Guide til billeder i dit CV

Guide til det gode CV billede

author-avatar

af Benjamin Sindal

Overvejer du at indsætte et billede eller portræt i dit CV? CV-billedet er et emne, der optager mange der skriver CV, og mange spørgsmål melder sig:

  • Forventer virksomheden, at jeg indsætter et CV billede?
  • Kan det være en ulempe for mig at indsætte et portræt i mit CV?
  • Hvordan skal billedet placeres i mit CV?
  • Hvordan tager jeg selv et godt CV billede?

I denne guide til det gode CV billede, vil du lære mere om brugen af billeder i CV, så du kan træffe en god og informeret beslutning. Vi vil også give dig råd til at tage et godt CV billede med din iPhone, så du kan fremstå professionel og undgå de typiske fejl, når man bruger et portræt til ens CV.

🥇 TIP: Uanset om du ønsker at bruge et billede eller ej, kan du downloade og tilrette en af vores CV-skabeloner og evt. indsætte et billede i skabelonen, hvis du ønsker det.

Skal jeg bruge et billede i mit CV?

Det korte svar er ja, i hvert fald hvis du ønsker at gøre som de fleste andre, når du søger job. Ifølge Ballisagers Rekrutteringsanalyse for 2022 oplyser hele 88% af de adspurgte virksomheder, at de foretrækker et billede på CV fra deres kandidater og ansøgere. Kun de resterende 12% sagde nej til CV billeder. Nogle anser endda et manglende CV billede som en decideret fejl.

Det vigtigt at fastslå, at du ikke må føle dig presset eller tvunget til at bruge et billede i dit CV. Ansættelse af en medarbejder skal og bør altid være baseret på personens faglige kvalifikationer, evner og erfaringer.

Ifølge forskelsbehandlingsloven må virksomheden ikke lægge vægt på dit udseende, alder eller køn i ansættelsesprocessen. Dette understøttes af, at der er kommet mere opmærksomhed på unbiased rekruttering.

Du bør med andre ord ikke være nervøs, hvis du vælger at bruge et CV billede. Brug det som en naturlig del af din ansøgning, så virksomheden nemmere kan danne sig et helhedsindtryk af dig som deres kommende kollega.

Dit billede kan desuden understøtte dig i at fremstå selvsikker og professionel og dermed forstærke de kompetencer, du har angivet i dit CV.

Hvad er den rigtige placering til CV billedet?

Dit CV billede skal placeres i øverste højre eller venstre hjørne af dit CV.

Sørg for en passende afstand til kanterne af dokumentet, når du placerer billedet, så der er tilstrækkeligt med luft og plads om dit billede.

Husk, at dit CV skal være overskueligt og roligt for øjnene at kigge på. Derfor skal dit billede have passende størrelse og dimensioner. Tænk på kravene til foto til pas og kørekort, så er du på rette vej.

Prøv at indsætte billedet, så det er parallelt med andre tekstelementer, det får nemlig øjnene til at slappe af.

CV billede placering

📷 TIP: Du behøver ikke et stort og professionelt kamera eller foto erfaring for at tage et godt billede. Alt hvad du behøver er din iPhone og kendskab til et par principper om fotografering.

Guide til at tage CV billede med din telefon

I samarbejde med fotograf Johanna Sofie Sylvest, har vi udarbejdet en kort guide, så du kan tage et flot CV billede med din telefon. I denne guide har vi brugt en iPhone.

📱 TIP: Hvis du ikke har en iPhone, men måske en Android-baseret smartphone, kan du sagtens bruge guiden herunder. Kig efter de samme funktioner i din kamera-app, såsom portræt-funktion og styring af lys.

Selvom vi ikke kan dykke dybt ned i fototeorien, kan vi forsikre dig om, at ved at følge disse enkle råd, vil du opnå et godt og professionelt resultat.

Tjek spejlet, inden du tager CV billedet

Før du tager billedet, bør du lige se i spejlet og tjekke:

  • Sidder dit hår ordentligt?
  • Er der pletter på dit tøj?
  • Er du klædt passende på til den type stilling, du søger?

Uanset hvilken stillingen du søger, så er det vigtigt, at du ser præsentabel ud. Det er med til at påvirke arbejdsgiverens indtryk af dig.

Brug en rolig og neutral baggrund

Du får det bedste resultat med dit CV billede, når din baggrund er rolig og neutral. Det behøver ikke at være en hvid væg, men kan også være et sted i naturen, en murstensmur eller lignende. Det vigtige er, at baggrunden ikke er forstyrrende som f.eks. plakater på vægge, andre personer i motivet eller genstande der fjerner fokus fra dig som kandidat.

Arbejd med det naturlige lys

Et godt belyst billede giver et skarpere look og ser mere professionelt ud. Men husk, at der er forskel på lys:

  • Indendørs belysning, såsom lys fra lamper kan forvrænge farverne i dit billede, og trække kvaliteten ned.
  • Naturligt lys er det bedste lys og giver et meget bedre resultat. Hvis du står indendørs, når billedet skal tages, så gør brug af dagslyset, der kommer ind ad dine vinduer. Du behøver ikke have lyset direkte i dit ansigt, men stil dig i nærheden af et vindue. Vend ikke ikke ryggen mod det, så du får modlys.

📷 TIP: Hvis du får taget billedet udenfor, så stil dig et sted, hvor lyset er passende og behageligt for dig. Hvis du får lyst til at knibe øjnene sammen, er lyset for skarpt. Find et sted, hvor der er lidt mindre lys, så dit ansigt falder i sine naturlige folder.

Har du fundet et sted med en god baggrund og passende mængde lys, men synes stadig at billedet bliver lidt for mørkt eller lyst? Du kan justere lyssætning på kameraet på din iPhone på følgende måde:

Sådan justerer du lyset på din iPhone

  • Åben kameraet på din iPhone
  • Vælg selfie-kamera eller front kamera (afhængig af om du selv tager billedet eller får hjælp)
  • Tryk på skærmen, så motivet/du kommer i fokus
  • Du kan nu scrolle op eller ned for at justere lyset.
CV billede justeret mørkere på iPhone
Kameraet justeret mørkere på iPhone
CV billede justeret lysere på iPhone
Kameraet justeret lysere på iPhone

Skab plads og luft om dig selv

Plads og luft er med til at skabe dybde i dit billede, som deraf vil fremstå mere naturligt og roligt. Det er særligt vigtigt, hvis du har valgt en væg som baggrund. Tag derfor godt skridt fremad, så du ikke står helt op ad væggen.

Gør kameraet klar

  • Åbn kamera-appen: Tryk på ikonet for kamera-appen på din iPhone for at åbne den.
  • Vælg portrættilstand (hvis tilgængelig): Hvis din iPhone har Portrættilstand (typisk tilgængelig på nyere modeller), skal du vælge denne funktion. Portrætfunktionen slører baggrunden og giver dig nogle filtre, som hjælper med at skabe ro og det rette lys i billedet.
  • Vælg kamera: Vælg mellem selfie-kamera eller hoved-kameraet
    • Brug frontkameraet (selfie-kameraet) ved at trykke på ikonet, der skifter mellem det bageste og forreste kamera, normalt øverst i hjørnet. Dette giver dig mulighed for at se dig selv på skærmen, mens du tager billedet.
    • Brug bagkameraet (hoved-kameraet) ved at trykke på ikonet, der skifter mellem det bageste og forreste kamera, normalt øverst i hjørnet, kan du skifte til bagkameraet. Dette kan være fordelagtigt, hvis du får hjælp af en anden til at tage billedet og ønsker højere billedkvalitet.

Brug portræt funktion, når skal tage et CV billede for bedste resultat
Professionelt CV billede resultat
Professionelt CV billede resultat

Tag et godt og skarpt CV billede

Hvis du har fået styr på kameraindstillingerne, så er du ved at være klar til at tage dit CV billede. For at få det mest personlige, vedkommende og professionelle billede kan du gøre følgende:

  • Tag billedet lige ud fra dit ansigt. Vælger du at tage det nedefra eller oppefra, risikerer du at forvrænge dine ansigtstræk og fremstå unaturlig eller ukomfortabel.
  • Stå rigtigt og få dig selv med i billedet. Det er helt op til dig, hvor meget af dig selv du vil have med i billedet. Hvis du selv tager billedet med selfie-kameraet, kan du nok ikke få meget mere af dig selv med end til lige under kravebenene. Og det er helt fint! Få gerne lidt af skuldrene med, og sørg for der er en smule luft over dit hoved.
  • Spørg om hjælp. Du overveje at få assistance, hvis du have lidt mere af overkroppen med f.eks. ned til livet.
  • Find din vinkel. Du behøver ikke vende dig direkte mod kameraet. Du kan sagtens stå lidt med siden til, så længe du kigger ind i kameraet.
  • Kig ind i kameraet. Om du smiler eller ej er op til dig, så længe du har øjenkontakt og fremstår naturlig. Det giver nok sig selv, men at række tunge, lave trutmund eller gøre noget tredje unaturligt er ikke oplagt.

📷 TIP: Vær opmærksom på, at billedet ikke skærer nogle akavede steder, f.eks ved hals eller håndled. Det er ikke kritisk, men hvis du er opmærksom på dette, er det med til at gøre dit billede endnu mere professionelt.

Ved at følge denne fremgangsmåde kan du få et velkomponeret et CV portræt, der ligeså godt kunne være taget af en professionel fotograf.

Nu skal du bare overføre billedet til din computer eller tablet og indsætte i dit CV.

Lær mere om at lave et godt CV

Når du har taget et godt CV billede, kan du gøre dit personlige CV endnu stærkere med en effektiv overskrift og en beskrivende profil-tekst. Med et personligt og motiveret CV, vil du helt sikkert få din ansøgning i JA-bunken, når der skal indkaldes til jobsamtaler.

Held og lykke med jobsøgningen!