordning.

Om Willis Towers Watson

Willis Towers Watson er en førende global konsulent- og mæglervirksomhed, der med 40.000 medarbejdere i mere end 140 lande, leverer markedsledende løsninger inden for risikostyring, forsikring, human capital, benefits og talent management. Vi designer og udvikler løsninger til både virksomheder, organisationer og private.

Vores kunders udgangspunkt i form af ressourcer, aktiver, problemstillinger og muligheder er det faste afsæt for designet af vores løsninger og ydelser, som udvikles til optimalt at understøtte de ønsker til fremtiden, som den enkelte kunde prioriterer.

I Danmark står 450 medarbejdere til rådighed fordelt på vores kontorer over hele landet.


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her