Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Vuggestuepædagog til lille privat skovvuggestue

DYGTIG VUGGESTUEPÆDAGOG SØGES TIL PRIVAT SKOVVUGGESTUE PÅ SYDFYN

Lillely private børnehave og vuggestue åbnede 1. maj 2012.

Idag er vi ni voksne og 36 børn i vores skønne bindingsværkshus med en dejlig have tæt på skove og marker uden for Faaborg.

Vores pædagogik er inspireret af Rudolf Steiner, vi har en yderst engageret forældrekreds og et tæt samarbejde med Steensgaards økologiske landbrug.

Vores søde kollega skal flytte til Sjælland så vi mangler en fagligt dygtig, ansvarsfuld og positiv kollega til en stilling med start senest 1. 4. 2018 og eventuelt før, der brænder for arbejdet med vuggestuebørn ca. 35 timer om ugen.

I vores vuggestue er vi mindst 3 voksne til de 12 børn hver dag. Vi har indrettet hverdagen så det er børnenes behov og ikke vi voksnes eller forældrenes behov der er udgangspunktet for praksis og aktiviteter. Vi har stærke værdier for hvad vi mener er bedst for små børn og vi går gerne mod samfundsstrømmen og bruger ikke ipads, vi snakker med forældrene hvis børnene har for mange lange dage, vi har lukket 6 uger om året så alle børn får ferie og vi vil være en meget lille institution også på lang sigt.
Vi har et fantastisk varmt kollegaskab og et godt arbejdsmiljø - vi er børnenes og hinandens andet hjem!

Vi leder efter et menneske, der pædagogisk vil samme vej som os, og for hvem det er naturligt at lægge både hjerte og hårdt arbejde i sit arbejdsliv og fællesskabet omkring Lillely. Du arbejder ud fra at fællesskabet er af afgørende betydning for det enkelte barn. Du kan være professionel i dit følelsesliv, da du er bevidst om, at den voksne altid er ansvarlig for stemningen omkring sig, og er et forbillede i sine handlinger og følelser.

Du kan begrunde dine pædagogiske handlinger, observationer og tiltag skriftligt til dine samarbejdspartnere. Vi arbejder ud fra at den voksne går forrest i alle henseender, og at børn ikke skal bære ansvar, men kærligt ledes gennem efterlignende handlinger fremfor intellektuelle forklaringer.

Vores pædagogiske ramme er praktiske hjemlige aktiviteter sammen med børnene, og et stort fokus på tryghed, genkendelighed og glæde. Det er vigtigt for os at du er tydelig, og dertil et positivt, smilende, initiativrigt og mildt menneske.

Vi er ude hver dag, så du skal ikke være bange for at blive våd når det regner eller at få jord under neglene.

For at komme i betragtning til jobbet skal du have en interesse i Rudolf Steiners pædagogik og have mod på at stå for forældresamtaler, forældremøder, dokumentation, sprogscreening, samarbejde med kommunens konsulenter og lignende. Du skal være selvstændig og handlekraftig og kunne vise, at du af hele dit hjerte ønsker at være med til at skabe en vuggestuehave, hvor der er rum til at børn kan have en barndom i trygge og hjemlige rammer.

Selv om vi pædagogisk arbejder målrettet og ambitiøst, minder vi på mange måder mere om en familie end en institution, både pædagogisk og kollegialt. Vi har en fri, kærlig og humoristisk omgangstone vi voksne imellem, som vi sætter stor pris på.

Din ansøgning må gerne fylde mere end normen og skal udover hvorfor du gerne vil arbejde med vuggestuebørn indeholde følgende: • hvorfor du søger i Lillely • dit børnesyn • hvad den voksnes rolle er overfor barnet? • din tilgang til Rudolf Steiner pædagogik • en beskrivelse af din personlighed • dit ønskede timetal • dine tanker om en fast pædagogisk dags-, uge- og årsrytme • dine tanker om udeliv og børn

Ansøgningsfrist:
15.2.2018
Vi ønsker ikke at blive kontaktet pr. telefon eller få uanmeldte besøg, da vi er nærværende ved børnene i løbet af dagen.
Ansøgninger og spørgsmål om stillingen skrives til Julie Haugaard og modtages kun på mail på lillelyjob@gmail.com

Ansættelsesprocedure:
Vi modtager ansøgningerne og alle bliver læst af personale og bestyrelse og alle får svar.
Vi vælger dem ud vi finder interessante og ansøgeren bliver inviteret på 1-2 dages besøg i Lillely, hvor man kommer og ser vores hverdag og arbejder sammen med os for at se om begge parter synes vi passer sammen. Ansøgeren skal herefter skriftligt bekræfte om ansøgningen står ved magt eller trækkes tilbage.
Når vi har haft ca. 5-7 ansøgere på besøg udvælger vi 3-5 vi ønsker at kalde til samtale.
Vi ansætter ofte efter god kemi og "mavefornemmelse" fremfor det perfekte CV, så søg endelig hvis du er en dygtig pædagog der brænder for at arbejde i en lille skovvuggestue i tråd med Rudolf Steiners tanker.

Læs om os på www.Lillely.dk


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her