Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Visionær afdelingssygeplejerske med lyst og evne til at stå i spidsen for nyt ungdomspsykiatrisk afsnit søges

Har du lyst og evne til at opbygge og udvikle et nyt afsnit med god ungdomspsykiatrisk behandling? Et afsnit, hvor der er fokus på at sikre gode sammenhængende patientforløb og kombinere et godt arbejdsmiljø med effektive arbejdsgange for omtrent 50 ansatte? Så er det dig, vi leder efter.
 
Vores ungdomspsykiatriske ambulante område har vokseværk. Vi søger derfor en, der i tæt samarbejde med vores afsnitsledende overlæge og den øvrige del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA) har lyst til at være afdelingssygeplejerske i Team for Ungdomspsykiatri fra 1. maj 2021 eller snarest derefter.
 

Bliv en del af vores nye team for ungdomspsykiatri

Vi står over for den spændende opgave, at der skal oprettes endnu et Team for Ungdomspsykiatri fra september 2021. Det betyder, at vi fremover skal have to sideordnende ungdomspsykiatriske teams med hver sin ledelse.
 
Begge teams skal varetage udredning og behandling af unge mellem 14 og 18 (21) år med blandt andet neuropsykiatriske, affektive, psykotiske og svære angstlidelser.
 
De to ledelser skal indgå i et tæt forpligtende samarbejde med henblik på at sikre en fælles retning for patientforløb. Sammen skal de udvikle et harmoniseret tilbud til målgruppen og samarbejde om de fælles målsætninger med de øvrige børne- og ungdomspsykiatriske afsnit.
 
Der er ansat både læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere og sekretærer. Du kommer til at lede afsnittet sammen med en afsnitsledende overlæge.
 

Som afdelingssygeplejerske søger vi dig, der:
  • har interesse og gerne erfaring med at udvikle og stabilisere et nyt afsnit
  • er uddannet sygeplejerske – gerne med en overbygning i ledelse
  • har erfaring i en ledelsesfunktion og kan/vil bidrage til organisationsudvikling, arbejdstilrettelæggelse og afsnitsledelsesudvikling
  • kan motivere, engagere og inddrage medarbejderne, sikre ejerskab og tør sætte retning
  • er fleksibel i opgaveløsning og samarbejde
  • er tydeligt kommunikerende, struktureret og har et godt overblik
  • besidder gode samarbejdsevner
  • har lyst og evne til at styre arbejdsgange og arbejdstilrettelæggelse i en tværfaglig medarbejdergruppe
  • er inspirerende og sætter gang i tingene – f.eks. nye initiativer mv.

Hos os tilbyder vi:
  • At blive en del af en velfungerende ledelsesgruppe med ca. 20 ledere
  • Sammen med en sideordnet leder at bygge et nyt afsnit op fra bunden og vedvarende udvikle det
  • Mulighed for fokus på ledelsesopgaven og videreuddannelse
  • En arbejdsplads, som har arbejdsmiljø og medarbejderinddragelse som et vigtigt fokus
  • Gode udviklingsorienterede kollegaer, der støtter hinanden i det daglige arbejde og brænder for at levere kvalitet
  • Et miljø, hvor du har mulighed for at få indflydelse på arbejdsgangene
  • At blive en del af en ledelsesgruppe i BUA, hvor vi sammen arbejder for at sætte vores afdeling på landkortet med udvikling og forskning i højsædet

Hvem er vi– og hvem er du
Børne- og ungdomspsykiatrien (BUA) er én afdeling i Region Midtjyllands samlede Psykiatri. Det er en selvstændig afdeling, der ledes af en ledende overlæge og oversygeplejerske – tilsammen kaldt afsnitsledelsen. BUA er placeret på tre matrikler i henholdsvis Herning, Viborg og Skejby.
 
I BUA er der syv kliniske enheder med ambulatorier, døgn- og/eller dagafsnit, samt en forskningsenhed og en sekretærgruppe, som ledes selvstændigt. De kliniske enheder ledes alle af makkerpar bestående af en overlæge og en afdelingssygeplejerske.
 
Afdelingen er i en spændende udvikling mod at tilpasse organisationen. Organisering har til formål at fremtidssikre BUA organisatorisk samt at styrke os tværfagligt og dermed vores mulighed for at give de bedst mulige patientforløb med patienten i centrum. Det nyoprettede ungdomspsykiatriske team indgår som en vigtig del heri.
 
Som afdelingssygeplejerske skal du deltage i arbejdet med den fælles ledelsesgruppe, hvor du skal kunne arbejde ud fra både et fælles BUA-perspektiv og i forhold til nærmeste afsnit. Der vil derfor være en forventning om, at du aktivt ønsker at bidrage og sætte præg på udviklingen.

Er du vores nye afdelingssygeplejerske? 
Hvis ovenstående lyder som noget for dig, glæder vi os meget til at modtage din ansøgning. Send den til os inden den 14. marts. Der bliver afholdt ansættelsessamtaler den 22. marts.

Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til overenskomsten indgået mellem Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd.
 
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte ledende overlæge Jakob Paludan på telefon 5127 3326 eller oversygeplejerske Elsebeth Vesterheden på 4015 8218.

Læs også mere i Funktionsbeskrivelse for afsnitsledelse.

Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)
BUA er en afdeling under Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen.

BUA består af 7 kliniske afsnit fordelt i Skejby, Viborg og Herning samt en forskningsenhed og et lægesekretærafsnit i Skejby. Den overvejende del af behandlingen sker ambulant. BUA dækker fire hovedområder: Småbørn, Skolebørn, Unge samt Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere. Afdelingen modtog i 2020 4.129 eksterne henvisninger og havde kontakt med 12.580 unikke cpr.nr. Afdelingen havde i 2020 et nettobudget på 287,5 mio. kr. og pr. 1/1-2021 523 årsværk fordelt på 555 medarbejdere.

Børne- og Ungdomspsykiatrien i Herning flyttes i 2021 til Gødstrup.


Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.



ellerDownload

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.