eksempler på ansøgninger

10 gratis skabeloner og eksempler på ansøgninger

author-avatar

af Nanett Winkler

Hvad er et godt eksempel på en ansøgning? Hvordan laver man en overskuelig ansøgningsskabelon? Og hvad skal man absolut ikke gøre i en jobansøgning? Få svarene på disse spørgsmål i følgende guide, og find samtidig 10 konkrete eksempler på ansøgninger, du kan blive inspireret af.

Klar til at skrive ansøgningen, der sparker r*v?

Find inspiration i eksempler og skabeloner

Nedenfor finder du 10 solide eksempler på en jobansøgning, som tager udgangspunkt i forskellige brancher. Lad dig inspirere af opsætning, sprog og argumentation – men husk at gøre ansøgningen til din egen, og målret den til det ønskede job. Download eksemplerne i Word, og kom let i gang med at redigere i skabelonerne med det samme. 


Med udgangspunkt i ovenstående skabeloner til ansøgning, kan du nu let arbejde videre på at lave din egen kreative jobansøgning. Men lad os først gå lidt i dybden med enkeltelementerne ved layoutet. Der er nemlig nogle vigtige do’s and don’ts, som ultimativt betyder forskellen på en god og en dårlig ansøgning.

Hvor lang skal ansøgningen være?

En jobansøgning bør aldrig fylde mere end 1 A4-side. Dette skyldes, at virksomheder bruger ganske kort tid per ansøger i en rekrutteringsproces. Derudover skal ansøgningen vise, at du har identificeret de mest relevante kriterier for at matche jobbet, og at du formår at besvare dem kort og præcist. Det er som bekendt en kunst at kunne begrænse sig – især i en ansøgning.

Do: Skriv maks. 1 side med en linjeafstand på 1,5.
Don’t: Lav hverken forstørret eller formindsket skrift for at opnå en fuld side. Skriv heller ikke kun en halv side – dette fremstår, som om du ikke har argumenter nok.

Brug underoverskrifter eller punktform i din ansøgning

Skab overskuelighed i din jobansøgning ved at benytte underoverskrifter og/eller evt. punktform. Det kan måske virke af meget, når ansøgningen kun er på 1 side – men blot 1 sides lang tekstmur kan være nok til at få selv den mest læselystne person til at miste interessen.

Brugen af punktform vil samtidig gøre, at virksomheden hurtigere kan afkode de vigtigste pointer i din ansøgning. 

Eksempel på opbygning af ansøgningen:

  • Indledning på 4-7 linjer, hvor du præsenterer dig selv og din motivation for jobbet
  • 2-3 korte afsnit med eksempler på opgaver, du vil løse vha. dine kompetencer
  • Afslutning på 2-3 linjer med et motiv til at indkalde dig til jobsamtale

Download vores tomme ansøgningsskabelon herunder, og find beskrivelser af, hvordan du udfylder de forskellige punkter i ansøgningen.

Do: Skriv korte sætninger og korte afsnit ved brug af overskrifter og/eller punktform.
Don’t: Lav ikke for mange afsnit – 5 afsnit virker fx som for mange til 1 side, og du risikerer at dine argumenter bliver for tynde.

Skrifttype til ansøgningen

Ikke alle skrifttyper er lige velegnede til din ansøgningsskabelon, og de har betydning for det overordnede layout. Så vælg ikke blot den første skrifttype, der falder dig ind, men sæt dig ind i, hvilke typer der er letlæselige og velegnede til skærmlæsning.

Velegnede skrifttyper til ansøgningen:

  • Calibri 
  • Palatino 
  • Trebuchet
  • Book Antiqua
  • Arial

Som udgangspunkt bør skriftfarven altid være sort, og størrelsen bør ligge mellem 10-12. Dine overskrifter må gerne både være større, med anden farve og med fed skrift, da hensigten er at drage læserens øjne hertil. Vær dog konsekvent med stilen.

Tip: Sørg for, at skrifttype, farve og stilvalg matcher dit CV – det får dit ansøgningsmateriale til at fremstå strømlinet og gennemarbejdet.

Do: Anvend en letlæselig skrifttype med sort farve og str. 10-12.
Don’t: Hold dig fra at skrive i versaler, kursiv eller fed skrift (medmindre det er en overskrift).

Skal der billede på en ansøgning?

Det er ikke et krav at have et billede på din ansøgning. Nogle ansøgere foretrækker kun at have et billede på deres CV, og ikke på deres ansøgning, mens andre har et billede på begge dokumenter.

Det er derfor op til dig selv, hvorvidt du vil inddrage dette på din ansøgning. Men hav in mente, at det kan være et ekstra visuelt element, som gør din ansøgning mere personlig og huskværdig. 

For at gøre layoutet i din ansøgning mere kreativ og personlig kan du eksempelvis indsætte dit profilbillede i forlængelse af en bjælke eller figur øverst eller nederst på din ansøgning, som vist i ovenstående ansøgningseksempler.

Do: Brug det samme billede som i CV’et. Vælg et billede, hvor man tydeligt ser dit ansigt, og hvor baggrunden er neutral.
Don’t: Vælg ikke et gammelt festbillede, eller et billede hvor du har hat eller solbriller på.

Ansøgning på engelsk

Opsætningen af en dansk og engelsk ansøgning er ens. Den afgørende forskel er, at du skal kunne begå dig grammatisk og sprogligt på engelsk og kende de engelsker brancheord og fagtermer for den søgte stilling. Er du solid i dine engelskkundskaber, men har brug for at få genopfrisket de grammatiske regler? Så er det gratis program Grammarly et godt redskab til at finpudse din engelske ansøgning med.

Skal din ansøgning skrives på engelsk, skyldes det højst sandsynligt, at du skal begå dig på engelsk meget af tiden i det søgte job. Derfor skal du allerede fra start gøre op med dig selv, om du kan udfylde denne rolle, inden du skriver den engelske ansøgning.

Do: Sørg for at formulere dig korrekt på engelsk, og benyt gerne nøgleord fra det engelske jobopslag i din ansøgning.
Don’t: Din ansøgning bør ikke bære præg af stave- eller grammatikfejl – eller at den er oversat i Google Translate.

Hvordan ser en god ansøgning ud?

  • Fylder maks. 1 side
  • Er skrevet i korte sætninger og korte afsnit
  • Er inddelt i underoverskrifter og punktform
  • Er gennemlæst for fejl af en ven
  • Har få visuelle elementer, der skiller sig ud
  • Er gemt og sendt som PDF

Vil du vide mere om, hvordan du skriver en overbevisende ansøgning, der skaffer dig en billet til jobsamtalen? Find relevante artikler i Ofirs store ansøgningsguide eller læs 5 trin til at skrive den perfekte ansøgning.

Ofte stillede spørgsmål

En god ansøgning er et 1-sides argument for, hvorfor du er den rette kandidat til jobbet. I en god ansøgning skriver du 2-3 eksempler på, hvordan du kan løfte opgaver i det søgte job ved brug af dine faglige kompetencer og tidligere erfaringer. En god ansøgning skriver sig ind i virksomhedens fremtid, hvorimod CV’et beskriver erfaringer fra fortiden.

Du skiller dig ud i din ansøgning på 3 måder. 1) Tydeliggør, hvordan du kompetencemæssigt matcher stillingen. 2) Beskriv med eksempler, hvordan du kan skabe værdi for virksomheden. 3) Lav et flot og overskueligt layout ved brug af afsnit og punktform og evt. få visuelle elementer som faner, figurer eller et profilbillede.

I indledningen af ansøgningen præsenterer du dig selv og beskriver motivationen for at søge jobbet. Derefter laver du 2-3 afsnit vha. punktform eller underoverskriftter, hvor du bringer dine kompetencer i spil for den kommende stilling. Afslut med en tilskyndelse til at indkalde dig til samtale. Husk at ansøgningen maks. må fylde 1 side.

Start med at skrive ansøgningen i Word, så du let kan tilgå og rette i skabelonen. I Word kan du lave alt tekstindholdet og indsætte faner, figurer og billeder. Lav en god standardtekst, som du efterfølgende kan justere og målrette til hvert enkelt job. Ønsker du en mere kreativ ansøgning, kan du lave din skabelon i Adobe eller Canva e.l.

En ansøgning bør aldrig fylde mere end 1 side. Forsøg derfor at inddrage de mest relevante informationer om dig selv, og match dem med beskrivelsen i jobopslaget. Er ansøgningen længere end 1 side, kan du risikere at blive frasorteret i ansøgningsbunken.